Pigen i Brugsen

Tryk her eller på overskriften herunder for at se artiklen i bladformat

Pigen i Brugsen

Tekst: Louise D.S. Kristensen, Egebjerg

Det er helt underligt at
sidde foran en computer
igen
– selvom det egent-
lig ikke er mere end et
halvt års tid siden, at
jeg sad foran den nær-
mest dagligt.

Sidste sommer blev jeg
efter tre års knoklen
færdig inde på Horsens
Statsskole og kunne
kalde mig sproglig student.

Det var en dejlig for-
nemmelse – og følelsen
af, at man havde hele
livet foran sig og kunne
gøre lige, hvad der
passede én, gjorde
én umådelig stærk.

Som nyudsprungen
student kan man klare alt !

Ane fik en idé
Jeg sad og talte med Ane på 88 år
forleden aften. “Jeg er ikke nogen
årsunge mere. Det værker lidt i
kroppen. Men de unge i dag – de
har travlt”, siger hun og skæver
til TV, der kværner løs med
“Lykkehjulet” i nyt “tjubang-
koncept”.
“Gad vide, hvad de unge går rundt
og tænker ? Hvordan mon de
ser på deres liv og fremtid ?
Hvad med at spørge en af dem?
Det skal nok være en pige.
De tør mere. Spørg én, om hun
vil skrive om sig selv i bladet der,”
siger hun og peger på BROEN,
der ligger på bordet foran.
Selvfølgelig. Hun skulle have været
redaktionschef på Horsens Folkeblad –
denne Ane.
Tiden nærmer sig for mange unge –
også her i Hansted, Egebjerg og Lundum:
Færdig med Folkeskolen og hvad så ?
Og fra glade dage med studenterhue
og fest til hverdage med masser af
tanker om, hvad man vil være. Der
overvejes og tænkes i mange familier
her i det spæde forår.
19-årige Louise fra Egebjerg har
aktuel erfaring med de første
spring i livet – student, kasse-
dame i Egebjerg Brugs og drømme
om fremtiden.
Hun sagde ja og skrev artiklen til
BROEN: “Pigen i Brugsen”.
Paul Zebitz

Mit liv i Egebjerg
Men for nu at begynde ved begyndelsen – og det skal man jo – vil jeg præsentere mig selv. Den 14. september 1981 kom jeg til verden, ikke på femte sal, men på Horsens Sygehus.
Jeg blev døbt Louise Ditlev Steiniche Kristensen, hvilket jo er lidt af en mundfuld ! Så jeg bruger kun det sidste af mine efternavne.
Jeg har boet hele mit liv i Egebjerg på Gl. Egebjergvej med mine forældre og min lillebror, og det har jeg været meget glad for. Jeg gik på Egebjergskolen til og med 9. klasse og har de bedste venner fra den tid. Jeg spillede fodbold i E.I.F. ( Egebjerg Idrætsforening) fra mine helt unge år og har tilbragt mange timer i hallen og på sportspladsen
sammen med dem.
Efter folkeskolen var jeg ikke i tvivl om, hvad der skulle ske. Jeg ville i gymnasiet og søgte ind på Horsens Statsskole – og der skulle jeg træffe et af de første valg i mit hidtil meget trygge liv, hvilket ville forandre en del.

Sproglig student
Jeg skulle vælge mellem den matematiske og den sproglige linje, og det havde jeg det svært med. Jeg hældte mest til den sproglige linje og brød mig ikke så meget om fysik, kemi og matematik.
De fleste, jeg kendte, var sikre på, at de skulle på den matematiske linje, og derfor var jeg lidt usikker.
Det var noget helt nyt, meget spændende og meget stort – og derfor ville jeg gerne i klasse med nogen jeg kendte, så jeg ikke kom til at stå helt alene.
Jeg valgte heldigvis den sproglige linje, og jeg kom aldrig til at stå alene, selvom det var et nyt ukendt sted, hvor man var omgivet af helt nye personer og helt andre lærere.
Starten på gymnasiet var første gang, at jeg skulle alene ud i noget helt nyt og væk fra de trygge rammer, man som folkeskoleelev er omgivet af.

Og så i Brugsen
Anden gang jeg skulle ud i noget helt andet, end jeg før havde været vant til, var da jeg begyndte i Brugsen.
Det skete nærmest ved en tilfældighed.
En dag, hvor jeg havde et ærinde i Brugsen, faldt jeg i snak med Line, der arbejdede der på det tidspunkt. Hun spurgte – som mange andre – om hvad jeg skulle lave efter studentereksamen.
Jeg var helt sikker på, at jeg ikke ville læse videre lige med det samme, men derimod have et arbejde, og da var det, at Line foreslog, at jeg skulle overtage hendes arbejde som kassedame, når hun stoppede til sommer.
Efter overvejelser gik jeg til uddeleren, og fortalte ham, at han her stod foran den perfekte afløser for Line, og at han ville fortryde det, hvis han ikke ansatte mig.
Selvfølgelig fik jeg jobbet, og derefter kunne min karriere i erhvervslivet begynde !

Louise
“Jeg fortalte brugsuddeleren, at han ville fortryde det, hvis
han ikke ansatte mig, og så fik jeg jobbet”, fortæller Louise
– her ved kasse 1 i Egebjerg Brugs.

Lysten driver værket
Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville ud at arbejde i stedet for at læse videre med det samme.
Jeg havde lyst til nye udfordringer og en pause fra skolen i stedet for bare at læse, læse og læse og ingen erfaringer få fra den store vide verden udenfor skolen.
Efter gymnasiet syntes jeg – som så mange andre – at jeg havde læst nok og trængte til at prøve noget nyt.
Jeg skal helt sikkert i gang med at læse videre om nogle år, men lysten driver værket, og hvis den ikke er der, kan jeg ikke se nogen mening med at starte på en uddannelse lige nu.
Jeg tror, at det er sundt med en pause, så man kan samle energi og lyst til senere at vende tilbage til skolebænken.
Jeg ved endnu ikke helt i hvilken retning jeg vil gå, men efter min tid i Brugsen kunne jeg godt tænke mig at arbejde i et andet land, lære fremmede sprog og kulturer.
Jeg vil ud og se med mine egne øjne på godt og ondt, hvordan verden hænger sammen, inden jeg beslutter mig for, hvad jeg vil være.

Et “kendt ansigt”
Min tid i Brugsen har givet og lært mig en masse, men al begyndelse er jo svær.
Jeg syntes, at det var lidt hårdt i starten, hvorimod jeg nu – godt et halvt år senere – kan klare “alt” !
Jobbet har givet mig de udfordringer, jeg søgte, men jeg må indrømme, at jeg aldrig før har arbejdet et sted, hvor jeg skal være så service-minded.
Jeg har arbejdet fire år på gartneriet i Egebjerg – stedet, hvor de fleste unge skoleelever i Egebjerg starter deres karriere på arbejdsmarkedet. Et arbejde jeg var meget glad for, da alle mine venner også arbejdede der, men som stadig er noget helt andet end at stå i butik.
Det var derfor noget helt nyt pludselig at blive kassedame og et “kendt ansigt”, men når man som jeg “den smilende pige bag kasse 1” har let til smil, går det hele nok meget lettere, og man kommer stille og roligt ind i rytmen.
Det dejlige ved jobbet er, at der både er bageri og posthus udover at sidde bag kassen – så det er mere alsidigt, end man umiddelbart
skulle tro.
Selvom man nu godt kan blive lidt træt af posthuset, fordi der er så mange forskellige ting at lære !

Kasse 1
“Når man er ung, ønsker man, at døgnet havde 25 timer”, siger Louise, der vil ud og opleve verden på godt og ondt – efter et år her i Brugsen med utrolig rare kunder.

Utrolig rare kunder
Arbejdet i Brugsen har lært mig, at der ikke er to mennesker, der er ens, og man er derfor nødt til at opføre sig forskelligt overfor folk.
Nogle er ikke så meget for at snakke, mens det med andre slet ikke er til at afslutte en samtale indenfor normal åbningstid !
Jeg synes, at jeg har lært at færdes blandt alle slags mennesker og lært at “gå til folk”.
For de fleste gælder det, at hvis man bare begynder at snakke med dem, skal de nok snakke tilbage, og så snakker man mere og mere for hver gang, de kommer og handler.
Og efterhånden taler man en del med de forskellige kunder, så det er faktisk et ret hyggeligt arbejde – for de fleste kunder er utroligt
rare og kan godt tage noget gas.
Det er også meget sjovt at få en sludder for en sladder, når ens gamle lærere og klassekammerater fra folkeskolen kommer og handler.
Så får man lige hørt det sidste nye der.
I bund og grund bliver man ret oplyst af at arbejde sådan et sted !
Når jeg holder i Brugsen, vil jeg helt klart komme til at savne både dem, jeg har arbejdet sammen med og også kunderne.

Louise
“Som kassedame i Brugsen blev jeg et “kendt ansigt” – og det er noget
helt andet end de fire år, hvor jeg arbejdede i gartneriet i Egebjerg,” fortæller Louise, der blev student sidste sommer og nu er på vej til udlandet.

Ud til oplevelser
Jeg tror, at det er vigtigt, at ens liv ikke bliver alt for meget rutine. Man har behov for nye udfordringer – og især når man er ung, ønsker man, at døgnet har 25 timer, da det nogle gange er svært at nå alt det, man skal.
Jeg mener ikke, at jeg har travlt med at finde ud af, hvad jeg vil med mit liv. Nogle ved allerede fra de er ganske små, hvad de vil være som store, man drømmer måske om at blive damefrisør, politibetjent eller brandmand. For de fleste ender det ikke sådan, selvom der selvfølgelig er nogen, der hele deres liv har vidst, hvilken uddannelse de vil
have og gennemfører det.
På en måde må det være rart at have tjek på, hvad man vil være, og jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne finde ud af, hvilken vej jeg skal gå.
Der er så ufattelig mange muligheder, og heldigvis er vores samfund i dag skruet sådan sammen, at man også kan omskole sig som 40-årig. Hvis man efter at have påbegyndt en uddannelse skulle finde ud af, at det ikke var det helt rigtige alligevel, kan man droppe ud, og så er man den erfaring rigere. Man er nødt til at prøve noget forskelligt, for ellers
finder man ikke ud af, hvad der passer til en.

Lige nu glæder jeg mig til sommer, hvor jeg skal ud at prøve noget nyt, jeg ved godt nok ikke helt hvad endnu – men det kommer nok til at indeholde fremmedsprog og nye kulturer, og det glæder jeg mig meget til !

Marts – april – maj 2001

Broen 13. årgang – nr. 3

Erhverv, detailhandel, Dagli´Brugsen Egebjerg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *