Fyring og opvarmning under anden verdenskrig

Klik her og se artiklen i bladformat

Tekst af Peder Pedersen

Tekst af Peder Pedersen

Fyring og opvarmning under anden verdenskrig

 

I årene op til krigsudbrudet i september 1939 var den vigtigste energikilde kul, enten i ren tilstand eller forarbejdet til gas, koks og cinders. Der blev fyret med kul under dampkedlerne i skibene, på fabrikker, el-værker, ja, selv lokomotiverne på jernbanen kørte på kul. I hjemmene var det mest koks og cinders, som blev brugt til opvarmning. Koks og cinders fremkommer ved, at man knuser kullene og ved en destilationsproces udvinder gassen. Det tilbageværende brændsel er mere ensartet end kul, lugter mindre under forbrændingen og giver ikke så meget aske. Det var derfor langt det mest foretrukne brændsel til opvarmning. Gassen blev brugt i den kemiske industri og til madlavning i købstæderne, hvor der var indlagt gas. Kul, koks og cinders fik vi mest fra England og Tyskland.

 

Da anden verdenskrig startede i september 1939, blev der en mærkbar mangel på brændsel i Danmark. Tyskland og England, som begge jo var krigsførende magter, havde selv brug for deres kul, desuden var det svært at få den sejlet hertil, da der var miner i alle farvande. Der blev udstedt rationeringsmærker, så man kunne købe lidt. Men da Danmark blev okkuperet af tyskerne den 9. april 1940, var det helt slut med tilførslen af udenlandsk brændsel.Nu måtte danskerne til at se sig om efter andre muligheder, situationen blev yderligere forværret ved, at vintrene først i fyrrerne var usædvanlig kolde, temperaturen var i nogle perioder på minus 30° C og derunder.

Der hørte et stykke skov eller en tørvelod til de fleste gårde og ejendomme her i Hansted og Egebjerg. Medens det udenlandske brændsel endnu kom til landet i rigelige mængder og kunne købes til overkommelige priser, var der ikke stor interesse for hverken skovene eller moserne. Men nu blev der skovet træ og lavet tørv som aldrig før.

Tørv

Karl Emil Karlsen skriver i sine barndomserindringer fra Egebjerg:

Når arbejdet med høet var tilendebragt, var det tid til også at tænke på næste vinters brændsel, vi skulle ned i mosen for at grave tørv. Alle remedierne blev læsset på fjedervognen, til sidst madkurven og drikkevarerne, både termokaffe og skibsøl, det sidste skulle jo helst være så kold som mulig, og da vi jo dengang ikke kendte køletasker, blev flaskerne stukket godt ned i tørvedyndet, som var meget kold. Nu blev tørveprammen hævet, den var sidste år, da vi var færdige, sænket, det vil sige, at den blev fyldt med vand, så at den ikke skulle ligge og vindtørre og blive utæt. Så var vi klar til at begynde.

Begge ender af prammen blev fyldt med tørvejord, som blev gravet op. På den tomme plads i midten blev der nu med en ketsjer hentet blød dynd op fra bunden af tørvegraven. Dette blev nu med fødderne æltet sammen med den opgravede tørvejord. Når jord og dynd var æltet godt sammen, blev det med en skovl kastet op i en trillebør og kørt hen på liggepladsen. Her blev den tippet af i en form, som bestod. af en ramme med ti gange ti firkantede huller, altså gaven formfuld 100 tørv. Når formen var godt fuld og det hele glattet med en skovl, løftede man formen op og trak den et trip frem og var så klar til næste trillebørlæs. Efter ti formefulde havde vi tusinde tørv, så blev der sat en lille pilekvist i nr. et tusinde. Efter sådan ti runder blev der sat en større gren i nr. ti tusinde, vi skulle jo holde tal på dem, så at vi fik nok – halvtreds tusinde var, hvad vi skulle have til et års forbrug. Det tog cirka en uge at lave tørvene.

Efter endnu en uge var tørvene blevet så tørre, at de skulle rejses, det vil sige at de skulle stilles på højkant, så undersiden også kunne blive tør.

Da vi næsten altid var færdige med det samme arbejde på samme tid på alle gårdene, var det næsten som en aftale, at i denne uge skulle der graves tørv, så det blev næsten til en byudflugt, når vi så skulle spise eller drikke kaffe dernede i tørvemosen, ja, så råbte min far “Så spiser vi!” eller “Så er det kaffetid!”, hvorefter alle samledes på den plads, hvor hestene og vognene stod.

Efter endnu nogen tid, afhængig af hvordan vejret havde været, var tørvene så tørre at de kunne køres hjem. Det var et arbejde, der var ret tidskrævende, for der var en lang vej ned i tørvemosen, men hjem kom de da.

Ja, der blev gravet tørv i mosen som aldrig før. Egebjerg Kær summede af liv, lige så længe som sommeren varede, det gjaldt jo om at få brændsel nok til den kommende vinter, skriver Karl Emil Karlsen

Vi gravede tørv i fire-femår, så var krigen forbi og mosen var også tømt for tørvejord. Nu er der kun en stor sø at se, der hvor mosen var fortæller Johan Juul Nielsen.   foto: Peder Pedersen

Vi gravede tørv i fire-femår, så var krigen forbi og mosen var også tømt for tørvejord. Nu er der kun en stor sø at se, der hvor mosen var fortæller Johan Juul Nielsen. foto: Peder Pedersen

 

I mosen, som vi kan se på den østlige side af omfartsvejen, når vi kører herud mod Egebjerg, blev der også gravet tørv, men det skete på en mere industriel måde. Mosen var ejet af tre lodsejere, Henning Laursen, som boede på ejendommen Gl. Kirkevej nr. 41, Morten Mortensen, som boede på ejendommen Gl. Kirkevej nr. 10 og Aage Juul Nielsen, som boede på Kærvej nr. 10. Morten Mortensen og Aage Juul Nielsen var de første, som startede. Jeg har talt med Aage Juul Nielsens søn Johan Juul Nielsen, som i dag bor sammen med sin kone Agnes på Hanstedvej nr. 5.

Han fortæller:

Det hele begyndte med, at der blev rejst nogle elmaster fra fars ejendom og ned til mosen, så vi kunne få strøm derned. Derefter blev der købt en stor pumpe, som skulle tømme tørvegraven for vand.

Det viste sig, at tørvejorden lå i et lag på ca. 4 meter, øverst var der dog et lag sandblandet græsbevokset jord på ca. 40 cm, som skulle rømmes af først.

Det blev nu ikke til ret mange tørv det første år, for først skulle graven tømmes for vand og dernæst skulle vi have anskaffet en æltemaskine og en tipvogn med tilhørende spor. Da det var helt umuligt at købe nyt, fik Holger Jensen på “Egedal Maskinfabrik” til opgave at konstruere en maskine, som kunne ælte og presse tørvemassen. Det lykkedes også efter nogle forsøg og ændringer af konstruktionen. Men der skulle jo også bruges en tipvogn og nogle tipvognsspor til at transportere tørvemassen op af graven på, det var ligeså umuligt at opdrive. Hvad gør man så? Man går selvfølgelig til den lokale tømrer Jens Carl Hansen i Hansted og får ham til at lave en kasse af træ og nogle spor ligeledes af træ. Det lyder helt tåbeligt, men det lykkedes faktisk. Da Holger Jensen fik sat nogle hjul under kassen og overfladen af skinnerne var blevet beklædt med fladjern, gik det nogenlunde, men vi skulle passe på at underlaget – svellerne – var i orden, for ellers knækkede skinnerne og så væltede tipvognen. Til sidst fremstillede tømreren tre fladvogne, som skulle bruges til transport fra presseren og ud på liggepladsen.

Arbejdsgangen var nu den. Der stod to mand nede i graven og skovlede tørvejord op i tipvognen, som kunne rumme ca. et ton. Når den var fuld, blev den ved hjælp af en wire og et spil trukket op af graven til en platform. Holger Jensen havde lavet det så genialt, at vognen, når den kom derop, af sig selv tippede indholdet ud på platformen. Her stod så en mand og sørgede for at tørvemassen havde den rette konsistens, før den blev fyldt i presseren. Presseren var konstrueret med nogle roterende arme, som æltede massen, hvorefter den blev presset ud af et rektangulært rør (et pølsehorn). Her blev den stukket af i en passende længde, ca. 35 cm og flyttet over på en fladvogn med en til formålet konstrueret greb. Fladvognen, der kunne rumme 200 tørv og blev trukket af en hest, blev nu kørt ud til liggepladsen. Her blev tørvepølserne læsset af på jorden, til sidst slog man, igen med en specialkonstrueret greb, som havde fire skarpslebne grene, ned i hver blok og delte den dermed i fem tørv.

I begyndelsen var der fem mand beskæftiget med fremstillingen af tørv, senere blev antallet øget til seks. Man arbejdede på akkord, aftalen lød på 1,- kr./1000 tørv/mand. Det vil sige, at hvis man på en uge kunne fremstille f.eks. 150.000 tørv, var ugelønnen 150,- kr. ca. det dobbelte af en normal ugeløn på den tid, men så skulle der også arbejdes hårdt.

Tørvemasse fyldes i ælteværket fra skinnevogn; tre mand tager fra og lægger tørvene til tørring.

Tørvemasse fyldes i ælteværket fra skinnevogn; tre mand tager fra og lægger tørvene til tørring.

Ja, det var hårdt og varmt at arbejde i tørvene dengang, for nok var vintrene meget kolde først i fyrrerne, men somrene var tilsvarende meget varme og tørre. Det var ideelt for tørvefremstillingen, men det var hårdt for både folkene og hestene. Jeg husker, at hestene nogle gange var så udmattede af arbejdet og varmen, at de næsten var segnefærdige, vi vaskede dem af og gav dem en hat på for at skåne dem mest muligt.

Når tørvene nu havde tørret nogle dage, skulle de “kantes”, det vil sige at de skulle vendes så undersiden også kunne tørre. Det var som regel nogle koner fra Hansted og Egebjerg, som på den måde kunne supplere deres husholdningspenge.

Når tørvene så var helt tørre, blev de med en roegreb kastet sammen i strenge og var nu klar til afhentning. Tørvene blev afsat dels til mejeriet Egedal og Horsens Andelsmejeri, som begge var storaftagere, dels til brændselshandlere, men en del blev også solgt til private. Den store efterspørgsel efter tørv blev forstærket af de ekstrem kolde vintre, der var dengang. Det var svært at sige nej, når der om vinteren kom en mand med en tom sæk på sin cykel og tryglede om at måtte købe bare en sæk tørv, for nu var brændselet sluppet op. Selv sengene var lavet til brændsel. Så fik han en sæk tørv ude fra vores eget brændeskur, hjalp ham med at få den læsset på cyklen og så trak han af sted mod Horsens med den.

Vi gravede tørv i fire-fem år, så var krigen forbi og mosen var også tømt for tørvejord. Nu er der kun en stor sø at se, der hvor mosen var, fortæller Johan Juul Nielsen.

 

 

Johannes Kragh, som under krigen ejede “Egesholm”, gården som nu er revet ned, har engang i et interview til Mogens Kirkegaard fortalt om, hvordan han gravede tørv i Egebjerg Kjær.

Han benyttede samme fremgangsmåde som Johan Juul Nielsen herover har skildret, dog havde man her været så heldige at få fat på en rigtig tipvogn med tilhørende skinner af jern. Men ellers benyttede man også her selvkonstruerede maskiner. Dog var der den forskel, at her fandtes ikke el i nærheden så det blev nødvendigt at finde anden trækkraft. En traktor blev brugt til at trække ælteværket og et selvkonstrueret lokomotiv til at trække tipvognene. Dette lokomotiv har sikkert været noget af en seværdighed. Motoren var en Ford A, som havde siddet i en varevogn, den havde en trægasgenerator som drivkraft, det hele var monteret på en træramme, hvorunder der var monteret fire hjul, som ligeledes var af træ.

Igen et bevis på hvor stor opfindsomheden var under krigen, da det ikke var muligt at købe nyt.

Johannes Kraghs tørveproduktion blev hovedsageligt afsat til Horsens Mejeri, men der var også andre aftagere, både private og andre.

 

Når tørvene nu havde tørret nogle dage, skulle de "kantes", det vil sige, at de skulle vendes så undersiden også kunne tørre, fortæller Johan Juul Nielsen

Når tørvene nu havde tørret nogle dage, skulle de

 

Træ

er vel nok det ældste fyringsmiddel vi kender, og blev da også brugt i nogen udstrækning før krigen. Men da krigen kom, blev det et meget eftertragtet produkt. I hver kommune blev der nedsat et “brændselsnævn”, som skulle sørge for, at alle kunne få en del i goderne. De der ejede et stykke skov, skulle aflevere det træ, som de ikke selv skulle bruge og det kunne andre så søge om at få tildelt.

 

Arbejdet i skoven foregik udelukkende med håndkraft, træet blev fældet med en stor skovsav, et savblad på ca. to meter hvor der skulle en mand til at trække i hver ende. Når træet var væltet, blev stammen og de tykkeste grene savet i meterstykker, de stykker, der var for tykke, blev kløvet ved hjælp af kiler og en hammer. Herefter blev træet stillet op i “rummeter”, det vil sige i en stabel på en meters højde og så lang som den nu kunne blive, men først blev træet sorteret efter kvalitet. Det, der havde været så tyk, at det måtte kløves, blev kaldt “klov” det blev bl.a. brugt til generatorbrændsel. Det næstbedste hed “forgot” og det tyndeste, det som var på tykkelse med en arm, hed “knippel”. De tynde grene – toppen af træet – blev også udnyttet, det blev kaldt “kvas” og blev mest brugt til optænding. Når det hele så var blevet kørt hjem fra skoven, skulle det findeles, så det kunne bruges i kakkelovnen eller komfuret. Var man ikke så heldig selv at råde over en rundsav, var der to muligheder, enten selv at gå i gang med at save træet med en håndsav. Vi husker børnesangen: Save save brænde i aften får det ende.

 

Eller også kunne man køre træet ned til mølleren i Hansted Christian Christensen og bede ham om at save det. Derefter skulle det kløves og endelig stakkes, så det kunne tørre. De tynde pinde – kvaset – skulle også hugges i stykker på ca. 10 cm. Det foregik også med en økse og en huggeblok,

hvis man da ikke kørte ned på Egedal Maskinfabrik og lejede en kvashugger, men det krævede, at man rådede over en stor el-motor til at trække den. Det færdighuggede kvas blev også sat til tørre i en stak. Ja, hele træet blev udnyttet dengang, men ikke nok med det, roden eller stødet, som den blev kaldt, blev også taget med. Der var nogen, som havde specialiseret sig i denne opgave, de fik som regel træet gratis, når de selv ville gøre arbejdet, men det var også et arbejde for voksne mandfolk. Efter at have gravet roden fri, begyndte man at flække den med hammer og kiler, der var mange timers hårdt arbejde med sådan en rod, men så var det også træ med en god brændværdi, der kom ud af det.

Hvis man udelukkende brugte træ til opvarmning, skulle en husstand bruge fra 10-20 rummeter på et år.

Formbrændsel

var nok ikke så kendt her på egnen, men blev dog brugt i nogen udstrækning. Det blev fremstillet, hvor man havde de store mosearealer, bl.a. i Blaahøj. Fremgangsmåden var den, på et areal hvor der var tørvejord, harvede man i det øverste lag en gang om dagen til jorden var tilstrækkelig tør, herefter blev den læsset på en vogn og kørt til en presse. Her blev tørvemassen presset i piller, ca. 6 cm i diameter og 5 – 10 cm lange. Det var et ret dyrt brændsel og brændværdien var på højde med tørv.

 

Brunkul

Var vel nok det danskfremstillede brændsel, som kom det importerede brændsel nærmest. Det havde ikke så høj en brændværdi som de rigtige stenkul og lugtede noget under forbrændingen, men det var dog brunkul, som blev brugt i både DSB’s og Privatbanernes lokomotiver, kraftværker og mange andre steder. Der er forekomster af brunkul i egnen omkring Søby, Kølkjær og Fasterholt. Jeg har talt med en lokal mand der har været med til at bryde brunkul, nemlig vognmand Alfred Jensen som bor på Gl. Kirkevej,

 

Motiv fra Søby ca. 1955; en slæbeskovlsmaskine, som var den mest almindelige gravemaski i brunkulslejerne!  foto: Jørgen Pedersen

Motiv fra Søby ca. 1955; en slæbeskovlsmaskine, som var den mest almindelige gravemaski i brunkulslejerne! foto: Jørgen Pedersen

 

han fortæller:

Jeg begyndte at arbejde i brunkullene i Søby i 1940. I starten arbejdede vi under meget primitive forhold, der var ingen maskiner til rådighed. Kullagene lå i en dybde af ca. 15 – 16 meter, for at få fat på dem måtte sandet jo fjernes først. Det vi kæmpede mest med var grundvandet. Vi gravede dybe kanaler for få det til at løbe væk, men det var helt utilstrækkelig, ofte stod vi og gravede i vand til knæene. Men inden længe fik vi elektrisk strøm lagt derud, så kunne vi få pumper til at pumpe vandet væk og vi fik transportører og spil til hjælp ved gravearbejdet. Det er sådan, at kullene ligger i to lag, først kommer vi til et lag på to meter – overkullene – de er ikke så tunge og vi fandt ofte træstykker blandt overkullene, efter overkullene kommer der et lag på to meter, som består af klæg, herefter kommer der igen et lag kul ligeledes på to meter – underkullene – de er tungere og har større brændværdi end overkullene.

Det firma, som jeg arbejdede for, hed “Søbyværket”. Vi var ca. 110 ansatte og vi var delt op i kulhold med 16 mand i hver. Arbejdsgangen var den, de 15 meter sandlag blev først fjernet ved hjælp af to transportører, som var sat i forlængelse af hinanden, så de kunne række ca. 30 meter i alt. Derefter skulle kullene brydes, de blev gravet op med en skærvegreb og fyldt i en kasse, som derefter blev trukket op fra graven med et spil. Her kom de over en harpe, som sorterede kullene i tre størrelser, store kul, stokerkul og snus eller smuld. Endvidere blev de klassificeret i tre grupper, som kaldtes 17 kroners -, 19 kroners – og 21 kroners kul. Fra sortereren blev de på en trillebør kørt i et depot, herfra blev de læsset på hestevogne og kørt til stationen, hvor de blev læsset over i jernbanevogne. Den første tid måtte vi køre dem til Fasterholt, senere blev der lagt spor ud til brunkulslejet, der var fire læssespor. Der kom gerne et træk om morgenen, som skulle læsses, et om middagen og et igen kl. 16 det sidste træk skulle være læsset, før vi måtte holde fyraften, det skete, at klokken blevet om natten før vi var færdige.

 

Motiv fra Søby ca. 1955; læsning af brunkul med gummiged og transportbånd!  foto: Jørgen Pedersen.

Motiv fra Søby ca. 1955; læsning af brunkul med gummiged og transportbånd! foto: Jørgen Pedersen.

Arbejdsdagen var normalt på 10 timer, men det skete ikke så sjælden, at den blev på 16 timer. Søndag, jul, påske og pinse var der ikke noget der hed, det hele skulle bare køre, men så tjente vi også en god løn. Når vi læssede kul på banevogn, fik vi 1 kr. per ton, på en 16-timers dag kunne det blive til 112 ton. På søn- og helligdage fik vi 1,25 kr. per ton.

Motiv fra Søby sommeren 1990.     foto: Peder Pedersen

Motiv fra Søby sommeren 1990. foto: Peder Pedersen

Jo, der skete meget derude i Søby under krigen. Der arbejdede ca. 2.000 mand i brunkulslejerne, og de nåede at opgrave omkring 1.000 tønder land. Omkring halvdelen af arbejderne var fastboende, de havde enten købt hus i omegnen eller de boede i barakker, nogle boede i Herning og Ikast og kom hver dag med tog til Søby. Folk strømmede til fra hele landet, de kom fra Fyn og Sjælland, fra Sønderjylland og Nordjylland.

Jeg ved godt, man siger, at brunkulsarbejderne ikke bestilte andet end at drikke og spille på sekseren, men det passer nu ikke, for selvom der var nogle, der gjorde det, så var langt de fleste hæderlige og ordentlige mennesker, som knoklede hårdt for at tjene til sig selv og deres familie.

 

 

Del af Brunkulsmuseet i Søby sommeren 1990; tv. ses en typisk bolig for en brunkulsfamilie og th. butik med dagligvarehandel i forreste rum og beværtning i bagerste rum!  foto: Peder Pedersen
Del af Brunkulsmuseet i Søby sommeren 1990; tv. ses en typisk bolig for en brunkulsfamilie og th. butik med dagligvarehandel i forreste rum og beværtning i bagerste rum! foto: Peder Pedersen

Det var en farlig arbejdsplads, der skete desværre en del ulykker. Jordlagene er meget ustabile derude, ofte kan der pludselig ske et skred, som ingen kan forudse, og når vi arbejdede nede i så stor en dybde, var det ikke altid let at komme hurtig nok væk. Jeg husker engang, der skete sådan et skred, vi nåede alle at komme væk på nær en, han sad fast til lidt over knæene. Oppe på kanten stod en svingkran, som kunne falde ned i hovedet af ham når som helst, vi turde næsten ikke gå ud for at hjælpe ham, men vi gjorde det dog alligevel og kranen blev da heldigvis også stående. Der var også nogle, som fik arme og ben læderet i maskinerne, de var jo ikke så godt afskærmede dengang. Ved vejen mellem Arnborg og Herning er der en lille mindelund med navnene på de arbejdere, der omkom under arbejdet i brunkulslejerne. 

 

Ja, der var meget arbejde med at skaffe brændsel dengang, det er helt underligt at tænke tilbage på. Når vores brændsel i dag er sluppet op, ringer vi bare til et olieselskab, så kommer en stor flot tankbil og fylder vores tank op, hvis da ikke vi har indlagt gas og gassen ganske roligt kommer flydende ind til os gennem rørene fra gasfelterne ude i Nordsøen.

  

 

 

BROEN 10. årgang nr. 1  

 

 

august – september – oktober 1997 

lokalhistorie, erhverv, energi, råstofudvinding, krig, besættelse 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *