Landlig hygge i trediverne

Klik her og se artiklen i bladformat

Landlig hygge i trediverne

af Karl Emil Karlsen

af Karl Emil Karlsen

 

 

 

 

 

Karl Emil Karlsen er født i 1923 på den gård på Gl. Egebjergvej, hvor i dag Inge og Jens Kristensen bor. Karl Emil er søn af Nicolaj Karlsen, der i mange år var sognerådsformand i den gamle Lundum Hansted Kommune, han havde sine barndoms- og ungdomsår på  Gl. Egebjergvej. Han blev gift med Aase og overtog hendes barndomshjem “Lærkenfelt”. Aase fik desværre en alvorlig sygdom og døde i en alt for ung alder. Da så motorvejen i 1973 blev projekteret og anlagt lige op ad bygningerne og gennemskar markerne, så gården blev totalt ødelagt, valgte Karl Emil at rykke sine teltpæle op og flyttede, sammen med sin datter Lise Lotte og sin nye kone Ingrid til Sønderborg, som var hendes barndomsby. Der har de boet siden. Selvom Karl Emil i dag, bor 140 km. fra sin barndomsby har han dog stadig mange gode minder derfra og er en trofast læser af “Broen”.

Stille vinterdage

Hvor var det hyggeligt ude på landet dengang i trediverne. Jag og ræs, var ukendte begreber, det kunne ligeså godt være en by i Rusland som et bjerg i Japan. Nå, men jul, nytår og hellig tre konger er overstået, nu er det hverdag igen. Klokken er syv, vækkeuret ringer, det er tid at stå op, det går hurtigt med at komme ud af sengen, mælkekusken kommer om et kvarter. Udenfor er det koldt og mørkt, stjernerne blinker på den frostklare himmel, lidt sne er der også faldet i løbet af natten, den knirker under træskoene. I den kolde tid kan mælken godt holde sig dagen over, så det er morgenmælken og aftenmælken fra dagen før, der bliver båret ud til vejen. Det betød at vi kunne blive lidt længere under dynen, skulle morgenmælken med samme dag ville det betyde, at vi havde været nødt til at stå en time før op.

Først kommer vi ind i hestestalden, her er der dejligt lunt. Så snart vi tænder lyset, drejer begge hestene hovederne og misser med øjnene, de får nu deres foder. Inde i kostalden er der endnu varmere, det er ganske dejligt at sidde her i varmen og malke. Nu begynder kattene at vågne og komme frem fra deres natteskjul, nu er det deres “davretid”. Vi andre må først være færdige med malkningen, derefter skal køerne have kraftfoder, som de æder medens grisene bliver fodret, derpå skal køerne have roer. Når dette er overstået, ja, så er det vores tur. Inde i køkkenet er vores davre blevet beredt på det gamle tørve fyrede komfur, så her er dejligt varmt. Ved et fritstående ovalt køkkenbord, står der på den ene side en gammel lædersofa, her har min far og jeg vore faste pladser og vi er nu tilpas sultne til en portion friskkogt havregrød med sukker og en smørhul i midten. Herefter får vi kaffe og ostemadder. Derefter går vi ud og gør færdig i stalden.

Nu er julen jo som sagt ovre og hverdagen begyndt igen. Der kommer igen gang i tærskemaskinen og kværnen må også i gang igen for at lave grutning til grisene. Roebeholdningen begynder også at svinde, så vi går og skuler lidt til vejret, så snart der viser sig en lille mildning, må vi til at køre roer hjem fra marken. Det er et stort arbejde for jorden som dækker roekulen er jo frossen, og må hakkes af stump for stump med en hakke, men det går, vi får hestene spændt for vognen, de er kåde for de har jo ikke været ude af stalden siden jul, så det går bare derudad.

Hen ad klokken halv fire er det ved at være mørkt igen, og vi må ind i stalden for at fodre og malke. Ved sekstiden er vi færdige med aftenmalkningen, som er slut på dagens dont og vi står igen og ser op mod de samme stjerner på den frostklare himmel. Men hvor det dejligt fredeligt nu at kan gå ind til et aftensbord, efter endt dagværk

Vintersysler

Der er mange ting der skal gøres om vinteren i den stille tid, for eksempel skal stråtaget jo fornyes en gang imellem. Dengang købte man ikke tagrør som nu. Nej, vi lavede selv stråtaget, det var hvedehalm der blev brugt. Vi havde en maskine som blev kaldt en “tagribber” den havde en bom med nogle jernpigge, som roterede med ikke ret stor fart. Man tog ca. en fjerdedel af et neg og holdt den med aksene mod den roterende bom, der rev kernerne af, derefter blev roden den holdt med valsen for få revet de fine blade af stråene. Derefter blev der igen lagt et bånd om og bundterne blev lagt til side, indtil de skulle bruges.

Længere hen på vinteren, når dagene begyndte at blive længere, var det tid at tænke på sædekornet. Det skulle jo være helt rent, så nu kom rensemaskinen frem, et monstrum, som ikke er let at beskrive. Men det var en maskine der blev trukket med et håndsving. Den var forsynet med tre solde med forskellige hulstørrelser, foruden en blæser, som blæste avnerne fra. Det færdige sædekorn blev nu fyldt i sække af 100 kg. og båret op på loftet og stillet i rækker med lidt afstand imellem, så kattene kunne fange de mus, som ellers kunne sidde i ro og mag og gnave hul på sækkene.

Der skulle også skæres hakkelse til hestene, så der var nok til hele foråret, da der jo til den tid blev nok at gøre i marken.

Harverne blev nu kørt ned til smeden, tænderne skulle spidses, så de kunne gå i jorden og lave et godt såbed.

Forårsarbejdet

Så snart frosten var gået af jorden og væden var væk, så vi kunne køre på den, begyndte vi at strø kunstgødning. Var det stadig for vådt til at komme i marken, så kunne vi da med en skovl, gå ud i indhegningen bag gården, og sprede alle de muldskud som var kommen i vinterens løb.

Når markerne var helt tørre, blev der travlt, det gjaldt jo om at få sået så hurtigt som muligt.

Vi havde en syvmarksdrift, fire marker med kom, to med roer og en med kløvergræs. Var vejret med os, kunne vi harve en mark op om formiddagen og så den til om eftermiddagen.

Fjerkræhold

Nu kom hønsene ud igen. De havde hele vinteren gået inde i et mørkt hul, som vi kaldte “hønsehuset”. Det var så mørkt derinde, at hønsene knapt kunne se, at finde foderet, som følge heraf gav de heller ikke flere æg end at vi lige netop var selvforsynende. Vi havde altid to gæs og en gase. Fire ænder og en andrik. Alle kom ud, nu hvor det begyndte at blive forår. Gæssene og ænderne fandt vej ned til mosen, så snart vandet var isfrit. Ret længe varede det så ikke før de begyndte at lægge æg.

De blev samlet ind hver dag, og stillet på enden i en kasse med kom og vendt hver dag. Hønsene begyndte også at lægge flere æg, og så snart der var en som begyndte at skrukke, blev den lagt til at ruge. Hver rugehøne kunne ligge på fem gåseæg eller ti andeæg. Em kalkun gjorde dem selskab, den kunne ligge på tolv gåseæg, en ordentlig redefuld. Vi havde som regel 40 gæs og 100 ænder, de blev slagtede til henholdsvis mortensaften og jul.

Kreaturerne kommer på græs

Nu var græsset i indhegningen udenfor gården i mellemtiden blevet lang og begyndt at dufte, det gav uro i stalden. Derfor måtte vi i gang med at reparere hegnet, grave en ny pæl i hvor en gammel var knækket og udskifte pigtråden hvor den var rustet op. Nu kom så den spændende dag hvor vi kunne åbne stalddøren og lukke køerne ud. Det var en hel festforestilling at se på, de havde jo ikke været uden for en dør hele vinteren, så den første halve time var de ikke megen ro over dem. Så sagde min far altid, “så nu binder vi for kraftfoder sækken, hvad enten de giver lidt eller megen mælk, så er det rent netto det de giver”. Nogle dage senere kom ungkreaturerne ud, og når de havde stået i tøjer nogle dage, blev de trukket ned i engen. Alle gårdene havde en englod nede i kæret bag Hanstedgård. Her gik de hele sommeren, og kom først hjem når det blev koldt og skulle bindes ind for vinteren.

Nu tog dyrenes pasning ikke længere så meget af vores tid, men vi havde også meget andet der skulle ordnes. Staldgødningen skulle køres ud til de sidste roer. Det blev kørt ud og læsset af i bunker, som efterfølgende blev spredt, for til sidst at blive pløjet ned. Det gik der ca. en uge med. Når dette var overstået og de sidste roer var sået, ja, så kom der et pusterum, skulle man tro, men nej. I landbruget er der aldrig pusterum. Indtil roerne blev så store, at vi kunne køre i dem med radrenseren, var komet imidlertid spiret frem, men sammen med dem også tidslerne. Så måtte vi have fat i et tidseljern og gik ager op og ager ned og stak tidslerne af så langt nede i jorden som vi kunne, så var vi fri for at have dem i komet til høst. Det var et meget enerverende arbejde, men heldigvis gik agrene langs med landevejen, så der var altid noget at kikke efter.

Gården pudses op

For pinse skulle vi have gården pudset af, som vi kaldte det. Det vil sige at vi skulle have alt det løse puds skrabet af væggene og da de to af længerne var med bindingsværk med mange små tavler var det et ret stort arbejde. Når det løse puds var skrabet ud, skulle noget nyt klines ind, hvorpå der skulle kalkes igen. Derefter blev bindingsværkets stolper malet, tillige med døre og porte, og til sidst soklerne. Det var et stort arbejde, men det så også godt ud når vi var færdige.

Nu var roerne imidlertid blevet så store at vi kunne begynde at tynde dem ud, og så havde vi for resten nok at gøre med dem resten af sommeren, hvis der ikke var andet arbejde der skulle gøres.

Først i juni måned skulle vi ned i engen for at slå det græs som ungdyrene ikke kunne æde. Når det var vejret godt, skulle det stakkes og senere køres hjem. En mark med kløvergræs havde vi også, som skulle slås som hø, stakkes og senere køres hjem. Joh, arbejde manglede vi aldrig ude på landet.

Gården, hvor Karl Emil Karlsen er født og opvokset, på Gl. Egebjergvej beboes nu af Inge og Jens Kristensen! Det lille hus forrest var gårdens aftægtsbolig!

Gården, hvor Karl Emil Karlsen er født og opvokset, på Gl. Egebjergvej beboes nu af Inge og Jens Kristensen! Det lille hus forrest var gårdens aftægtsbolig!

 

 

 

 

 

Tækkemanden

Efter at roemarkerne havde fået en hurtig omgang efter agerkål og tidsler, var det nu tiden, hvor tækkemanden meldte sin ankomst. En vogn blev kørt tæt ind til huset, hvorefter vi så gik i gang med at rive det gamle tag ned, et arbejde man kunne blive godt beskidt af, især når det var et ladetag, for heri var alt støvet fra tærskemaskinen jo samlet. Når det så var kørt væk, fandt vi granstænger, reb og sidefjæle til vognen frem. Heraf blev der konstrueret et stillads, som blev anbragt under taget som skulle tækkes. Når tækkemanden var færdig med sit arbejde, var det tid til at køre høet hjem.

For enghøets vedkommende var det et ret stort arbejde, da er jo var langt ned i engen, vi kunne kun nå at hente to læs om dagen. Det var et ret stresset arbejde, men dejlig når det var overstået. Hvem, der ikke har prøvet det, kan ikke forestille sig hvilken vidunderlig duft der er når man nu går gennem stalden og loftet ovenover er fyldt med frisk, duftende hø.

September

Nu kom der en tid som jeg holdt meget af, stubjorden skulle skrældpløjes, en ganske tynd fure blev vendt rundt. Endnu var det jo sommer, og hvad var vel skønnere end at gå der bagefter ploven. fure op og fure ned, og høre lærken synge endnu, medens viberne fløj bagefter for at finde eventuelle oppløjede orm.

Her vil jeg lige fortælle en historie om hvor kloge dyr kan være. Den ene af vore heste, en lille rødskimlet hoppe, var heller ingen undtagelse. Når klokken var et kvarter over elleve om formiddagen, og igen et kvarter over fem om eftermiddagen, kom der en rutebil ad landevejen, og når den kom, passede det lige, at jeg kunne pløje tre omgange, så skulle jeg hjem til middag eller aften. Denne rutebil behøvede jeg nu ikke at holde øje med, for når tiden nærmede sig, gik den lille rødskimlede ustandselig og drejede hovedet så hun kunne holde øje med den. Når den så endelig kom, kunne hun så også tælle de tre omgange, som gik stærkt, men så stod hun der også, så skulle vi ikke mere. Ligeledes gik hun også og holdt øje med landevejen, når det var ved den tid, hvor min far kom med formiddagskaffe og eftermiddagskaffe. Nå, men nu gik så resten af eftersommeren med at harve og pløje jorden for at kvæle noget af ukrudtet.

Roehøsten

Den 1.okt. gik vi i gang med at bjerge roehøsten. Vi begyndte med fodersukkerroerne, det var et slidsomt arbejde, optagningen foregik med håndkraft, man tog i toppen og hev roen op af jorden, huggede toppen af med en roekniv og lagde både top og roer i rækker. Toppen blev kørt hjem i en silo, hvor det blev til ensilage, roerne blev kørt i en kule på marken. Hvis vejret var godt, kunne vi bjærge bederoerne på ca. ti dage. Derefter skulle der igen køres staldgødning ud og vinterpløjes. Den 1.nov. gik vi i gang med at tage kålroer op, men det gik nemmere, da vi her kunne bruge en hestetrukken optager.

I slutningen af november, kunne vi jo begynde at vente frostvejr, så skulle roekulerne dækkes med jord, i ca. en halv alen tykt lag (ca. 30 cm), det foregik selvfølgelig med en skovl. Selve toppen af kulen blev dækket af kastanjeblade, som vi rev sammen hjemme i alleen.

Den 1.dec. skulle vi være færdige med markarbejdet. Alle markredskaber skulle være hjemme, navnlig ploven skulle være rengjort og smurt ind med olie. Blev den stående ude på marken, fortæller sagnet, så kom Jerusalems skomager og satte sig til hvile på den julenat, hvorefter den blev forhekset og ikke kunne gå i jorden næste år.

Juleforberedelser

Nu hvor vi er kommet hen i december måned, skal vi til at tænke på julen. Der er mange ting der skal forberedes inden højtiden. Roehuset skal fyldes så der er nok til hen i februar. Vi skal have tærsket så meget, at der er både kom og halm nok til dyrene, der skal skæres hakkelse til hestene, og males grutning til grisene. Ifølge gammel overtro må ingen maskiner køre rundt mellem jul og nytår. Omkring den 19. og 20. december slagtede vi ænder og gæs, det samme gjorde vi den 9. og 10. nov. Det er al det fjerkræ, som blev ruget ud og opdrættet i sommerens løb. Min mor havde i årenes løb samlet sig en fast kundekreds, der hvert år fik ænder og gæs, til mortensaften og jul. En tredjedel blev slagtet til mortensaften, og resten til jul. Der var nogle firmaer inde i Horsens, som kunne aftage op til ti gæs og tyve ænder, de brugte dem som julegave til personalet. Andre blev solgt enkeltvis i Hansted og Egebjerg. Det var et mægtigt stort arbejde, der som sagt stod på i to dage. Plukningen foregik ude i kostalden, her var jo dejligt varmt. Vi sad gerne fire mand rundt om et stort trækar, som dun og fjer kom i. Når gæssene og ænderne var plukkede kom de ned i vaskehuset, her var gruekedlen imidlertid kommet i kog. Nu blev de gnedet ind i pulveriseret harpiks, og derefter dyppet i det kogende vand. Harpiksen brændte nu sammen i en kage, så man ved at stryge den af med hænderne fik resterne af fjer og dun af, det var anden behandling.

Situationsbillede fra 1935. Den unge mand til venstre er Karl Emil; manden til højre er Egon Nielsen, som var karl på gården fra november 1934 til november 1935! Egon Nielsen bor i dag sammen med sin kone Sigrid på As

Situationsbillede fra 1935. Den unge mand til venstre er Karl Emil; manden til højre er Egon Nielsen, som var karl på gården fra november 1934 til november 1935! Egon Nielsen bor i dag sammen med sin kone Sigrid på Askeholm nr. 23!

 

 

 

 

 

Nu kom de ind i køkkenet til tredje behandling, her blev alle de resterende pikke møjsommeligt hevet ud med en skrællekniv, de yderste vingeled blev skåret af, og til sidst blev de vaskede i sæbevand, fik et stykke pergamentpapir bundet om slagtesåret på halsen, og til sidst blev de vejet. Det var to drøje dage, der ofte strakte sig til langt ud på aftenen, men resultatet var også godt.

Ænderne og gæssene så næsten ud som var de lavet af marcipan, når de hang der på rad og række. Udbringningen var heller ikke noget lille arbejde, vi havde jo ingen bil dengang, så ænderne og gæssene blev stuvet i store bagerkurve og vi måtte så med rutebilen ind til Horsens. Hjemme omkring gik det på cykel. Arbejdet med fjerkræet var det største af juleforberedelserne.

Slutteligt skulle der fejes spindelvæv ned i staldene og kalkes lidt. Til sidst blev der sømmet grangrene på stolperne, dyrene skulle jo også mærke at det var jul.

Således er vi så derhenne hvor vi begyndte, det er jul og vi går og hygger os lige til hellig tre konger. Måske i længden lidt trivielt, men hyggeligt var det. Vi var ikke stressede dengang.

Ovenstående erindringer er en del af en længere fortælling som, efter aftale med Karl Emil Karlsen, er bearbejdet/forkortet for Broen af Peder Pedersen!

 

Interesserede læsere kan i Fra det gamle Lundum-Hansted, udgivet af Lokalhistorisk Studiesamling for Hansted Sogn, læse Karl Emil Karlsens erindringer Fra min skoletid om Egebjergskolen og lærer Fischer. Fra det gamle Lundum-Hansted kan stadig købes for det beskedne beløb af kr. 59,90/stk ved henvendelse til Peder Pedersen eller Mogens Kirkegaard!

BROEN 9. årgang nr. 4 

juni – juli – august 1997 

Lokalhistorie, erhverv, landbrug, 1930-erne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *