”Det er da kun gamle mennesker, der går på pension”

Klik her eller på overskriften herunder for at se artiklen i bladformat

Kun gamle på pension

Tekst: Frands Paaskesen

Tidligere skoleinspektør Ole Gregersen kom ned på skolen for at være med til jubilæum for en af lærerne. Lige ved indgangen løb nogle børn og legede. Vi sagde hej til hinanden, og så kom der en dreng fra 6. klasse
hen og spurgte mig om, hvorfor jeg egentlig var rejst. ” Jamen,” sagde jeg, ” jeg rejste ikke, jeg gik på pension”. “Åh, hold op,” sagde han, “det er da kun gamle mennesker, der går på pension.” Jeg følte mig pludselig meget yngre.

Hvor mange år var du på Egebjergskolen?
I godt 30 år. Jeg kom til Egebjerg den 1. januar 1970.

Hvor mange år var du egentlig Skoleinspektør?
Det var jeg fra april 1984, så det blev til godt 16 år. Før det var jeg viceskole-inspektør i 14 år.

Ole Gregersen, var du glad for dit liv på skolen?
Ja, det kan du tro, jeg var, ellers var jeg nok ikke blevet der så længe. Det var et godt liv på skolen, og det var en god skole at være på. Der var alle de ting, der skulle til. Der var nogle rare børn. Det har der altid været, vil jeg sige, og de har heller ikke ændret sig ret meget, selv om der snakkes meget om, at børn er blevet anderledes. De har måske en
lidt anden måde at være på, men inderst inde er de, som de altid har været. Så har der været nogle gode forældre, som har bakket skolen op. Som har været interesseret i, hvad der foregik på skolen, og som har været nemme at snakke med.
Selvfølgelig har der været forældre, der har haft problemer med deres børn, men det er vi som regel også kommet godt igennem. Der har altid fra forældrenes side været en positiv opbakning til skolen.
For det tredje har der været virkelig gode kolleger, som det har været en fornøjelse at arbejde sammen med. Der har været mange gennem årene, enkelte var her kun i kort tid, men ellers har udviklingen været rolig og stabil. I begyndelsen af halvfjerdserne blev der ansat mange lærere, for da voksede skolen sig stor. I firserne faldt elevtallet, og der rejste et par lærere, og nogle gik på pension, uden at der blev ansat nogle nye i stedet for. I de seneste år er børnetallet igen steget, og der kom så nye lærere til, og det synes jeg var rigtigt godt, for så fik vi en blanding af aldersgrupperne med ældre og yngre lærere. Heldigvis kom der så mange af de yngre, at de ikke følte sig som en gruppe for sig selv. Så der blev skabt en balance, og det lykkedes at få de to aldersgrupper
til at arbejde fint sammen.

Ole Gregersen
Ole Gregersen ved sit skrivebord i hjemmet på Østerhøjsvej.

Skete der større ændringer i skolearbejdet i din tid?
Ja det gjorde der selvfølgelig i så lang en periode. Der skete en helt udpræget ændring fra en skole, hvor hver lærer passede sit, til en skole med et voksende samarbejde mellem lærerne.
Egebjergskolen var i en årrække øvelsesskole for Gedved Seminarium, og det betød helt sikkert, at åbningen mellem lærerne var noget større her end på almindelige skoler, fordi lærerne havde behov for at snakke med hinanden om undervisningen i forhold til de lærerstuderende.
Men igennem årene ændrede skolen sig også gennem sit elevtal. Op til midten af halvfjerdserne havde vi over 500 børn, men så faldt vores elevtal igennem firserne helt ned til ca. 380, og i halvfemserne voksede elevtallet så igen til 480 børn, da jeg holdt. Og det er da klart, at sådanne svingninger indvirker på skolen.
Nye skolelove og distriktsændringer har også haft indflydelse på skolens liv. Desuden har vi på skolen været meget udviklingsorienterede. Vi har altid gerne villet følge med de pædagogiske ideer, der var fremme, hvis de altså duede! Vi var meget indstillede på ikke at springe på hvad som helst, der var moderne, det skulle også kunne bruges til børn.
Vi har således været med i nogle store projekter. Blandt andet var vi med i et projekt, der hed SKUP. Det står for “SKole Udviklings Projektet”, og det virkede på os både som et scoop og et skub. Det var et landsdækkende projekt, der blev gennemført af Undervisningsministeriet, Danmarks Lærerforening og Danmarks Lærerhøjskole sammen. Der var 14 skoler i hele Danmark med, og vi var altså en af dem.
Projektet kørte i 5 år, og heldigvis var der fuld opbakning til det både fra elev-, forældre- og lærerside. Skolebestyrelsen og lærerne bakkede det klart op og deltog meget aktivt i det. Gennem SKUP fik vi udviklet skolen hen mod det, der kaldes en lærende organisation, ja, det blev
skolen faktisk til.
Vi lærte at udnytte hinanden, vi arbejdede med målsætninger, og når den fastsatte tidsfrist var kommet, så vurderede vi, om vi havde nået målene. Så måtte vi afgøre, om vi skulle gøre mere ved de gamle mål eller sætte os nogle nye. Samarbejdet mellem alle parter i organisationen: lærerne, eleverne og skolebestyrelsen var altafgørende her.
Vi havde også i den forbindelse noget, som hedder kollegasupervision, hvor lærerne to og to overværer hinandens undervisning. Bagefter kan de så diskutere, hvad der foregik i timen, og det kan betyde meget for den, der underviser, at der fra anden side bliver peget på både noget forkert og noget rigtigt godt.
Alt dette fik os væk fra det, man kaldte “den privatpraktiserende lærer”, altså læreren der klarer sin klasse alene, til det teamsamarbejde, som vi fik indført, inden jeg holdt, og som jeg ved, at der stadig arbejdes videre med.

Var ændringerne så altid til den gode side?
Ja, det synes jeg stort set, de har været.
Det kommer jo an på, hvordan man vælger at se på begivenhederne. Hvis man mener, at den rigtige skole er sådan en, som man kendte i vores barndom, hvor man sad pænt og stille og hørte efter, hvad der blev fortalt, så man kunne gengive det næste dag, så vil man ikke sige, at det nye er godt.
Børnene er meget mere aktive i dag, derved lærer de også mere.
Man er blevet klar over, at den der lærer mest, er den, der er aktiv. I gamle dage må det jo så have være læreren, for det var ham, der underviste, og det vil ofte sige, at han fortalte klassen noget.
Selvfølgelig lærte eleverne da også noget den gang, men i dag er arbejdet i klassen ved at blive vendt om.
Vi vil have børnene gjort mere aktive, de skal arbejde med stoffet, og læreren skal så mere tilrettelægge og organisere undervisningen, og så skal han følge med i og sikre, at det enkelte barn lærer nok.
En ulempe ved denne mere individualiserede arbejdsform kan være, at det kan gå ud over fællesskabet i klassen, og det skal man være meget opmærksom på. Fællesskabet i skolen er centralt. Det betyder meget, at et barn oplever noget sammen med andre. Skolen skal også være med til at opdrage eleverne til demokrati, og det gøres bedst gennem handling.

Blev eleverne lettere at have med at gøre med tiden?
Nej, de blev ikke lettere at have med at gøre, men de blev heller ikke sværere at have med at gøre.
Da jeg begyndte på skolen, sagde eleverne “ja” og “De”, og de stod pænt på række, når de skulle ind i klasserne. Det gør de ikke mere. Nu svarer de lidt mere frisk fra leveren. Men det er altså ikke sådan, at børn er blevet mere frække end før; men man snakker sammen på en lidt anden måde.
Men bag ved det – inde i barnet – der er det akkurat det samme, der gør sig gældende; der lever et ønske om at blive accepteret, at få noget lært i skolen og at lære at omgås andre mennesker på en positiv facon.
Set ude fra kan det måske nok se ud, som om børnene er blevet sværere at omgås. Når der var rigtig bøvl med et barn, blev det jo sendt til kontoret, og de samtaler, jeg der havde med børn, ændrede sig ikke basalt. Det er nøjagtigt det samme, som da jeg blev lærer i 1963; der har jo altid været børn, der har haft det sværere end andre.
Jeg mener i bund og grund ikke, at børn er blevet vanskeligere at have med at gøre, men der er måske en større spredning på elevgruppen i dag.
Jeg synes, børn er akkurat lige så gode, som de altid har været, og jeg mener, at de er gode – i virkeligheden er det kun ganske få børn, der er problemer med, man hører bare meget om dem.

Hvordan ser fremtiden ud for den danske skole i almindelighed?
Både her i Horsens kommune og over hele landet, har man særligt kig på ind-skolingen. Man går over til “Helhedsskole”, “Leg og læring”, eller hvad man nu kalder det. Det går ud på, at man giver børnene nogle flere timer i skolen i de første årgange. Men i skoledagen lægges der så
nogle perioder ind, som bliver brugt til leg og kreative aktiviteter. Det betyder, at pædagoger og lærere er begyndt at arbejde sammen i skolens start, i de første klasser, og det tror jeg egentlig er godt.
Da jeg første gang hørte om det, var jeg lidt skeptisk. Jeg sagde:” Skole for sig og leg for sig.” Men jeg kan godt se, at der er mange positive ting i det, specielt når samarbejdet mellem lærere og pædagoger bliver helt naturligt. Som skolemand går jeg naturligt meget op i, at børnene skal lære noget i skolen, og hvad skal de så lege for? I mange lege er der
imidlertid regler, som skal overholdes, for at legen virker, og det tror jeg, at børnene kan overføre til andre situationer, hvor de er sammen med andre, så de gennem legen lærer noget alment om samspillet mellem mennesker. I øvrigt trænes også ofte både motorik og præcision gennem lege – jo, legen er en god dimension i skolens liv.
Skolen bliver pålagt mange områder, hvor den skal støtte børnenes udvikling, deres holdninger og opfattelser, men forældrenes indflydelse på børnene har altid været den største – heldigvis.
Man siger, at skolen skal sørge for at børnene får de og de opfattelser. Ja, det er rigtigt, at skolen skal understøtte børnene i, at de bliver bedre til at leve det liv, de skal leve; men skolens påvirkning er kun en bagatel i forhold til forældrenes. Deres indflydelse på børnene er langt den største, og det skal den også være efter min mening.
Skolens fremtid i almindelighed synes jeg tegner lyst. Skolen skal bare blive ved med at udvikle sig, så den tilbyder en undervisning og et liv, der passer til de ønsker og krav, som børn og forældre stiller til den – og det er jeg sikker på, den vil. Det er der nemlig tradition for.

Hvorfor holder du Ole Gregersen, du er jo ikke nogen gammel skoleinspektør?
Nej det er jeg ikke, og sådan føler jeg mig heller ikke; men jeg har bestemt mig til at holde ret tidligt, fordi jeg tror, at man skal prøve at gøre noget andet en gang imellem. For nogle år siden var jeg indstillet på at blive, til jeg faldt for aldersgrænsen; men jeg synes man skal holde, medens legen er god.
Jeg har altid været noget af en arbejdsnarkoman; der har altid været mange arbejds-timer, og at ryge fra mange timer til pludselig ikke at have nogen, det tror jeg ikke er særligt godt. Og jeg er så heldig, at jeg har byrådsarbejdet, som jeg er meget glad for, og som jeg gerne fortsætter med en række år endnu.

Kirsten og Ole Gregersen
Kirsten og Ole Gregersen

Kirsten og du stammer jo fra Hornslet begge to, kan I lide at bo her i Egebjerg?
Ja det kan vi, vi er endda meget glade for at bo i Egebjerg, og vi har heller ikke planer om at flytte herfra; men vi er begyndt at indrette os på, at vi bliver ældre. Når vi f.eks. laver lidt om på huset, det gør man jo en gang imellem, så indretter vi det, så det bliver mere praktisk og nemmere at bo i i årene fremover.
Egebjerg er et godt sted at bo. Jeg husker, da vi flyttede hertil. Vi var selvfølgelig spændte på, hvordan vi ville blive modtaget, og om vi kunne falde til; men det var meget let.
Vi mødte en åbenhed overalt; det var ikke sådan, at man først skulle ses an, så der gik ikke lang tid, før vi følte os rigtigt hjemme her.
Det er også mit indtryk, at folk, der flytter hertil i dag, ret hurtigt bliver accepteret, hvis de ønsker at engagere sig i det, der sker her lokalt, og der er jo også mange aktiviteter i byen, som man kan komme til. Og så har vi kun få minutters gang fra vore huse til hele den herlige natur, der findes her.

Du skulle vel ikke have nogle specielle oplevelser fra din tid på Egebjergskolen?
Jo, mange.
Jeg husker to store drenge fra 10. klasse, der kom med deres gymnastikposer og bad om fri fra gymnastik uden nogen egentlig begrundelse. “Jamen,” sagde jeg, ” I skal jo til gymnastik, og det trænger I da til.” Nej, det gjorde de i hvert fald ikke. ” Vi kan jo lægge arm om det,” foreslog jeg. Det ville de godt være med til. Jeg tog så den første, ham kunne jeg ret nemt klare og fik lagt hans arm ned. Så var der den næste, han var en stor og stærk dreng, og det var lige før, jeg
ikke kunne klare ham, men det lykkedes med nød og næppe.
“Okay,” sagde jeg, “så går I til gymnastik.” Og det gjorde de så. Da jeg nogle år senere mødte dem til skolens jubilæumsfest, var det første, de sagde, da de mødte mig: “Kan du huske, da vi lagde arm om gymnastik-timen”?
Eller denne, som fandt sted kort tid efter, at jeg var blevet inspektør.
Det var op mod skolefesten, og i en tredje klasse var der blevet snakket om den. En af pigerne havde så spurgt læreren: ” Tror du nu, at Ole Gregersen har råd til at holde skolefest, for han har jo lige købt skolen?”
Jeg har jo haft tusindvis af morsomme og glade oplevelser i min gode tid på Egebjergskolen, men min sidste skoledag vil altid stå for mig som prikken over i´et – det var en helt fantastisk dag, en oplevelse ud over al forventning; den vil jeg altid bære som et uforglemmeligt minde i både min hjerne og mit hjerte.

Kirsten og Ole Gregersen har nu boet på Østerhøjsvej i over 30 år, og efter mit skøn, er det ikke alene blandt naboer,- men i hele sognet,- at de ert par meget afholdte og respekterede mennesker, som også har fundet sig en vennekreds.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *