“Mekaniker-skift”

Klik her eller på overskriften herunder for at se artiklen i bladformat

Mekaniker skift

I anledning af at Morten Therkelsen har lejet Autoværkstedet af Hauge Dahl, har Broens udsendte været på besøg for at få en snak med henholdsvis Hauge Dahl og Morten Therkelsen.

Dahl
Karen Dahl stammer fra Bindslev i Nordjylland
og Hauge Dahl stammer fra Klovborg.

Hvornår begyndte I med at sælge benzin her i Hansted?
Jeg begyndte her i Hansted 1961, da kom jeg som automekaniker fra Brande Motorkompagni. Jeg er ellers udlært i Egtved i 1956, derefter var jeg soldat i halvanden år.
Jeg var alene den første tid, men den 13. maj blev jeg gift med Karen, og så havde jeg en til at lave frikadeller til mig.
Vi fik en god arbejdsplads her, vi begyndte lidt småt og min første arbejdsmand var Leo Christiansen.
I 63 byggede vi til værkstedet, og så fik jeg min første lærling.
Så kom der mere og mere gang i værkstedet, jeg fik en lærling mere, således at jeg havde en ny lærling med to års  mellemrum. Vi fik også flere svende og til sidst var vi oppe på seks mand, hvoraf en var pladesmed.
I 1968 rev vi det gamle stuehus ned, og fik bygget et nyt.
I mellemtiden boede vi i et hus oppe i Egebjerg, som vi lejede af kommunen.

Hører stedet her til Hansted eller Egebjerg?
“Det hører til Hansted” siger Karen,” det ligger på den rigtige side af Åen”

Har I så haft benzinsalget altid?
Ja det har vi, det startede først med Esso, og så i 86 blev det lavet om til Statoil.
Vi sluttede så i 99, hvor tankene blev brudt op og i 2001 blev hele grunden renset, og der blev fyldt sand på, så i dag er der ikke nogen forurening på stedet.
Værkstedet havde vi i 40 ½ år, og det er jo i dag lejet ud til Morten Therkelsen.

Hvor stor er jeres familie?
Vi har to sønner og en datter og i alt fire børnebørn. De bor alle sammen inden for en afstand af ti kilometer, det er  dejligt at have både børn og børnebørn i nærheden, og det
er også rart for børnene, – når børnebørnene skal passes.
Det har vi jo tid til nu, da vi ikke har tanken mere.
Den 1. August 2001 lejede vi så værkstedet ud til Morten Therkelsen.

Hansted Autoservice
Luftfoto af Hansted Autoservice i 1960’erne.

Hvordan ser fremtiden så ud for jer?
Jo hvis vi må nævne i flæng, så har vi da nogle ting at se til.
Bilsalget hører os til, og så har vi jo også fårene, i år har vi haft syv lam, og de har alle været solgt på forhånd.
Så har vi et dejligt sommerhus i Sønderby, nu får vi også tid til det, at det ikke kun skal være i weekenden, nu kan vi også være der om hverdagen. Mens vi havde tanken kunne
Karen tage derned fredag aften, “siger Hauge,” så kunne jeg tage derned lørdag middag, og så kunne Karen tage hjem søndag morgen igen og passe tanken.”
Som sæsonbeskæftigelse sælger vi juletræer, og Hauge danser folkedans og går til gymnastik næsten hele året, mens Karen nøjes med at dyrke gymnastik.
Dertil kommer, at Hauge Dahl stadig har flyvecertifikat. Han har selv haft en flyvemaskine, som blev skadet ved en storm, i dag lejer han en Cesna 172 på Rårup flyveplads og herfra tager han sig en tur i luften.

Har I ellers nogle spændende oplevelser fra jeres 40 års virke her?
Ja den gang da hovedvejen gik forbi her, da skete der virkelig noget, det var mange gange at viadukten var for lille, så taget blev revet af lastbilerne.
Det er også sket at en lastbil er kørt i åen ovre på den anden side, og en gang kørte der en personbil i åen på den her side af vejen. Der skete så meget, at vi næsten dagligt måtte ringe efter ambulancen. Det er måske lidt overdrevet, men det var en anden trafik her før omfartsvejen blev lavet.
Noget andet husker vi også fra vi havde tanken, det var en af vores faste kunder, når han kom kørende i sin Ford, og kørte hen til tanken, blev han siddende oppe i bilen, og så sagde han. “Benzin, olie, vand og vinduesvask”, så måtte der en lærling ud og ekspedere ham. Han stod ikke ud af bilen.

Karen og Hauge Dahl er et par meget virksomme mennesker, i al den tid de har boet i Hansted har de flittigt deltaget i sognets anliggender, og fulgt med i alt hvad der skete.
Lad os håbe, at de får mange gode og aktive år endnu.

Frands Paaskesen.

mekanikere
På et tidspunkt var Hauge Dahl oppe på at have ansat seks mand.

ny ejer
Den nye mand ved roret i Hansted Autoservice, Morten Therkelsen.
For at kunne reparere de nyere biler, har han invisteret i en dyr
computer, som kan fortælle om fejl og mangler på bilen, når den er
tilsluttet bilens computer.

Hvornår overtog du Hansted Autoværksted?
Det gjorde jeg den 1. August 2001.

Er du glad for det?
Ja det er jeg, det skulle jeg nok have gjort noget før.

Hvad har du lavet før?
Jeg er udlært automekaniker hos Mercedes, ved C. Bohnsted Petersen her i Horsens.
Inden jeg kom hertil var jeg faglærer på Teknisk Skole.
Men autoafdelingen her blev nedlagt, og så fandt jeg ud af, at jeg godt kunne tænke mig at blive selvstændig, og så viste det sig at jeg kunne leje værkstedet her af Hauge Dahl.

Har I nok at bestille med at reparere biler?
Ja jeg er godt tilfreds. Jeg har en svend, det er for øvrigt den samme, som var hos Hauge Dahl, så har jeg en arbejdsdreng og så mig selv, og vi har ikke manglet arbejde.
Det er mit indtryk, at hvis man udfører et godt kvalitetsarbejde, til fornuftig pris, og man ikke lover kunderne mere end man kan holde, så har man også kunderne.

Du handler også med brugte biler?
Ja side ordnet med Hauge har jeg også bilhandel, og sammen med værkstedet har vi jo mulighed for at tage en brugt bil ind og renovere den, hvis det er nødvendigt.
For at hæve kvaliteten af arbejdet på værkstedet, og for at kunne reparere de helt nye biler har jeg investeret i en dyr computer. Ved at tilslutte den til bilens computer, kan den i løbet af et kvarters tid registrere samtlige fejl og mangler ved bilens mekanik og elektronik. Det er en stor hjælp for os.

Hvor bor du?
Jeg bor her i Egebjerg, sammen med min kæreste Sanne ,og vi har tre børn. Kent, Jeanet og Christian.
I min fritid træner jeg håndbold med et pigehold her i Egebjerg.

Ser du lyst på fremtiden Morten Therkelsen?
Ja det gør jeg. Jeg vil da indrømme at i bilbranchen kan det jo både gå op og ned. Men jeg må da sige, at jeg er blevet taget godt imod her i Hansted – Egebjerg, så det skal
nok gå.

Der er for mig ingen tvivl om at Morten Therkelsen, med det værksted og de initativer han er i besiddelse af, nok skal klare de bilreparationer der bliver her i Hansted – Egebjerg, også selv om han hører til på Hanstedsiden.

Frands Paaskesen.

Broen 14. årgang – nr. 4 

Juni – juli – august 2002
Lokalhistorie erhverv
 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *