Fra land til by

Tryk her eller på overskrifter herunder for at se artiklen i større format
Fra land til by

Tekst: Holst Pedersen

Overskriften antyder, at der er forandring på vej, det var der også i Hansted/Egebjerg området. Forandringen fra land til by tog rigtig fart i begyndelsen af 60-erne. Kommunerne rundt om Horsens by var begyndt at opkøbe jord til udstykning , parcelhusbyggeriet tog fart, en ny kultur var ved at opstå.

Lundum Hansted kommune kom lidt senere i gang med udstykningen end områderne syd for Horsens, der var dog bygget enkelte parcelhuse på Vandværksvej. I l963 begyndte udstykningen på Grusdalvej og området vest for denne vej. Grundene havde en pris på 6300 kr. Så var det også med vej og kloak. 6300 lyder ikke af mange penge, men det svarede efter datidens lønniveau til 5 månedslønninger. Jeg havde hørt om udstykningen; opsøgte sognerådsformand Schøneman, for jeg ville gerne købe en grund på Vesterhøjsvej. Men dét kunne ikke umiddelbart lade sig gøre. Sognerådsformanden mente, at 7 grunde langs Grusdalsvej skulle sælges først. Han regnede med, at det ville gå en rum tid inden grundene på Vesterhøjsvej kunne sælges, og de var heller byggemodnet færdig. Han tog fejl! Grundene blev solgt meget hurtigt. Jeg tror ikke der gik mere end et år. Udviklingen gik stærk! Holger Due Jensen havde åbenbart bedre talegaver end jeg. Han fik lov at købe en grund på Vesterhøjsvej. Vi begyndte næsten på samme tid at bygge. Det var i sommeren l964, og vi flyttede ind samme år. Det var mærkeligt at bo på landet igen efter nogle år i byen; det var mørkt omkring os, på en måde både hyggeligt og rart – børnene mente det modsatte.

Vi var kommet på landet. Vi var unge. Vi syntes, at alle omkring os var meget gamle. Sådan synes man, når man er ung. Alle over 50 år er gamle – det ser jeg helt anderledes på nu -. Den aldersforskel, der trods alt var, gjorde, at der opstod en vis form for generationskløft, sikkert også en kulturkløft; ikke sådan vi mærkede det i det daglige, men den var der!

Nybyggeri i 1964
Nybyggeri i 1964.

Nu var der et problem med den grund vi købte. Op til den grund vi gerne ville have, var der en uofficiel losseplads med de gener det medførte Naturligvis sikrede vi os, at lossepladsen blev lukket, når vi flyttede ind. Vi blev det lovet, men et år efter var lossepladsen stadig i brug. Lugtgenerne var store og rotter var i tusindvis. De invaderede vores hus og have, løb over vores græsplæne, spiste vores jordbær – det var meget ubehageligt. Der var så mange, at jeg oppe fra min grund med jagtgeværet skød 7 rotter i et skud! Jeg klagede naturligvis til sognerådet og foreholdt dem, at de havde lovet, at lukke lossepladsen; tænk sig, der var en af sognerødderne – husker ikke hvem – der spurgte, om jeg havde det på skrift. Det havde jeg ikke, så mente han ikke, der var noget at gøre, men man tilbød mig noget rottegift, som jeg kunne udlægge. Jeg fik det i sække à 25 kg. Hvad der gemmer sig i den nu nedlagte losseplads, er ikke rart at tænke på. Så skete der noget omkring julen l965. En nabo og jeg havde under en jagt ved Gudenåen fået begge vores hunde skudt. Det var mørkt, da det skete, så vi kunne ikke se, hvem det var, vi kunne ej heller komme over åen, men sagen blev anmeldt og landbetjent Kristensen fra Østbirk kom ud til mig for at høre de nærmere omstændigheder. Det første han bemærkede, da han kom, var den grimme lugt. Lugten kom fra lossepladsen, hvor der med jævne mellemrum blev brændt af, så store flager af ubrændt materiale blev ført ind over grundene med vinden. Efter at have lugtet og set de gener den ulovlige losseplads medførte, lovede han, at lossepladsen ville blive lukket  omgående. Et par dage efter var pladsen lukket. Nu kom det første problem med ”de indfødte”. Vores daglige leverandør af mælkevarer, mælkemand og sognerådsmedlem, Hjeresen, havde vi normalt et godt forhold til. Men dagen efter den famøse lukning af lossepladsen var tonen en anden. Han var meget sur og oplyste mig om, at beboerne var temmelig utilfredse med mig. Han oplyste, at affaldet herefter ville blive smidt i min have, og jeg gjorde klogt i at holde mig fra byen. Hvad ”byen” i den sammenhæng var, blev jeg aldrig klar over. Jeg følte mig ikke særligt bange.

Vi skulle jo af med vores affald. Jeg kontaktede den joviale Karl Munk, som netop havde solgt sin jord til udstykning (det drejede sig om arealet øst for Grusdalsvej). Karl Munk var med på ideen om at samle skrald ind fra området. Til dette brug købte han en lille lastbil. For den formidable pris af 2,50 kr. om ugen, afhentede han sækkene, som han også leverede til samme pris. Karl Munk gjorde gerne ophold hos os, fik som regel kaffe, men ofte måtte børnene over til købmand Ejnar og købe to øl, sodavand til sig selv og min kone fik sommetider 10 cigaretter. Man kan vist rolig sige, at det var en underskudsforretning. Denne ordning holdt indtil vi blev sammenlagt med Horsens kommune – som alle ved blev affaldsordningen nu til en helt anden pris. Kom så ikke og sig’, at private ikke kan gøre det billigere end det offentlige. Et andet eksempel på privat initiativ skal nævnes: Vi havde ikke noget gadelys på Grusdalvej. Flemming Sørensen og jeg talte sammen og besluttede, at vi ville forsøge at etableret gadelys. Flemming kontaktede beboerne og jeg talte med ”Kalle elektriker Sørensen ”. Han var på det tidspunkt hos en mester i Tvingstrup, hvorfra vi fik et tilbud. Det lød på 185,00 kr. pr. hus. Strøm have vi jo ikke, men beboerne på Vandværksvej var mere moderne end os – de havde gadelys. Vi fik lov at tilslutte til deres elnet, mod at vi betalte l0 kr. om året for strømforbruget. Sidst skal nævnes en episode, som understreger, at vi var kommet på landet og der havde man sin egne love og regler. På min arbejdsplads var der mange på min alder, der havde bygget hus, og de fortalte, at hvis huset ikke var over en vis størrelse, kunne man få mælkekort, hvis man havde børn og indtægten ikke var for høj. Jeg mente, jeg opfyldte betingelserne og henvendte mig til vores kæmner, Alf, og forklarede ham om disse mælkekort. Han kikkede på mig og fremsagde disse vise ord :” Det bruger vi ikke her ude:” Jeg affandt mig med svaret, men et års tid efter erfarede jeg, at det ikke var kommunen, der bestemte, om de ville udlevere mælkekort, det var staten. Med den viden talte jeg igen med Alf, hvorefter han måtte læse på lektien. Jeg fik mælkekort, dog ikke med tilbagevirkende kraft.

Hele området omkring Grusdalvej blev meget hurtigt udbygget, også selvom grunden på Karl Munks jord var kommet op i pris. Jeg tror det var omkring 11000 kr. Alle der byggede, eller næsten alle, var unge avledygtige mennesker, så der var børn på gaden. De fleste hustruer gik hjemme, passede selv børnene. Børnene havde et dejligt område at lege på – jeg tror ikke de kedede sig – , grusgraven, skovene omkring vandværkssøen var yndede steder for børnene. De skulle ikke stimuleres, det kunne de selv klare. Så vidt jeg har kunnet følge med, har disse børn klaret sig godt. Også uden den i dag helt nødvendige og påkrævede pædagogiske påvirkning. Mødrene selv gjorde det ganske godt.

Udsigt fra Grusdalsvej 17, over mod Østerhøjsvej
Udsigt fra Grusdalsvej 17, over mod Østerhøjsvej

Trods alt en dejlig tid. Vi boede på landet og alligevel i byen. Det har sådan set ikke ændret sig ret meget siden. Nu er vi pionerer blevet gamle, det mener de unge indflyttere sikkert, som vi gjorde, dengang vi flyttede her ud.

Vi nærmer os nu kommunesammenlægningen, og hvad dette medførte. Det blev ikke billigere at bo her, det privat initiativ, som havde klaret mange ting, blev nu overladt til det offentlige. En epoke var slut.

Juni – juli – august 2001
Broen 13. årgang – nr. 4

Lokalhistorie nybyggeri

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *