Min barndomsby Egebjerg

Klik her eller på teksten herunder for at se artiklen i bladformat

Fra Arne Jensen i Brande har jeg modtaget nogle erindringer fra hans
barndomstid (1931-45) i Egebjerg, der dengang var en lille landsby med
6-7 gårde, en landsbysmed, en tømrer, 4-5 arbejdsmænd og deres
familier og en lille skole. På hver gård var der som regel to karle og en
tjenestepige, og alt foregik endnu med heste og håndkraft.
Enkelte steder er af hensyn til forståelsen tilføjet eller ændret lidt i Arne
Jensens i øvrigt velskrevne tekst.

Mogens Kirkegaard

Erindringer fortalt af Arne Jensen

Mit hjem
Mine forældre hed Alma og Hans og blev gift den 2/5 1929; da var Aage, min storebroder, kommet til verden den 5/3 samme år. Jeg kom så d. 15/11 1931 og min lillesøster Edith d. 27/9 1937, så vi var en passende familie.
Far kom ud at tjene som 6-årig, da hans forældre blev skilt, hvilket var meget sædvanligt dengang. Han har aldrig fortalt ret meget om sin fortid, men han blev en rigtig herregårdsbisse, som det hed dengang, fik godt med øl og gik ikke af vejen for et godt slagsmål. Men så fik de Åge, og far gik over i den anden vejgrøft, som de siger, den første øl og flaske snaps så vi hjemme, da han fyldte 50 år. Far var arbejdsmand, havde fast arbejde i Hansted Fredskov om vinteren og arbejdede for mureren om sommeren. De sidste 3 år var han ved amtet til han fyldte 67 år.
Det var et hårdt fysisk arbejde Far havde, og han havde derfor også en god appetit, men det klarede Mor med at lave noget god mad, så vi gik aldrig sultne fra bordet. Om sommeren stod den på persillesovs næsten til alt, og det elsker jeg også i dag.


Vinterbillede af huset på Gl. Egebjergvej, hvor Arne Jensen boede med sine forældre og søskende.

Huset vi boede i var et langt, hvidkalket stuehus fra en større gård; der var to lejligheder, brændehus og svinehus i ét. Så var der et udhus med vognport, hestestald, hønsehus og vaskehus samt en lille udbygning til et meget beskedent lokum, med et såkaldt lokumsbræt med en original spand under med 2 håndtag i. Vi boede til leje de første ca. 12 år, til de købte huset i 1943.
I lejligheden vi først boede i var der cementgulv i køkkenet, og al spildevand blev båret ud. Komfuret som vi fyrede med træ i gav en god varme, og i stuen var en lille sød kakkelovn, som godt kunne få røde sider hvis der kom godt med kul i. Til belysning havde vi petroleumslamper, men det fik ende da krigen kom og der ikke kunne skaffes petroleum.
Til erstatning brugte vi karbidlamper, som bestod af en beholder, hvor der var karbid forneden og vand foroven. Det blev blandet og udviklede gas, som gik gennem en dyse og gav lidt lys, men det lugtede ikke særlig godt. Da vi ingen el havde, havde vi heller ingen radio, men holdt altid Horsens Folkeblad sammen med genboen, og det blev så altid genbrugt ude på det nævnte lokum. Mine forældre boede i huset i 64 år.
Fra Arne Jensen i Brande har jeg modtaget nogle erindringer fra hans barndomstid (1931-45) i Egebjerg, der dengang var en lille landsby med 6-7 gårde, en landsbysmed, en tømrer, 4-5 arbejdsmænd og deres familier og en lille skole. På hver gård var der som regel to karle og en tjenestepige, og alt foregik endnu med heste og håndkraft.


Arnes mor henter kartofler, mens faderen hugger brænde. Skovarbejderne måtte hente de tyndere grene til eget forbrug i skoven. De blev hentet hjem på en to-hjulet trækvogn
og hugget til, så de passede til komfur og kakkelovn. Fot. 1949.

Der hørte en lille tønde land til mit hjem, og den var beplantet med frugttræer, æbler, pærer, blommer og kirsebær samt en del ribs og solbær, og det gav jo en del penge under krigen, hvor der ikke var ret meget at købe af nogen slags.
Solbær og ribs blev solgt i Horsens, mens al nedfaldsfrugt blev kørt til Klejsgård mosteri. Vi havde en god frostfri kælder, der blev fyldt med det der ikke blev solgt om efteråret; så kom folk med en kurv og købte vinteren igennem, og vi spiste selv meget æblegrød. Da huset blev købt, flyttede vi ind i den bedre lejlighed og lejede den anden ud, men vi måtte stadigvæk hente alt vandet ved pumpen ude i gården.

Smedien
Vi boede lige ved siden af smedien, så det første vi så, når vi gik ud af yderdøren, var flammerne fra essen. Det første smeden gjorde, når han kom, var at tænde op i den; der var jo hverken skærebrænder eller svejseværk, så al jernet skulle varmes for at kunne bearbejdes. Vi holdt jo en del til ved ham, da der aldrig var hverken lukket eller låst, og bønderne kom også tit derind et smut om formiddagen; de havde jo karlene til at gøre arbejdet derhjemme.
Smeden, Harald Nielsen, boede oppe ved landevejen, og det var ikke altid at han var der, når der kom kunder, da hans kone var svagelig. Så hentede vi knægte ham gerne, og det fik vi som regel 5 øre for, men Friis fra Egebjerggård gav gerne 10 øre, og dengang kunne man få en slikkepind eller et kræmmerhus bolsjer for 2 øre. Det var en rigtig gammel smedie. De første 10 år, jeg kan huske, blev blæsebælgen aktiveret med håndkraft, og hvis der kom flere heste, der skulle have nye sko på, trak vi knægte blæsebælgen.
Jeg har også hjulpet mange gange med at lave hestesko, for der skulle bruges tre arme til det, og så var jeg den tredje arm. Blæsebælgen bestod af en firkantet bælg af læder, og så var der noget jern som kontravægt. Når vi trak rigtig hurtigt blev blæsebælgen rigtig stor. Det var en bestemt slags engelske kul, der skulle bruges, de var på størrelse med nødder og havde en bestemt lugt, når de blev varme.

Karl Munk og Hans Jensen (yderst til højre) sammen med nogle af børnene i
Gl. Egebjerg. Fot. ca. 1955.

Alle landbrugsvogne var med træfælge og havde en jernring udenom. Det var en bødker, som lavede hjulene, og så satte smeden jernringen på, og det skulle passe meget nøjagtigt, så den ikke faldt af.
Hos smeden stod det meste af en sommer en såkaldt fjedervogn, som vi havde meget glæde af. Vi skubbede den op på toppen af den bakke, som gik ned til vandværket, og så rullede den selv tilbage. Smeden brugte snustobak, men det var vanskeligt at få, da krigen kom. Så tog de forskellige rygere deres pibeudkrads ned til ham; det blev siet og så spiste han det, der blev til rest. Jeg forstår ikke, at han kunne tåle det, men han blev alligevel gammel.

Vognmanden
I Ny Egebjerg var der en vognmand der havde fire lastbiler. Den største var af mærket Triangel og kunne nok tage 4 tons. De andre var en Opel Blitz, en Chevrolet og en Ford.
Hver af chaufførerne havde selvfølgelig et navn, men efternavnet var altid navnet på den bil de kørte i, f. eks. Peter Triangel osv. Vognmanden, Hans Sørensen, havde mange i arbejde.

En af vognmand Hans Sørensens biler og chaufføren Peter Kristiansen fot. under krigen. Læg mærke til gasgeneratoren, der skulle fodres med små stykker tørt træ, hvorefter den ved opvarmning udviklede gas til motoren.

Der var også en grusgrav dernede, hvor der stod 3-4 mænd og harpede grus. Det blev bare smidt op ad en sold med en håndskovl og kørt væk med en trillebør, så det var begrænset hvad det blev til i løbet af en dag.

Krigen
Jeg var 9 år, da Tyskland besatte Danmark d. 9. april 1940. Vi blev meget bange, da de tyske krigsmaskiner kom flyvende ganske lavt hen over Egebjerg tidligt om morgenen. Det var nogle meget store maskiner, som havde noget gitter foran, og de blev ved at flyve hele dagen, men der blev ikke løsnet et eneste skud. Der var noget modstand nede ved grænsen, hvor der gik ca.10 danske soldater til, inden modstanden ophørte, og Danmark var besat. Hen på dagen kom den mobile del af hæren. Hovedvej 10, som var en vigtig færdselsåre dengang, gik lige øst om Egebjerg, så der kom rigtig mange militærbiler og der var også hestekøretøjer med, som jeg har et billede af.
Krigen forandrede helt tilværelsen. Der måtte ikke være lys nogen steder, alle vinduer skulle dækkes til med det vi kaldte mørklægningsgardiner, og alle cykellygter blev malet sorte på glasset med en lille sprække i midten, som gav lidt lys. Så blev alt rationeret, så der skulle rationeringsmærker til alle vigtige varer, og meget kunne slet ikke skaffes. Der kom intet ind i landet fra udlandet, da alle grænser var lukket.


Rationeringsmærker, der ikke blev brugt.

Men vi led ingen nød, vi havde jo det vi selv avlede. Det værste var nok smør, sukker og kaffe, for Far skulle jo have en god madpakke og kaffe med på arbejde hver dag, men der kunne hurtigt købes noget kaffeerstatning (Richs) til at erstatte kaffen; det smagte nu ikke særlig godt. Det var værre med cykeldæk, da Far jo dagligt cyklede på arbejde.
Så blev de gamle dæk skåret i passende stykker og lagt under dem vi kørte på, så de blev lidt stærkere, men det humpede noget. Gummistøvler var også noget af det vi manglede, men de blev erstattet af træskostøvler, de var bare noget tungere at gå i. Tøj kunne heller ikke skaffes, så Mor sad og syede tøj om og lappede, men man kunne jo heller ikke få sytråd, så det var også et problem.
Krigen i sin helhed, som jo varede i 5 år, mærkede vi børn såmænd ikke så meget eller tænkte så meget over, bortset fra, at der var tyske soldater overalt, men de gjorde bestemt ikke os noget. Centralskolen i Egebjerg blev bygget under krigen, og tyskerne tog gymnastiksalen til indkvartering, så vi havde derefter kun klasseværelserne. Der blev sat et hegn tværs over skolegården, og der var også en del køretøjer der.
Nu var jeg jo lige i den alder, hvor alt det krigsmateriel var lige noget for mig, og soldaterne var meget venlige (de savnede nok familien derhjemme) så vi fik lov at komme op i de store køretøjer, det syntes vi jo var meget sjovt. Der var af og til luftangreb, hvor vi kunne høre sirenerne hyle inde i Horsens, og alle derinde skulle i de dertil indrettede beskyttelsesrum.


Tyske køretøjer i skolegården ved Egebjergskolen.

Når de engelske flyvere fløj over landet om natten, kastede de meget forskelligt ned der lyste så tyskerne skød efter det og ikke efter flyverne. Så var vi ude dagen efter og samle det op vi kunne finde. Jeg fandt engang en lysbombe i en faldskærm, det var noget særligt. Den solgte jeg til Harald Christensen for en fyldepen, men det fortrød jeg meget siden hen, men på den anden side var der jo ingen andre i skolen der havde en fyldepen!
Når tyskerne holdt øvelse i landskabet, var der mange andre efterladenskaber, som vi også samlede på, jeg havde blandt andet ca. 1200 tomme patronhylstre, en del af messing. Så brugte de nogen røgbomber, som var omviklet med noget meget tynd snor. Dem kunne vi rulle op, og så brugte Mor tråden til at sy med, det var meget holdbart. Jeg havde et helt lager af af gammelt krigsmateriel. Da krigen var slut, drog alle deres soldater tilbage ad hovedvejen i store kolonner. Når de så havde holdt hvil i vejgrøften, havde de gerne smidt noget af det tungeste at bære. Krigen var jo tabt, så soldaterne var ligeglade med, hvad de fik med hjem.
Men der gik mange år, inden man igen kunne begynde at købe varer uden rationeringsmærker; sukker var det sidste der blev ophævet, og det var først da jeg var soldat i 1953. Da kan jeg huske vi var nogle der købte en pose sukker og nogle æg og lavede en gang røræg.
Jeg kunne fortælle mange episoder fra krigen, men kan dog fortælle, at der var nogle frihedskæmpere og de såkaldte sabotører, der satte livet på spil for at nedkæmpe nazismen.
Engang holdt nogle tyske biler på landevejen neden for Egebjerg bakke, og de blev alle sprængt i stykker. Alle vinduer i forsamlingshuset blev knuste, så der var noget at se på dagen efter. Alle centrale steder blev bevogtet af tyskerne, det gjaldt også Horsens Vandværk, som lå nede i skoven ca. en kilometer fra mit hjem. Der var et vagthold på ca. 10 mand, og dem var vi meget dus med. Der kom også nogle af de lette damer fra fjern og nær, de blev kaldt feltmadrasser, men de kom mest om aftenen.

Tømreren
Så forlader vi krigen og går tilbage til Egebjerg. Han hed Aksel (efternavn?) og blev aldrig kaldt andet end Aksel Tømmer. Han havde gerne en svend og en lærling. Der hentede vi høvlspåner til at tænde op med i komfur og kakkelovn.
De havde en datter (Grethe) som var et par år yngre end mig, så vi legede meget sammen da hun var enebarn, og jeg fulgtes tit med hende til skole. Ellers var det ikke et sted vi kom ret meget, da han jo havde sin forretning at passe, men jeg kan endnu se når han kørte af sted med det hele på sin cykel. Men han var den første i Egebjerg, der fik en maskine der larmede, nemlig en afretter til at høvle brædderne på, og så var spånerne ikke så gode at tænde op med. Men han var altid meget rar, når vi skulle have nogle lister til at lave drager af om efteråret. Vi fik ham også til at lave et par ski engang, men det var kun et par brædder, som vi selv savede nogle riller i foran for at få dem bøjet lidt, og så blev der slået noget blik på, men det var dog bedre end ingenting.
Det er nok 30-40 år siden både smeden og tømreren holdt.

Skolen
Der var vel ca. 300 meter fra mit hjem til skolen, som jeg gik i de første fem år. Der var en gammel lærer, som hed Kristoffer Fischer, han havde været officer, så han kunne styre os; der var så stille i skolestuen at man kunne høre en knappenål falde på gulvet.

Arne Jensen sammen med sine klassekammerater foran Egebjerg gl. skole 1943.

Det varierede en del med elever i skolen, det mest almindelige var ca. 10 elever i klassen, men hvis der kom nye fodermestre på Egebjerggård eller Brandbjerglund, som altid havde gifte fodermestre, så blev vi jo pludselig det dobbelte; de havde som regel altid mange børn.
Der blev næsten altid ballade, når der kom nye fodermesterbørn, da de som regel altid var fattige og lugtede af ko. Det var fordi de havde hjulpet i stalden inden de kom i skole og ikke havde skiftet tøj, så var der ingen der ville sidde ved siden af dem; det var synd for dem, men sådan var det dengang.
Fischer var meget god til regning; han satte sig på tørvekassen, og så blev vi kaldt hen et par stykker ad gangen, det var jo lige ved siden af kakkelovnen. Vi havde også danmarkshistorie, bibelhistorie, salmevers og lidt geografi, og så var der noget der hed genfortælling og diktat. Vi skrev på en lille skifertavle med en griffel der kunne hyle så hårene rejste sig på hovedet. Griflerne spidsede vi på mursoklen udenfor.

Myrebogen var en datidens mest populære ABC – er og blev da også anvendt i Lundum-Hansted kommunes skoler. Den byggede på en kombineret stave- og lydmetode.
Oplagstallet nærmede sig en million eksemplarer.

Der var kun to klasser på skolen, man gik 3 år i første og 4 år i anden ved samme lærer, så der var ikke de store muligheder.
– En elev var engang meget uartig, så blev han lukket inde i hønsehuset, men kravlede ud af hullet, hvor hønsene gik ud, men han blev straffet dagen efter.
Om vinteren fik vi gerne lov at løbe på isen nede ved mosen, som var lidt nord for skolen, men det var kun i det lange frikvarter, hvor Fischer skulle have en middagslur.
Så var der en gang, ingen af os kunne vor bibelhistorie. Så samlede Fischer alle bøgerne sammen og smed dem i tørvekassen; da græd vi alle sammen, men jeg ved ikke om nogen af delene hjalp.

Den nye skole
I årene 1942-43 blev en ny skole bygget nede ved det vi kaldte Ny Egebjerg, den blev kaldt Centralskolen. Det gamle Egebjerg var forbundet med det nye med en grusvej (Grusdalsvej) på et par hundrede meter. Kommunen hed Lundum-Hansted kommune og bestod af byerne Lundum, Hansted, Egebjerg, Rådved og Lundumskov, og der var en skole i hver. Vi blev så samlet alle i denne nye skole (undtagen de yngste elever fra Lundumskov forskole), men det gav en del problemer, meget naturligt, når så mange blev samlet og skulle indordne sig efter hinanden. Der var en af de nye lærere, han var kun dygtig til at slå, med ydersiden af hånden, og jeg kunne ikke vaske mit venstre øre det første år efter at jeg var kommet ud af skolen, og jeg syntes bestemt ikke at jeg havde lavet noget galt. I den gamle skole havde vi kun gået ca. tre dage i skole om ugen, det blev til noget mere i den nye skole.
I slutningen af krigen kom der en del tyske flygtninge til landet, og de skulle jo have et sted at være, så tyskerne tog resten af centralskolen. Vi blev nu fordelt rundt til de gamle skoler. Jeg kom blandt andet til at gå i Rådved skole, og så havde vi kun én lærer igen.

Bøndergårdene
Der var 6 gårde i Egebjerg, som næsten alle var slægtsgårde, og de lå nærmest i en stribe på hver sin side af vejen.
Egebjerggård var noget større end de andre og lå en lille km nordøst for de andre og havde altid gifte fodermestre. Det var ikke et sted vi kom ret meget. Jeg kan lige huske at den brændte ned til grunden, og der var velstand derude, så den blev bygget op stor og flot igen. Der var en del store træer ved gårdene ned gennem Egebjerg, så om sommeren var det en hel allé ned gennem byen når de var sprunget ud.
I al min barndom var der 2 karle og en tjenestepige på hver gård, og dyrebestanden bestod af heste, køer, svin og høns, nogle havde mere af én slags, nogle mere af en anden, der var lige Nikolai Karlsen (Laj) som havde en del kalkuner, gæs og ænder og selvfølgelig også høns. De fleste havde en indhegning eller rettere en hønsegård, men det var nu ikke noget der kom sig så nøje, ænderne gik rundt og snadrede i de møddinger de kom forbi.

Det er høsttid, og Lilly Christensen kommer ud i marken med kaffe. Den gamle Anton Christensen, tidligere sognefoged, og den lille Søren Palmelund er med. Ved selvbinderen står Karl Munk og en ikke navngiven ung mand.

Det første der skete om morgenen på gårdene var at hænge en petroleumslampe op ved hønsene om vinteren, og så begyndte hanerne at snakke sammen, – ih, hvor var det hyggeligt. Karl Munk, som boede lige over for os, havde den mindste gård, ca. 10 tønder land, så han havde en mælketur.
Dengang var mælken efter malkningen sat ud til vejen i mælkejunger, dem samlede han sammen på en dertil indrettet vogn og kørte på mejeriet med det. Så havde han returmælk med hjem som bestod af syrnet mælk, skummetmælk og kærnemælk. Der blev jo brugt kærnemælk og skummetmælk i husholdningen, resten blev brugt til kalve og svinene. Mange steder var det en regel at tjenestepigen vaskede de store junger.
Jeg gik en tid og hjalp til ovre ved Harald Christensen. Han var en rigtig kvægmand og havde altid nogle dyr på dyrskuet i Horsens og fik altid præmie. Jeg hjalp med alt, kunne pløje med et spænd heste, da jeg var 12 år, så jeg ville være landmand; det blev jeg også senere, bare på en helt anden måde.
Der var nogle meget hårde vintre først i 40erne, roekulerne var bundfrosne og roerne naturligvis også, så det gav en del ekstra arbejde med at få dem tøet op, og jorden de var dækket med var hård som cement. Da det blev forår var det hele et smadder, men køerne spiste roerne alligevel. Da var tyskerne lige gået ind i Rusland, og der frøs næsten lige så mange soldater ihjel som der blev skudt derovre.

Storkereden
I dag er der 3-4 storkepar i Danmark, men i mine drengedage var der nok 200 par, og der var et storkepar lige op til mit hjem på taget af gården, som tilhørte Hans P. Bech, så der var kun ca. 20 meter til reden. De var der hvert år, til jeg blev 15 år. Siden var reden ikke beboet, ingen ved hvorfor storkene forsvandt. Der var gode betingelser for et storkepar i Egebjerg da der var både mose og eng et par hundrede meter fra byen, og der var alt hvad der skulle til for at føde ungerne op. Der var stråtag på gården, så ungerne begyndte ret hurtigt at gå hen ad taget. Et år var der 5 unger, men det var også meget ualmindeligt. Det var meget hyggeligt når den klabrede med næbbet, så lagde den næbbet hen langs ryggen, et meget flot syn som jeg kan både se for mig og høre den dag i dag. Jeg stod tit og så, når den kom hjem fra mosen med næbbet fyldt med snoge, frøer m.m., men det er jo i dag næsten som at begynde at snakke om urtidsøglerne.

Svaler og gråspurve
Da der var mange dyr på gårdene var der meget naturligt også en del fluer om sommeren og derfor også mange svaler, og de fløj ustandseligt frem og tilbage under de store træer. Dengang var der både eltråde og telefontråde som hang i master på hver sin side af vejen, og det var svalernes mest brugte opholdssteder, mest eltrådene. Når de samledes om efteråret til træk kunne trådene være helt dækket, så tæt sad de.
Der var gråspurve overalt dengang. Det skyldtes nok at der var føde til dem, da næsten hver gård havde en staklade til opbevaring af kornet. Det blev jo dengang høstet med selvbinder, og så blev negene, som de hed, sat sammen i skokke på marken til kornet var godt tørt og kunne køres hjem.. En staklade bestod gerne af fire master og et tag, der kunne hejses op og ned, og det var et godt sted til gråspurvene da der var både mad og husly der, men de boede også meget i stråtagene hvor de gravede sig ind, og det var ikke
godt ved tagene. Vi fik altid havregrød til morgenmad, og bagefter satte mor gryden ud til pumpen og fyldte den med vand, så flød skorperne ovenpå i løbet af dagen og så sad gråspurvene rundt på kanten og spiste det; sådan var det dengang, og det gik godt.

Vintrene
Nu da jeg har nævnt el- og telefontrådene vil jeg lige vende tilbage til de hårde vintre i 40erne. Da var der jo ingen maskiner til at fjerne sneen, det blev gjort med håndkraft, og der var så meget at det lå i flere etager høje bunker.
Man brugte nogle vognfjæle til at stå på, og så var der en til at smide sneen derop til den næste så han kunne smide det videre, og da var det så højt at man kunne nå trådene. Der var en lov eller ordning med at hver gård alt efter grundværdi skulle stille så og så mange mand til at kaste sne i så og så lang tid under snefogedens ledelse, og det gjaldt til op i 50erne.

Udsigten
Lige uden for mit hjem var en græsmark (og den er der også i dag), den er på ca. en tønde land. Der var altid 5-6 kalve som tilhørte Harald, og de fik grutning og syrnet mælk i et trug hver dag. Blev det for sent brølede de, så dem kunne man stille uret efter.
Fra køkkenvinduet kunne man se over græsmarken og helt til Ousted kirke og tårnet på Ejer Baunehøj, som vi stadig af og til kører en tur op til; far og mor er gift i Ousted kirke, som også ses tydeligt da den jo ligger så højt.

Vandværket
Horsens vandværk lå ved vandværkssøen ca. en kilometer fra Egebjerg. Det blev drevet af en turbine, men havde også været drevet af damp samtidig. Der var en bestyrer og fire assistenter der alle boede i huset dernede ved søen. Der var meget velholdt dernede, alt var skuflet og revet.


Luftfotografi (Kastrup Luftfoto) fra 1980 af vandværksboligerne. Man ser tydeligt de velpassede køkkenhaver tæt ved søen.

Gelænderne ved sluserne var malet røde og hvide, og alt inde i vandværket var pudset så det skinnede. De lavede selv al strømmen dernede, det var jævnstrøm. Man kunne leje en båd hvis man ville ud at sejle på søen der var ret stor, og der var mange fisk i den, især gedder, brasener, aborrer, skaller samt ål. Dengang var fiskeri tilladt i søen, men det er det ikke i dag.
I de hårde vintre var det et yndet sted for skøjteløbere. De kom helt fra Horsens, men det kunne være farligt for åen løb jo derigennem. En vinter frøs det så hårdt at vi kunne løbe om ad åen.
Det gamle vandværk fungerede til op i 60erne, så blev et nyt bygget et stykke derfra, og det gamle, kønne vandværk blev jævnet med jorden. Jeg kører altid ned til søen når jeg er i Horsens, og der er altid folk dernede.

Pavillionen
Området omkring vandværket var meget kuperet, og der var engang blevet opført et forlystelsessted på en bakke oven for søen, og det var meget besøgt med store fester og grundlovsbal. Om sommeren kom de kørende i hestevogn fra Horsens, og somme tider kom de op gennem Egebjerg på hjemvejen, så var de ret livlige efter en god frokost.


Et af de seneste billeder af pavillionen inden den blev revet ned. Man vil genkende motivet fra Brugsens Egebjerg-vin.

Der var rigtig mange mennesker dernede på en varm sommerdag. Der var også en sekskantet kiosk med salg af  is, snoller m.m. I forlængelse af pavillionen var der en åben terrasse hvor der blev serveret ude når vejret var til det.
Gulvet var et trægulv med nogle små mellemrum, lige nok til at mønterne kunne falde igennem, og det skete ret tit når gæsterne havde fået et par genstande for meget, og så kunne vi knægte kravle ind under terrassen og samle mønterne op når solen stod rigtigt på himlen.
Det eneste der er tilbage deroppe er soklen til kiosken, alt er fjernet, og der gror træer hvor det hele stod, men vi har billeder i album af det. I slutningen af krigen holdt de tyske soldater nogle mægtige fester derovre og muntrede sig med de danske piger; jeg kan se det som det var i går.

Brugsforeningen
Så var der Brugsen, som vi kaldte den, det var en ret stor forretning som handlede med alt lige fra korn, kul og tjære til alt i kolonial og tekstil, så det var en blandet landhandel. Uddeleren hed Svendsen, og så var der 3-4 ekspedienter, kommiser, som de blev kaldt (uden s), og en lærling.
Den gamle brugs brændte i 1930, så det var i mine barneår en ny brugs, der var stor og flot efter datiden. Det var før plasticalderen, så alting blev vejet af på stedet i papirsposer, der blev lukket på en bestemt måde. Det var meget almindeligt, at mælkemanden havde varer med til gårdene da mejeriet jo kun lå lidt længere nede for foden af Egebjerg bakke.
Det mest almindelige var at man havde en brugsbog hvor alt blev skrevet i, og så betalte man engang imellem. Jeg kan huske at Far betalte hver 14de dag, så havde han gerne en slikpind til to øre med hjem, men det holdt op da krigen kom. Jeg var af og til i brugsen for de forskellige i byen, det gav gerne en lille skilling.. Der var visse ting der var svære at skaffe under krigen, bl. a. rent svinefedt som vi brugte en del af derhjemme, da Far jo skulle have en god madpakke med hver dag på arbejde, så hvis jeg opdagede at de havde det i brugsen, var det bare med at komme hjem og få det fortalt, og så derned igen hvis vi havde mærker til det.

Mælkemanden
Mælkemanden Casper (Caspersen) hørte absolut med til gadebilledet i Egebjerg. Han var en lille, buttet mand, altid med blankpudsede sorte træsko. Han kørte selvfølgelig med hest og vogn, og på vognen var en klokke, som han brugte flittigt samtidig med at han råbte: “MÆLK”.
Fløde og sødmælk var på flasker, mens han havde kærne og skummetmælk i transportspande til at tappe af med en hane forneden, så der måtte vi selv have en kande med. Et lille skab på vognen indeholdt smør og de kandemål han brugte til det løse mælk.
Der var en vis stemning over det, når han var på strøget; jeg kan kun huske Casper som mælkemand, han kørte først i Hansted og så i Egebjerg bagefter.

Min ungdom
Efter de dejlige barndomsår i Egebjerg, hvor jeg så hvor godt bønderne havde det, ville jeg absolut være landmand; det med at gå med tømmen om livet og pløje en efterårsdag med et spand heste, det var bare mig. Så derfor var jeg ved Harald Christensen et halvt år, derefter på Dagmarsgård i Lundum i tre år. Det var dengang der var folk på gårdene og på Dagmarsgård var der tre karle, en daglejer, en gift fodermester, en kokkepige og en stuepige. Vi rykkede gerne ud i marken med 4 spænd heste med mig som nr. 4, det var tider dengang.

Den dengang 9- årige Arne fotograferet i 1940 på trappen ved Horskærgårds stuehus.

Jeg tjente derefter et år i Tvingstrup og rejste derefter til Fyn, hvor jeg var i seks år, de halvandet år som soldat i Odense. Efter endt militærtjeneste havde jeg fundet min tilkommende hustru, og vi tjente et par år mere på Fyn inden vi købte et lille, forfaldent landbrug her i Brande, som vi ville starte med. Men da det var i orden nænnede vi ikke at sælge, og tiderne skiftede jo i landbruget, så vi solgte køerne og jeg arbejdede på en maskinfabrik i 27 år, men pløjede, såede og høstede hvert år. Vi boede der i 40 år og nyder nu vor alderdom i Brande by. –

Der er ikke rigtig noget der hedder Gl. Egebjerg mere, men mit hjem står der stadig, som jeg altid kan huske det, bare knap så velholdt, og alle de gamle frugttræer står der og er stadig vores, men der er ikke et dyr tilbage, og al jorden ned til Ny Egebjerg er bebygget.

Det var en lille erindring om hvad jeg kan huske om det gode, gamle Egebjerg.

Arne Jensen

Marts – april – maj 2001

Broen 13. årgang – nr. 3

Lokalhistorie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *