Egebjerg Kær

Tekst: Peder Pedersen

Egebjerg Kær har i årenes løb været en meget spændende og omdiskuteret lokalitet, først må vi have det placeret på landkortet. Egebjerg Kær eller Egebjerg Enge ligger mellem motorvejen i vest og omfartsvejen i øst, Sorthøjvej i nord og Store Hansted Å i syd. Området består dels af nogle store flade, lavtliggende engarealer og dels af tørvemoser med store vandfyldte huller efter tørvegravning.

Hvordan opstod mosen?

Da istiden var slut (ca. 7000 år f.K.) og smeltevandet havde trukket sig tilbage, stod der stadig vand i lavningerne i terrænet. Eftersom temperaturen steg, begyndte der at vokse planter i de små søer. Det var tykke, bredbladede vandplanter, som voksede sig store om sommeren, for så om efteråret at visne og synke til bunds i søen. I de søer, som var kalkfattige (sure) og hvor vandet var stillestående

skete nedbrydningen af plantematerialet kun langsomt og der samlede sig i årenes løb et tykt lag planterester på bunden, derved opstod mosen. De første rensdyrjægere ankom ved slutningen af istiden, og området har været beboet lige siden. Det er bevist gennem mange arkæologiske fund, f.eks. bopladser og køkkenmøddinger fra bonde- og jægerstenalderen.

For godt 50 år siden, helt præcist i sommeren 1947, var jeg selv med til at grave tørv i mosen i Egebjerg. Det var interessant at tænke på, at den tørvejord man nu stod og gravede op, havde ligget så længe i mosen. Man så tydeligt, at tørvejorden bestod afplanterester. Tørven fandtes i en tykkelse af ca. 2 meter, derunder var der et fast lag af sand. Tykkelsen af tørvelaget i mosen varierer meget, nogle steder er der kun et ganske tyndt lag, medens der andre steder er et meget tykt lag, helt ned til 30 meter.

Engenes betydning for gårdene i Egebjerg

Til de fleste gårde og ejendomme i Egebjerg hørte der før i tiden et stykke eng og en moselod. Engen var et værdifuldt supplement til kreaturernes foder. I den første del af sommeren var der så meget græs i engen, at man kunne slå det til hø og når sommertørken satte ind, og der ikke længere var så meget græs hjemme ved gården, så var der næsten altid græs til kreaturerne og hestene nede i kæret.

Jorden i engen er mere fugtig og består mest af organisk materiale, som nedbrydes og giver næring til planterne – tænk bare på det spagnum, vi køber til vore haver og pottekulturer.

Iskant - billedet er fra Island.

Iskant - billedet er fra Island.

Kronhjortegevevir fra Egebjerg kær, fundet i 1937 af Frede Bech. Fundet blev gjort ca. 50 m. fra hvor motorvejen nu går. Carl Gøbel, som har geviret hængende på sin væg, kan nøje udpege stedet hvor det blev fundet, han har endvidere fundet en spydspids og en pilespids i nærheden af stedet. Var det en af disse spidser, der blev brugt da kronhjorten blev nedlagt?

Kronhjortegevevir fra Egebjerg kær, fundet i 1937 af Frede Bech. Fundet blev gjort ca. 50 m. fra hvor motorvejen nu går. Carl Gøbel, som har geviret hængende på sin væg, kan nøje udpege stedet hvor det blev fundet, han har endvidere fundet en spydspids og en pilespids i nærheden af stedet. Var det en af disse spidser, der blev brugt da kronhjorten blev nedlagt?

Historie

Går vi tilbage til 1700-tallets begyndelse, altså før landbrugsreformen, da havde engene en endnu større betydning end i dag, idet fæstebønderne skulle betale tiende til herremanden af agerjorden, men ikke af engene.

Det er jo en naturlov, at jorden skal tilføres ligeså meget plantenæring!istof i form af gødning, som man fører bort med afgrøderne. Men kunstgødning kunne jo ikke købes dengang, såjorden måtte nøjes med den gødning, som kom fra husdyrene, og da fæstebønderne skulle aflevere en tiendedel af avlen til Herremanden, blev der underskud i gødningsregnskabet, udbyttet på bøndergårdene

blev da også mindre og mindre år for år, man prøvede at lade jorden hvile – braklægge- den – i nogle år, om det hjalp ved jeg ikke, udbyttet var i alt fald meget lavt ca. 4 – 6 fold – i dag taler vi om 30 – 40 ja, helt op til 50 fold. Og her kommer værdien af engene ind i billedet. Man sagde dengang, at “eng føder ager” det vil sige, når man om sommeren hentede hø i engene til foder for dyrene, så blev der mere gødning til udbringning på agerjorden.

I 1700-tallet satsede bønderne meget på kødproduktion, slagtefærdige stude blev i stort tal drevet til Tyskland til slagtning, det betød, at græsarealer kom til at spille en stor rolle, dels til afgræsning om sommeren og dels til hø, som var det eneste vinterfoder man kendte dengang. Ingen tvivl om at Egebjerg Kær var højt i kurs dengang, ligesom det var helt ITemtil 1960-erne, da kreaturerne forsvandt fra gårdene her i Østjylland.

Bjergning afhø. På billedet ses Frede Bech medforken, på læsset en karl. Børnene er hans Peter Bech og hans søster Agnethe. Billedet er fra 1914. l baggrunden ses Birthe og Carl Gøbels hus.

Bjergning afhø. På billedet ses Frede Bech medforken, på læsset en karl. Børnene er hans Peter Bech og hans søster Agnethe. Billedet er fra 1914. l baggrunden ses Birthe og Carl Gøbels hus.

Mosens betydning – tørvefremstilling

Som før nævnt, havde hver gård og ejendom i Egebjerg, foruden en englod, også en moselod, hvor man kunne grave tørv til brug i komfuret og kakkelovnen derhjemme. Tørvegravningen foregik oftest på følgende måde: Ude i vandet i tørvegraven havde man liggende en pram – en firkantet trækasse på ca. 2 x 3 meter, den blev fortøjet udfor hvor tørven skulle graves op, efter at have rømmet græstørven af, kunne man grave tørvemassen op med en skovl og fylde den i prammen, for at undgå at vandet fra tørvegraven strømmede ind, hvor der blev gravet, levnede man en balk – en lille vold, som så senere blev fisket op af vandet med en ketsjer (ketsjeren lignede et basketball mål på en lang stang, dog uden hul i midten). Når tørveprammen var fuld af tørvemasse, blev den bugseret hen til det sted, hvor tørvene skulle ligge til tørre, herefter begyndte man at ælte tørvemassen ved hjælp af vand, som blev hentet op af graven med en spand og ved at trampe rundt i prammen med fødderne, kunne man ælte tørvemassen sammen til en sej grød, herefter blev den læsset op på en trillebør og kørt ud på tørrepladsen, hvor man havde liggende en form af træ med 50 rum, når læsset blev tippet af og jævnet ud, havde man halvtreds tørv. En dygtig mand kunne lave ca. 2.000 tørv en dag. Det var en møjsommelig og arbejdskrævende fremgangsmåde, men ikke desto mindre blev den brugt gennem rigtig mange år. Under krigen 1940 – 45, da der blev behov for en mere industriel fremstilling af tørv, fandt man på andre og mindre arbejdskrævende metoder.

Æltevognen var meget udbredt, det var en tohjulet gig, med en hest som trækkraft, gennem kassen, som rummede ca. 200 tørv, gik der et røreagregat, der roterede sammen med hjulene, medens vognen kørte fra tørvegraven til liggepladsen, blev tørvemassen æltet. Andre anskaffede sig en æltemaskine, der blev drevet af enten en elmotor eller en gammel bilmotor. Men det var jo ikke nok med at tørvene skulle æltes og formes, de skulle også tørres. Efter at de var lavet, lå de i 10- 14 dage og blev tørre på den øverste side, dernæst blev de rejst på højkant, op mod hinanden, med den våde side mod solen, når de havde stået sådan i endnu en tid, blev de stakket i små runde stakke, kanten, som de havde stået på, var endnu våd, den blev vendt udad. Efter nogle dages forløb var tørvene tørre og kunne køres hjem, vel at mærke hvis vejret var godt, ellers kunne det vare meget længe og kvaliteten blev dårlig.

Oversigtskort over Egebjerg Enge fra 1967.

Oversigtskort over Egebjerg Enge fra 1967.

Mosen gav arbejde til mange mennesker, en god sommerdag under krigen summede mosen af liv, overalt hørte man folk snakke og komme med tilråb til hestene, maskinerne brummede. Jo, da havde mosen en vigtig faktor i samfundet. Under krigen, da der var stor efterspørgsel efter tørv, kneb det tit med tålmodigheden, tørvene blev solgt til folk inde i Horsens, før de nåede at blive ordentlig tørre, det resulterede naturligvis i megen utilfredshed blandt forbrugerne. Men var man omhyggelig med fremstillingen af tørvene, var det et udmærket brændsel.

Efter krigen, da der igen kunne købes kul, koks og cinders og senere olie til at fyre med, svandt interessen for tørvemosen og der blev meget stille dernede i mosen

Tørvegravening ved Egebjerg Kær, omkring 1920.

Tørvegravening ved Egebjerg Kær, omkring 1920.

Afvanding

Engene gav god græsning til kreaturerne om sommeren, men grundvandet stod bare for højt, jorden var ikke så tør, at man kunne færdes på den før langt hen på sommeren, derfor begyndte man at tale om en afvanding.

Allerede i 1945 blev der oprettet en forening – Landvindingslaget Egebjerg Enge -, der blev udarbejdet et projekt gældende for hele Hansted Ådal, med diger, kanaler og pumpestationer, men kun den del af projektet, som lå syd for Store Hansted å blev gennemført, resten blev skrinlagt på ubestemt tid.

I de følgende år var Landvindingslagets vigtigste og eneste opgave, at sørge for oprensning af de grøfter, som allerede fandtes, men tanken om en gennemgribende afvanding lurede stadig i baggrunden.

I 1960-erne, da hestene for længst var erstattet af traktorer og kreaturerne også var begyndt at forlade gårdene, opstod der et behov for at udnytte resurserne i kæret på anden vis, og skulle det ske ved korndyrkning, ja, så var det bydende nødvendigt med en gennemgribende afvanding.

Til Landvindingslagets ordinære generalforsamlingen den 14. marts 1966 havde man inviteret ingeniør Oluf Kirkegaard fra Hedeselskabet til at komme og forelægge en plan for en eventuel afvanding. Planen lød på en samlet udgift på i alt kr. 260.000,- eller kr. 3.000,- pr. ha. Planen blev vedtaget med stort flertal og ingeniør Kirkegaard fik til opgave at udarbejde det endelige projekt.

Jordfordelingssag

Det areal, som afvandingsprojektet omfattede, var på 62 ha fordelt på 40 lodsejere, dvs. i gennemsnit 1,55 ha pr. lodsejer. Nogle lodder var meget små under 0,5 ha. Det siger sig selv, at det var umuligt at drive rationel landbrug på så små arealer, derfor opstod ønsket om at få gennemført

En jordfordelingssag, så arealet kunne samles på færre hænder. En sådan jordfordelingssag blev, med Jordfordelingssekretariatets hjælp, gennemført i løbet af året 1967 og resulterede i at Egebjerg Kær blev samlet på kun ca. 10 lodsejere.

Afslag på ansøgning om tilskud

Lodsejerne var blevet stillet i udsigt, at der kunne ydes tilskud til projektets udførelse, men det blev afslået af både Grundforbedringsudvalget og Landbrugsministeriet. En ansøgning om tilskud fra Landvindingsudvalget blev ligeledes afslået.

Sagen blev nu henlagt i syv år, men i 1974 tog man igen fat på opgaven. Tilskud fra det offentlige eller ikke, der blev igen udarbejdet et projekt og indhentet tilbud på arbejdets udførelse, beslutningen om projektets udførelse, blev sat til afstemning på generalforsamlingen den 21.

november 1974. Ejerne af 16,0 ha stemte for, medens ejerne af 16,3 ha stemte imod, forslaget var dermed forkastet. Men et nyt, reduceret forslag, hvor den nordlige del (tørvemosen) blev taget ud af projektet, blev derimod vedtaget. Men arbejdet med udførelsen af projektet kunne ikke umiddelbart sættes i gang for sagen blev anket af Natur- og Fredningsstyrelsen.

Efter endnu nogle års stilstand, blev sagen taget op på ny. På generalforsamlingen den 5. januar 1978 blev det oplyst, at der var indhentet et nyt tilbud på arbejdets udførelse fra entreprenør C. G. Jensen A/S Risskov, der lød på kr. 194.000,-med et forventet tilskud fra staten på 25 %.

For de kun 40,7 ha som det reducerede område nu omfattede, ville det blive kr. 6.850,- pr. ha, medens udgifterne til drift og vedligeholdelse ville beløbe sig til kr. 1.035,- pr. ha. Det nye projekt blev vedtaget med stor majoritet og arbejdet blev endelig sat i gang. Men nu var der også gået

33 år, siden man første gang tænkte på afvandingen, og udviklingen var nær løbet fra ideen. Det blev det sidste afvandingsprojekt som staten gav tilskud til.

Udviklingen i samfundet

I årene umiddelbart efter 2. verdenskrig blev der ofte udtrykt bekymring for, om det på verdensplan var muligt at producere fødevarer nok til den store befolkningstilvækst, man var vidne til. Derfor arbejdede man på at udnytte allandbrugsjord så effektivt som muligt, der blev givet tilskud til dræning og afvanding i stor udstrækning.

Det viste sig dog med årene, at bekymringerne var ubegrundede, for ganske vist steg befolkningstallet, men landbrugets effektivitet steg endnu mere, tænk bare på udbyttet 4 – 6 fold i 1700-talletog 40 – 50 fold nu. Snart opstod der, i stedet for en mangel, en overproduktion af fødevarer. Midt i 80-erne vedtog landene i EU at gøre noget ved dette problem. Kornpriserne blev sat ned til det halve af, hvad de var før og 15% af landbrugsarealet blev brak lagt, som kompensation fik landmændene hektarstøtte.

Ordningen virkede efter hensigten, inden længe svarede produktionen til forbruget.

Men kornavlen var med et blevet uinteressant og selvom Egebjerg Kær nu efter afvandingen gav store udbytter af både korn, raps og græs til ensilage, vel de største nogensinde, så blev projektet nok ikke den gevinst, som de fleste havde håbet.

Mosen i dag.

Mosen i dag.

Nye tider

Kun ca. 10 år efter at afvandingen af Egebjerg Enge blev gennemført, opstod der et nyt begreb “Natur genopretning og naturpleje”. Naturopretning går for det første ud på at forbedre eller vedligeholde nuværende natur, men også at genskabe den der er forsvundet. Desuden har man

en teori om, at det er muligt at mindske udstrømningen af kvælstof til havet og fjordene med 5.600 tons på landsplan ved at oversvømme lave engområder.

MVJ-ordning

Allerede i 1988 vedtog Folketinget Lov om Naturgenopretning. Ordningen, der populært kaldes MVJ-ordningen (Miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger) administreres af amterne, men 50% af udgifterne afholdes af EU.

Gennem de første 10 år er der på landsplan brugt l mia. kr. på ordningen.

I følge vandmiljøplan II, som blev vedtaget af folketinget for få år siden, er målet at genskabe 16.000 ha vådområder på landsplan.

Allerede før planen blev vedtaget, havde Vejle Amt kontaktet lodsejerne i Landvindingslaget Egebjerg Enge og indgået 20-årige MVJ-aftaler. Projektet blev på den måde et pilotprojekt – det første i Danmark.

I praksis er der sket det, at pumpen, som pumpede det overskydende vand over i Store Hansted A, blev stoppet den 31. december 1998, 300 m dige blev herefter fjernet og 3,5 km kanaler tildækket. Desuden er der ryddet 2,5 km levende hegn. Af hensyn til kulturhistorien er pumpestationen og 800 m af ådiget bevaret.

Der blev, som før omtalt, indgået 20-årige aftaler med samtlige berørte lodsejere.Landvindingslaget Egebjerg Enge blev nedlagt. Restgælden blev betalt af Vejle Amt.

Hele projektet har kostet ca. 2 mio. kr. De 900.000,- kr. er hentet i fra Vandmiljøplan II medens I, I mio. kr. kommer fra amtets naturplejemidler.

Den 26. oktober 1999 blev projektet officielt indviet af amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen.

Fremtiden

Det er beregnet, at oversvømmelsen af Egebjerg Enge vil fjerne 8 tons kvælstof fra miljøet, det vil simpelthen fordampe. Vi må håbe, at beregningen holder stik!

Der er skabt et attraktivt område for fugle og andre dyr. Det er planen, at de våde enge fremover skal plejes med miljøvenlig afgræsning.

Sammen med Horsens Kommune – og i forståelse med ejerne – har amtet planer om en ny cykel- og gangsti i kanten af området, så folk på besøg kan fa del i oplevelsen af natursceneriet.

Kommentar

Når man som jeg har levet i en tid, hvor det ikke bare var god latin, men også helt nødvendigt at udnytte hver tomme landbrugsjord, er det lidt underligt at være vidne til, at så store værdier bare ligger hen til ingen nytte, men man skal vel bare lære at anskue situationen på en ny måde. Engene med deres høstakke og mosen med stakke af tørv var for mig en fryd for øjet, et tegn på velstand, et

vidnesbyrd om, at nu var vinterforrådet sikret for både mennesker og dyr.

Egebjerg Kær, som det ser ud i dag, er vel dybest set også et tegn på velstand – kun et velstående samfund kan fa råd til den form for luksus, som vi er vidne til her. Men underligt er det nu alligevel, når man på Internettet klikker ind på Vejle Amt – naturpleje – Moser. Her kan men læse, at moserne i Vejle Amt udgør 1,9 % af amtets samlede areal eller 5.573 ha. Moserne må ikke drænes eller fyldes op. De må heller ikke plantes til og der må frem for alt ikke graves tørv. Hvis det er muligt er afgræsning en god ide. Er mosen træbevokset, må man gerne skære træerne ned, men man skal lade stubbene stå, så de kan skyde igen.

Kilder:

Knud Larsen: Danmarks Natur

Niels Clemmensen: Bønderne og landboreformen 1750-1810

Claus Bjørn: Det danske landbrugs historie 1536- 1810

Amtsrådsforeningen: Amterne i naturen 1999

Hans Jørgen Hvideland Vejle Amt

HYPERLlNK http://www.vejleamt.dk/ http://www.vejleamt.dk/ Moser

Forhandlingsprotokollen for Landvindingslaget Egebjerg Enge velvilligt udlånt af Per Helbo, som var sidste formand i laget

Kort: Per Helbo

Kort og billeder: Hansted Sognearkiv

BROEN 12. årgang nr. 4 juni – juli – august 2000

Lokalhistorie, landskaber, enge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *