Månetider

Klik her og se artiklen i bladformat

Månetider


Af Hans Thomsen

Månen er mystisk. I årtusinder har jordens mennesker betragtet nattens dronning med ærbødighed, med nysgerrighed og frygt.

 

På nattehimlen ses en ustandselig kamp mellem månen og mørket. Til tider rykker mørket frem og sluger stadig større dele af månen, indtil den er udslettet. Men i triumf genopstår månen af intet, og den fine skønne nymåne begynder at vokse i herlighed frem mod fuldmånens sejr.

Man har også bemærket månens magt over jorden: Tydeligst var sammenhængen med tidevandets flod og ebbe, som man efterhånden forstod, var resultater af månens tiltrækningskraft over havene. Månens betydning for jordskælv hører stadig med til dens gåder. I årtusinder levede også den overtro, at der var sammenhæng mellem månetiderne og kvinders menstruationsperioder, der begge omfatter en cyklus

på godt 4 uger.

Mens solen tydeligt er den, der har magten over årets og døgnets gang, har man i mange kulturer alligevel følt, at natten med dens måne og stjernebilleder var lige så betydningsfuld for tidernes gang.

Tilsammen udgør måne og stjerner en levende og anskuelig kalender, så den tanke har været nærliggende, at livets gang på jorden blev bestemt fra nattehimlen. Ud fra himmelforskning beregnede man tiderne for årets arbejde, og man søgte også at forudse rigers og menneskers skæbne ud fra himmellegemernes indbyrdes stilling.

I ny og næ

Udtrykket “i ny og næ” opfatter vi som det ret tilfældige. Men fra først af betyder det netop det faste og sikre, nemlig de to månetider:

Ny = nymånetid, hvor månen er voksende, og Næ = nedadtid, hvor månen er aftagende. Mere nøjagtigt skelner man mellem 4 månetider: Nymåne, 1. kvarter, fuldmåne og Sidste kvarter.

Nattens himmelka1ender hjalp til at bygge bro over den store kløft mellem det lange solår og de korte flygtige døgn. Ordet måned betyder månetid og omfatter egentlig tiden fra den ene nymåne til den næste.

Helt nøjagtig bruger månen 29,53059 døgn til en omdrejning omkring jorden, og da man i kalenderen er nødt til at regne med hele døgn, fik man på den måde måneder med skiftevis 29 og 30 dage. Det gav nye problemer, når man derefter forsøgte at bringe harmoni mellem månetiden og soltiden, for et solår varer 365,2422 døgn, og når man heraf danner 12 måneder, bliver der 11 dage til overs. For igen at bringe orden i regnskabet mellem sol og måne, må man med mellemrum indsætte en ekstra “skudmåned”.

I den jødiske og den arabiske kalender har man stadig en tidsberegning, der i lige grad bygger på solens og på månens stilling på himlen.

I den vestlige verden har vi stadig en lille rest af månetiden i vor kalender i den måde påskedatoen bestemmes. Påskedag falder altid på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det betyder, at påskens og dermed også pinsens indtræden kan svinge mere end 4 uger fra år til år. Der kan tidligst blive påskedag den 22. marts og senest den 25. april.

Men ellers er vor kalender en ren solkalender, hvor alle måneder er strakt 1-2 dage, så deres samlede dagetal passer til et solår.

Månens fire faser dannede i sin tid grundlaget for månedens opdeling i 4 uger. Men også ugernes længde blev siden gjort uafhængige af månens udseende, og fik det faste dagetal på 7.

Først var man religiøs

Vore månedsnavne stammer alle fra oldtidens Romerrige. De ældste af navnene opstod flere århundreder før Kristi fødsel.

Nytårsmåneden Januar har navn efter en besynderlig Gud, Janus, dørvogteren med to ansigter, der vendte til hver sin side, så han kunne holde øje med både dem, der kom, og dem, der forlod huset. Udskåret i træ stod han ved hoveddøren i alle fine romerske hjem. Samtidig var han gud for årsskiftet, hvor fortid mødes med fremtid.

Februar har ingen sikker forklaring. Måske kommer det af februus og betyder rensemåned. Andre mener, at Februus er det samme som Pluto, underverdenens og spirekraftens Gud.

Marts er til gengæld krystalklar. Mars var kampens Gud og Romerrigets skytshelgen. Når netop denne måned fik det fornemme navn, skyldtes det, at marts fra begyndelsen var årets første måned. Flere århundreder senere flyttedes nytåret fra 1. marts til 1. januar.

April er lige så ældgammelt et navn som februar og lige så usikker i betydning. Muligvis kommer det af aperire, der betyder at åbne sig. For alt liv åbner sig i denne tid.

Maj har navn efter den gamle italienske naturgudinde Maja, og Juni er også kvindelig: Juno var romernes himmeldronning, gift med overguden Jupiter. Hun var frodighedens og ægteskabets gudinde.

Så blev man politisk

50 år før Kristi fødsel sørgede kejser Julius Cæsar for en stor kalenderreform, og efter hans død ærede senatet ham ved, at årets midterste måned kom til at bære hans navn, Julius.

Hans store efterfølger Augustus, der herskede, da Jesus blev født, ville ikke stå tilbage og bestemte, at den følgende måned skulle opkaldes efter ham.

Og dermed var det slut med kejsernes opfindsomhed. De følgende månedsnavne er nemlig kun tal. September, oktober, november og december betyder simpelthen den 7., den 8., den 9. og den 10. måned. Navnene skyldtes som allerede nævnt, at året endnu på den tid begyndte den 1. marts.

Det er også grunden til, at februar kun har 28 dage, da den som årets sidste måned måtte nøjes med de resterende af årets 365 dage.

Derfor er det også februar, som nyder godt af en ekstra dag, når vi hvert fjerde år har skudår med 366 dage.

Ugens dage i syd og nord

I Romerriget havde ugens dage navne efter solen, månen og de fem dengang kendte planeter. Sådan kom de til at hedde: Solens dag, månens dag, Mars dag, Merkurs dag, Jupiters dag, Venus dag og Saturns dag, Da den romerske kultur senere mødtes med den germanske, smittede navnene af hos os på den måde, at gudenavnene blev erstattet af de tilsvarende germanske gudenavne.

Søndag betyder soldag, og mandag er månedag. Men Marsdag blev hos os til krigsguden Tyrs dag, og Merkurs dag blev til Odins dag. Jupiter blev “oversat”til den mest elskede af nordens guder, den stærke Tor, og Venus havde en nordisk søster i frugtbarhedsgudinden Freja. Saturn er dødsguden og blev kun accepteret af englænderne

(Saturday), Mens tyskerne valgte det mere fredsommelige navn Sonnabend (=aftenen før søndag), og nordboerne valgte det endnu jævnere ord lørdag, der såmænd betyder vaskedag.

Og dermed er vi så fra vor kulturhistoriske himmelflugt vendt tilbage til det jævne jordiske for denne gang.

 

 

BROEN 9. årgang nr. 4

 

Juni – juli – august 1997 

 

Oldtid, mytologi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *