Barndomsminder fra Egebjerg

Fortalt af Karl Emil Karlsen. Redigeret af Peder Pedersen

Karl Emil Karlsen, der nu bor i Sønderborg, er født og opvokset i Egebjerg på gården Gl. Egebjergvej nr. 11. Hans erindringer går tilbage til 1927, da han var 4 år

Min barndomsvej
Begyndte oppe ved Landevejen, “Skolebakken” kaldte vi det første stykke. Hvor har den givet v i børn mange glade timer, både sommer og vinter. Havde vi været så heldige at få fingre i en gammel barnevogn, og fået flikket en sæbekassebil sammen, sikke køreture vi så kunne få, endnu bedre var det, når det blev vinter og sneen kom og slæderne blev fundet fre1111. Det var ikke sådan nogle plastic tingester. som bruges nu om dage, nej, det var træslæder, som vores far havde lavet til os, og som smeden havde sat jernmeder under. Når de først blev fundet frem, og skuret godt frem og tilbage i sanddyngen, så rusten blev fjernet, så kan det nok være. at det gik, hele dagen lige fra vi stod op til vi gik i seng, eller i hvert fald indtil det blev mørkt.

Egebjergskolen ca. 1950.

Egebjerg skole 1932. (store og lille klasse) Bagerste række fra venstre: Anna Bang, Dagny Larsen, Vera, Jenny. Gudrun Nielsen, Helga Lind, Lærer Fische1: Inger Karlsen. Elsa, Henny Jensen. Grethe Lind, Gerda Nørskov. Midterste række fra venstre: Marie Forsberg, Petra Steffensen. Sigrid Jensen. Inger Christensen. Edith Bentsen, Marie Pedersen. Karen Munk. Forreste række: Karl Ejnar Nielsen. Hermann Jensen, Ejnar Rasmussen, Henning Jensen, Axel Larsen, Knud Erik Nielsen, Niels Just. Karl Emil Karlsen. Bø1ge Nielsen, Hans C hr. Nørskov.

Skolen
Skolebakken, ja, navnet kom naturligvis af, at skolen lå øverst oppe ved landevejen. Her var det, at lærer Kristoffer Fischer residerede sammen med sin kone Henriette, som i daglig tale blev kaldt “Henne”. Fischer var, hvad vi kan kalde en stout og strunk mand, hvilket hans fortid som løjtnant i hæren og senere aktiv gymnast gennem resten af livet nok var skyld i, det havde tydeligt nok sat sit præg på ham. Jeg husker det sidste år, jeg gik i skole, han var dengang 62 år, en dag da vi kom op i gymnastiksalen, tog han sit lommeur op af vestelommen, rakte det til den, der stod nærmest og sagde ·’kom så”, hvorpå han slog benene i vejret og gik salen rundt på armene to gange, ingen af os kunne følge ham, de bedste af os kunne kun nå en gang rundt.

Kommentar: Da Kristoffer Fischer fyldte 90 år, og for længst var flyttet ned på Hansted Hospital, blev han interviewet af en journalist fra Horsens Folkeblad.

Ved den lejlighed demonstrerede han, overfor journalisten, at han stadig kunne gå på hænder – imponerende.

Både Fischer og hans kone kom meget i mine forældres hjem, hvor alle mennesker var “du’s”, som vi jo var dengang ude på landet. Men da jeg så blev så gammel, at jeg begyndte at gå i skole, skulle jeg pludselig til at sige “de” til ham, som man jo gjorde til sin lærer dengang. Det var et stort dilemma for mig, at sige de til ham om formiddagen i skolen og du til ham om eftermiddagen.

Det lille hus bag skolen
Omme bag skolen lå der et lille stråtækt hus, selvom det ikke var ret sto1t, boede der alligevel to familier. Stine Andersen, som ejede huset, boede der sammen med s in datter Anne. Stine var enke efter Søren Andersen, de havde haft gården, som ligger ovre på den anden side af vejen, Gl. Egebjergvej nr.6. Stine var en meget flittig og begavet kone, men datteren var lidt tilbagestående, hun kunne ikke rigtig noget, jeg husker hende bedst, når hun kom over til min e forældre efter mælk. Hve11 dag, når vi havde fået returmælken hjem fra mejeriet, kom hun med sin lille hund en bastard, som hed Bob. Hun havde Bob i en snor i den ene hånd og i den anden havde hun en lille blikspand med låg, af den slags man fik kunsthonning i, den var gul og havde et billede af en bjørn. l spanden havde hun to små pakker, der hver indeholdt to bolcher, en pakke til min søster og en til mig, desuden var der en to-øre som betaling for skummetmælken, som hun fik i spanden hjem.

Stine hjalp os altid derhjemme på gården, når vi skulle slagte gris. Hun var den, der stoppede kød i pølserne, både blodpølser og medisterpølse, hun lavede sylte og rullepølse. Når hun så gik hjem efter dagens arbejde, fik hun en slagterpakke med, jeg kan huske, at hun også fik både trynen og tæerne med, dem brugte hun til at koge hvidkålssuppe på.

Om sommeren, når vi havde ophøstet, var det en fast tradition, at vi fik kakao og æbleskiver, dem bagte Stine. Lige så fast en tradition var det, at både Stine og Anne kom over på gården for at fejre både juleaften, nytårsaften og hellig tre kongersaften sammen med os.

l den anden halvdel af det lille hus boede der også en “Stine”. Stine Mogensen, hun havde været enke i mange år. Hendes mand var druknet i en tørvegrav. En aften. Da han var på vej hjem fra Lund Kær, ville han skyde genvej over tørvemosen, men gik vild og faldt i en tørvegrav.

Besynderlig nok havde Stine Mogensen også en ugift datter boende som Anne, men hun var lige så slagfærdig og bramfri, som den anden Anne var stille og undseelig. Hun vaskede mælkeflasker nede på mejeriet Egedal.

Eneste mandlige beboer i huset var Stines far Hans Christian Andersen, han var forhenværende kommunal vejmand, samt vært i Hansted-Egebjerg Forsamlingshus.

Jeg mindes ham som en gammel mand med et hvidt spids hageskæg og med spidssnudede træsko på fødderne, inden i træskoene havde han på fødderne grå hjemmestrikkede sokker med hvid hæl og tåspids. Hans Christian havde den smukkeste have man kunne tænke sig, der var intet ukrudt i den have. Hans brændestak var så lige, at man skulle tro, den var sat efter snor og vatterpas.

Mine bedsteforældres hus
(Gl. Egebjergvej nr.9)

Mine bedsteforældre var Inger og Karl Emil. Min bedstemor var en lille hyggelig hjemmegående kone, som gik og hyggede sig dagen lang og sørgede for, at kaffekanden aldrig blev tom eller kold. Min bedstefar derimod var mere udadvendt, en mand som var hjemme alle steder, hvor han kom indenfor, men til gengæld var alle mennesker også hjemme hos mine bedsteforældre, men derom har jeg skrevet tidligere.

Mine bedsteforældre havde to sønner, den ældste hed Laues, han blev gift og flyttede til Stensballe. Så var der Nicolai, som jo så blev min far, min mor hed Elise og kom fra Sønderomme. Da jeg kom til verden, havde de i forvejen fået en datter, som hed Inger, vi var begge opkaldt efter vore bedsteforældre. Min Søster blev gift med Ervind Steinicke, de overtog gården derhjemme, medens jeg blev gift med Aase, en datter ude fra Lerkenfelt, vi overtog hendes fødehjem. Men hun døde desværre efter kun ni års ægteskab. Jeg blev senere gift med Ingrid, som var fra Sønderborg, hvortil vi flyttede efter at have solgt gården. Nu sidder jeg så her og skriver om min barndomsby, som jeg husker den i sommeren 1927.

Sprøjtehuset
Lige overfor mine bedsteforældres hus, lå sprøjtehuset, hvor byens gamle hestetrukne brandsprøjte stod, og på hvis port der blev opklæbet plakater, når der kom cirkus til Horsens.

G l. Egebjergvej nr. 6
Lige overfor mit hjem, lå der en gård med en meget smuk bindingsværk lade lige ud til vejen. Laden var med sort bindingsværk og gule sten med hvide fuger, muren stod på en meget fin kampestens sokkel, som også havde hvide fuger. Her boede Lisbet og Anton Therkelsen. En pudsig oplevelse med ham husker jeg tydelig, som var det i går. Han gik altid med “blød” hat, ligesom den svenske skuespiller Edvard Person. En dag sad han ovre hos os i køkkenet og snakkede, medens vi begyndte på middagsmaden, jeg må jo nok have stukket lidt udenom kartoflerne, for min mor sagde i hvert fald noget om, at jeg skulle spise kartofler til, måske har jeg protesteret lidt, det husker jeg ikke så nøje, men pludselig rejste Anton Therkelsen sig op og tværs over bordet slog han mig oven i hovedet med sin hat, idet han sagde: “Vil du ikke spise kartofler dreng, så ska a katten smøre mig lære dig det”.

Siden den dag behøvede min mor bare at sige: “Vi skal vel ikke hente Anton Therkelsen m e æ lue?” Så kunne jeg spise alt. måske er det årsagen til, at jeg i dag spiser så mange kartofler.

Lisbet kom fra Lolland, hun havde en charmerende lollandsk accent. Hun var en meget glad og gemytlig kone, som hver dag kom over til min mor. Hun havde altid en masse løjer for med os børn, så vi jublede hver gang hun kom. Vi kaldte hende for rommykonen, det var fordi hun lærte os at spille rummy – et kortspil. Da vi nænnede os julen, lærte hun os at lave konfekt- og marcipanfigurer. Nogle gange kom hun med sådan et kartonark, der var med i Familie Journalen, så kunne hun sidde i timevis og hjælpe os med at klippe ud og klistre, det foregik dengang med flormel rørt ud i vand.

Hos Lisbet og Anton Therkelsen havde jeg den store oplevelse for første gang i mit liv at høre radio, de var nem lig de første i byen, som fik sådan et vidunder:, det var et lille krystalapparat med hovedtelefoner.

Viktor
Deres søn Viktor kom til at spille en stor rolle i min barndom, han var karl hjemme på gården i mange år. Han var min skytsengel. Når karlene i byen om aftenen cyklede ned til åen for at bade, havde Viktor altid mig med på stangen, og ve den, som ville give mig en dukkert i åen, han fik med Viktor at bestille. Lørdag aften havde Brugsen åbent til klokken 21, og karlene havde for vane at gå derned, de købte måske en øl og så satte de sig i vejgrøften overfor og havde det hyggeligt. Jeg var også med Viktor de aftener, jeg fik gerne en slikkepind. Mine forældre accepterede fuldt ud, at jeg tog med Viktor, for de vidste, at jeg var i gode hænder, og han afleverede mig altid helt inde i køkkenet igen. Viktor havde nu ikke så megen lyst til landbruget, han endte da også med at drive en rutebilforretning i Foldby, han kørte en rute derfra og til Aarhus.

Gl. Egebjergvej i Egebjerg tegnet af Mogens Schou Christiansen 1987.

Det lange hus
(Gl. Egebjergvej nr.15)

Huset blev altid kaldt “Det lange hus”, det lå lige på den anden side af vores alle. Det var noget helt for sig selv, det var dengang delt op i tre lejligheder. Den første var beboet af et søskendepar Niels Peter Frederiksen, som var enkemand, og hans ugifte søster Stine., som blev kaldt Stine-Niels Peter’s. Om Stine og Niels Peter husker jeg ikke så meget, men jeg kan da huske, at min søster og jeg plukkede kamilleblomster til dem om sommeren, de blev lagt til tørre på nogle aviser ude i solen, indtil de var helt tørre, hvorefter de blev gemt i en blikdåse. Nu havde de kamillete til hele vinteren.

l den midterste lejlighed boede Frøken Liingaard. Hun var. menigheds-sygeplejerske -hjemmesygeplejerske. Hun var af udseende en lille, sart og spinkel kvinde, men også kun af udseende. Hun cyklede i 365 dage om året fra den ene ende af kommunen til den anden, for at give et varmt omslag her og en indsprøjtning der og måske en halv times massage et tredie sted. Hun blev i J 934 tildelt dronning Alexandrines fortjenst- medalje og armbind for lang og tro tjeneste. Da hun ophørte med dette job, blev hun sygeplejerske på Hansted Hospital. l 1941 gik hun på pension, men blev boende på Hospitalet til sine dages ende. Denne lille seje kvinde var min gudmor, mon jeg har arvet noget fra hende?

l den sidste lejlighed boede Ingeborg Tommesen, kaldet “Borg”. Hende har jeg ikke kendt så godt, hun var syg al den tid jeg kendte hende, hun led af vattersot, hun havde vand i kroppen, var helt uformelig, vi så hende kun i kimono og sutsko, men hun har jo nok ikke altid været syg, i alt fald havde hun nået at opdrage seks plejebørn.

Ved den østlige ende af det lange hus havde der været endnu en lej lighed, som hørte til sognefogedens gård Horskjærgaard. Her boede hans fodermester Marie og Anders Christiansen.

Gl. Egebjergvej nr. 21
Her boede Katrine-Trine og Hermann Jensen. Han var sådan en slags vognmand i mindre stil. Han havde en hest og en lille fjedervogn, som han kørte mindre fragtkørsel med, altså den tids pakkepost. De havde en søn, som hed Axel, han var tømrer og arbejdede inde i byen, men senere, da hans forældre flyttede på hospitalet, overtog han huset og startede her sin egen tømrerforretning, som han drev gennem mange år.

Brandbjerg (GI Egebjergvej m: 18) bemærk huset til venstre for gården, det er resten af den gamle gård, som var Anders Rasmussens hjem.

“Horskjærgaard” (Gl. Egebjergvej nr. 23)
Her boede sognefoged Anton Christensen og hans kone Boline. Boline var søster til Niels Thommesen, som havde en gård ude ved milepælen. Anton og Boline havde to tvillingdrenge, Ejnar og Harald. Ejnar var elektriker og arbejdede inde i Horsens, han havde en motorcykel, det var ret uhørt dengang. Jeg husker tydeligt, da han fik den, en helt ny B.S.A. Sammen med den fik han et B.S.A. mærke til at sætte på reverset, det forærede han mig, hvortil jeg sagde: “Jamen, må du godt give mig det, er det ikke dit kørekort?” Når han skulle hjem fra Horsens, skete det, at han traf tømrer Axel Jensen, som også kørte på motorcykel, så gjalt det bare om at komme først til Egebjerg. Joh, de kunne også dengang. Harald blev gift med Lilly og overtog gården. Og Anton Christensen byggede et aftægtshus umiddelbart øst for gården.

Anton Sognefoged, som han gerne blev kaldt, gav mig altid en krone til min fødselsdag, det var i grunden mange penge, tiden taget i betragtning.

“Brandbjerg” (Gl. Egebjergvej nr. 18)
Her boede Anne og Frede Beck. Frede var ellers uddannet tømrer og havde gået på valsen gennem både Tyskland og Schweiz. At han havde været tømrer kunne man nemt se inde i hans velassorterede værksted, hvor værktøjet hang sirligt på hver sin plads. Blandt værktøjet hang der også et billede i glas og ramme af en køn ung pige, der blev sagt, at det var hans kæreste fra Schweiz. Selvom han ikke havde været landmand alle sine dage, kan jeg godt sige, at han havde den mest veldrevne og mønsterværdige gård i Egebjerg.

Da Anne og Frede Beck’ s søn Hans Peter Beck blev gift med Misse Hansen, som kom fra Hansted, overdrog de gården til dem og byggede et aftægtshus på den anden side afvejen, længere oppe mod landevejen. (GI Egebjergvej nr.5)

Godt gemt omme bag gården lå et enkelt hus, som blev brugt til maskinhus, det var resterne af et nedlagt landbrug, som havde været ejet af en mand ved navn Johannes Nielsen. (Tænk på fortællingen om Anders, Gabrielle og Messingjens)

Her slutter historien for denne gang, fortsættelse følger på et senere tidspunkt.

Peder Pedersen

BROEN 12. årgang nr. 2 – december 1999 – januar – februar 2000

Lokalhistorie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *