Højvang

klik her og se artiklen i bladformat

Da jeg i forrige nummer af “Broen” fortalte om husene den østlige side af Egebjergvej, sprang jeg over nr. 150, gården hvor jeg selv bor, det vil jeg nu råde bod på denne gang.

Historie
Højvang har ikke altid ligget, hvor den ligger nu, den har heller ikke altid heddet Højvang, men det kalder vi den nu her for nemheds skyld. På et kort fra 1793, altså fra omkring udskiftningen, kan man se, at Egebjerg var delt i to bysamfund, nemlig GI. Egebjerg, hvor der lå 10 gårde og Neder Egebjerg, eller Skovgårdene, hvor der lå 5 gårde. Højvang var en af de fem Skovgårde. Den var, som de fleste af gårdene i Egebjerg, fæstegård under Hanstedgård og fæsteren måtte gøre hoveri og betale landgilde. Som de fleste sikkert ved, blev stavnsbåndet og hoveriet ophævet ved en kongelig forordning i 1788, men på Hanstedgård blev loven ikke ført ud i livet før 78 år senere nemlig i 1866. Det skyldtes, at ejeren af Hanstedgård Dortea Hansdatter Lottrup enke efter Anders Tonboe i 1705 skænkede og lod opføre Hansted Hospital, som skulle være et hjem for “24 husarme, gamle og vanføre mennesker”, som det står i fundatsen. For at sikre driften heraf skænkede hun også fæstegårdene til hospitalet.  Da så stavnsbåndet i 1788 blev ophævet og fæstebønderne blev selvejere, hævdede man, at det ikke kunne lade sig gøre her og hen­ viste til Hospitalets fundats. Fæstebønderne prøvede flere gange i årenes løb forgæves at blive fri, men først i 1852 lykkedes det at fa en aftale i stand om hoveriets endelige ophør fra l. maj 1853.

På matrikkelnr. 8 lå Højvang

Fæsterne/Ejerne
Den første fæster vi kender navnet er: Laurits Sørensen. Han boede på gården sammen med sin kone Maren Christinesdatter og deres to døtre Maren og Anna. Desuden var der på gården to tjenestekarle og en tjenestepige. Laurits Sørensen drev gården fra 1801 til 1840. Herefter overtog Jens Hansen fæstet.

Ifølge folketællingen i 1845 var der på gården foruden, Jens Hansen og hans kone Inger, fem børn: Hans på 13- Laurs 10- Maren på 8- Jens på 4 (læg mærke til ham, 21 år senere overtager han gården) og Karen Marie på 2 år. Endvidere var der en karl på 19 år og en karl 20 år, samt to tjenestepiger på henholdsvis 16 og 24 år. I alt levede der 11 personer på gården. Jens Hansen drev gården ti l 1866, da afstod han den til sin søn Jens Winter Jensen.

Kort før jul, helt nøjagtig den 20. december 1866, købte Jens Winther Jensen gården fri af Hansted Hospital. Den begivenhed har sikkert skabt julestemning til hjemmet på Højvang. dette tidspunkt havde gården et større jordtilliggende end i dag. Ejendommene Sorthøjvej nr. 12 og Sorthøjvej nr. 17 hørte også til gården, sammenlagt et areal godt 20 tdr. land, som i den sydlige ende munder ud i mosen, hvor der var mulighed for at grave tørv. Men allerede året efter i 1867 solgte Jens Winther Jensen jordparcellen ved Sorthøjvej, som dengang var en ejendom, til sin svoger Niels Nielsen. Købesummen var l 000 Rigsdaler. Jens Winther Jensen drev nu gården indtil 1906, da han solgte den til Johannes Mikkelsen.

Johannes Mikkelsen kom hjem til Danmark, efter at havde opholdt sig nogle år i USA, med penge lommen og en masse ideer fra det store ud land. Han købte Højvang og da bygninger dette tidspunkt var gamle og forfaldne, valgte han at rive det hele ned og bygge en helt ny gård ovre ved landevejen, derved kom den til at ligge mere centralt for marken.

Nybygget gård
Den nye gård kom til at afvige meget fra, hvad der var traditionel byggeskik her i landet. Medens langt de fleste staldbygninger i århundreder havde været to-rækkers stalde, så blev der i stalden her plads til tre rækker, det gjorde, at den blev meget bred og loftet i stalden, der som oftest dengang bestod af træbjælker og brædder, blev her lavet af jernbjælker og murede hvælvinger. En byggemåde, som først blev udbredt her i landet mange år senere. Stuehusets opvarmningssystem var også noget for sig selv. Der var ikke kakkelovne i stuerne som ellers var almindelig dengang, næh, der var en slags centralvarmeanlæg, der var baseret på varm luft:. l kælderen stod der en stor ovn eller kedel, fra den gik der kanaler af galvaniseret jernplade i krybekælderen under gulvene ud til stuerne, hvor de mundede ud i en rist i gulvet, her strømmede den varme luft op i stuen. Når luften var blevet afkølet, blev den ledet tilbage til kedlen gennem et andet rørsystem. Systemet fungerede ikke ret godt, det eneste sted i huset, hvor men kunne være sikker på, at der var varmt, var i fyrrummet i kælderen. Havde der været monteret en l i Ile blæser til at sørge for cirkulationen, kunne det sikkert have været meget godt, men der fandtes jo ikke elektricitet dengang. Alligevel affandt man sig med forholdene helt frem til 1939, hvor der blev installeret centralvarme med radiatorer og varmt vand, som v i kender det i dag. Det mest utraditionelle ved den nybyggede gård var de materialer, der blev brugt. Gården blev ikke muret op af brændte teglsten som ellers, men af cementsten, som blev fremstillet i cementstøberiet i Egebjerg, nu Egebjergvej nr. 176. Cementstenene, som for øvrigt er af god kvalitet, blev brugt til både formur og bagmur. Stuehuset fik også et tag af cementsten, de var dog rød­ farvede. Udlængerne blev tækkede med sort tagpap. De grå cement-huse blev ikke kalkede i de første mange år, det var ikke underligt, at går­ den fik navnet “Cementgården”. Et billede af gården fra 1912 viser tydeligt, hvor dyster gården tog sig ud her midt bakken uden beplantning omkri ng. Billedet er desværre af dårlig kvalitet, at det ikke kan gengives her i bladet. Efterhånden voksede haven og læbælterne op omkring gården, der imidlertid var blevet kalket hvid. Gården fik navnet “Højvang“, som blev malet stue­ husets facade, man har nok været godt træt af navnet “Cementgården”, men helt frem til ca. 1950 kunne man stadig høre navnet blive brugt af ældre mennesker.

Højvang på Egebjerg Bakke 1939

Højvang på Egebjerg Bakke 1939

Indretningen
I stuehuset var der tre stuer, køkken, bryggers, soveværelse og tre mindre værelser l. salen, men naturligvis ingen bad og toilet, det brugte man ikke dengang, der var et lokum i en af stald længerne. l stald­ bygningerne var der plads til ca. 20 kreaturer, 4 heste og ca. 30 svin. Svinestalden var indrettet sådan, at der var en lem fra hver sti ud i det fri, sådan at søerne kunne komme ud, men det var koldt om vinteren og det var svært at holde drikkevandet tøet.

Da jeg i 1965 byggede en ny svinestald med plads til adskillige flere svin, var det med højisolering af både gulv, vægge og loft og med indlagt centralvarme, dyrene kunne have det lunt og godt. Nu sender man igen svinene ud i kulden i små hytter ude på marken. Svinene har åbenbart en stor evne til at indrette sig efter menneskenes skiftende luner.

Som drivkraft til tærskeværk, kværn og hakkelsemaskine har der i tidens løb været brugt tre ting, først hestegang et fundament gårdspladsen har afsløret den senere var det en petroleumsmotor, som af sikkerhedsgrunde krævede et specielt indrettet rum, der leverede trækkraften indtil elektriciteten kom til Egebjerg i 1925. I førstningen måtte en stor transportabel el-motor klare det hele, senere kom der jo mange små motorer til.

Vandforsyningen kom fra en brønd på gårdspladsen, men ret tidligt blev der indlagt vand. Det foregik på følgende måde; Nede i brønden var der en pumpe, som ved hjælp af nogle aksler, remskiver og remtræk kunne trækkes af den store transportable el­ motor. Pumpen pumpede vandet op i en stor trætønde en gammel vin­ tønde – som kunne rumme ca. 400 l. Den stod oppe på staldloftet, når den var fuld, stoppede man motoren og der var vand til et par dage. Vandet kunne nu tappes fra en hane i bryggerset og en i stalden, som var for­ bundet med tønden på loftet. Det har sikkert været vild luksus i forhold til før, hvor man måtte bære vandet i en spand fra håndpumpen ude i gården. Men vandet har nu nok ikke været særlig koldt på en varm sommerdag, og der kunne måske også drukne en mus i vandbeholderen fra tid til anden. Johannes Mikkelsen drev går­ den til 1916, da solgte han den til Elisius Hansen.

Han handlede meget med ejendomme, hans kone fortalte, at de nogle gange flyttede til et nyt sted, før de havde nået at pakket ud efter den forrige flytning. Men her på Højvang blev de dog boende i 16 år.

I 1932 købte min mor og far Maren og Jørgen Pedersen gården. De kom fra en stilling som uddelere ved
brugsen i Honum ved Rask Mølle. De kom begge fra landbruget og brugte uddelerjobbet til at tjene penge nok, de kunne købe deres egen gård. Desværre fik min mor kun 11 år Højvang, hun døde i en alder af kun 57 år. Min far drev nu gården videre ti l 1951, hvor jeg, sammen med min kone Kirsten, overtog den i forpagtning. Efter min fars død i 1964 blev vi ejere af gården.

Udvidelser
Da nabogården “Skovgård i 1957 blev til salg, blev de 10 tdr. land, som nærmest Højvang, købt til, sådan at jordtilliggendet nu var 40 tdr. land. I 1965 blev der bygget en svinestald 280 kvm. 11 år senere i 1976 blev der bygget en kombineret lade og maskinhus på 240 kvm.

Men den største forandring skete nok i 1957, da hestene blev ombyttet med en traktor, det var ikke kun starten mekaniseringen, men det betød samtidig, at der ikke længere var arbejde til den medhjælper, som før kørte med hestene. Gården har siden fungeret som familielandbrug, hvilket betyder, at arbejdet bliver udført af manden og konen plus lidt fremmed hjælp ved spidsbelastninger. Med et dyrehold er det ensbetydende med 365 arbejdsdage om året, men hvad gør det, hvis man kan lide at arbejde med dyr?

Da produktionen var sit højeste, det var i 1970-erne, var der en årlig produktion ca. 115.000 kg. mæl k, 900 slagtesvin og ca. 20 stk. slagtekvæg.

I dag 1998 er den årlige produktion skruet ned til 25 stk. slagtekvæg.

Kilder:

  • Landsarkivet i Viborg
  • Hansted Sognearkiv: Svend Laursens artikel i bogen “Mennesker og steder i Hansted og Egebjerg”
  • Billede og kort udlånt af Hansted Sognearkiv
BROEN 11. årgang nr. 1 – august – september – oktober 1998
Lokalhistorie, landbrug, Egebjergvej

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *