På vandretur gennem Hansted Skov

Klik her og se artiklen i bladformat

På vandretur gennem Hansted Skov
med Ole Schmidt

En geografisk, biologisk og historisk vandring
foto: Niels Bjerregaard

Hansted skov er på 131 ha. Skoven er opdelt i tre ejerforhold mellem Horsens Kommune, Hansted Hospital og en række private lodsejere, den såkaldte bondeskov.

Vandværkssøen

er dannet ved, at Tolstrup å er opstemmet for at danne en møllesø, der kunne levere energi til driften af de to møller, som blev bygget her.

Førstegang man hører om møllerne, dels en kornmølle og dels en valkemølle, er i 1565, hvor Holger Rosenkrands til Boller skænker dem til en tidligere samleverske. Møllerne handles en del med. Omkring 1700 kommer kornmøllen ind under Hanstedgård. Valkemøllen er i mellemtiden blevet revet ned.

Fra 1784 til 1862 er møllen forpagtet ud. Det må have været en ganske god forretning at have en kornmølle. Fra en folketælling i 1834 ved vi, at møllen brødfødte 19 personer. I 1874 købes møllen til nedrivning af Horsens kommune. Man ønsker nemlig at opføre byens første mekaniske vandværk her, da man vidste, at området er meget vandrigt. Dæmningen, hvorpå vejen går, blev forhøjet, hvorved der blev lavet en større sø, så man kom til at råde over mere vand/energi.

Vandværket kom til at fungere i ca. 100 år, inden det blev afløst af Højballegårdværket I dag kommer ca. 90 % af Horsens’ vand her fra området.

Den grønne plads

I går nu gennem den røde bom og videre ad stien langs med åen til I kommer til den grønne plads.

Pladsen er et meget besøgt udflugtsmål for omegnens befolkning. Nord for pladsen, oppe i skoven, lå pavillonen. Den blev opført i 1906 som sommerrestaurant I aviserne kunne man se annoncer der omtalte området som “Det danske Schweitz”.

I 1955 blev det besluttet at rive pavillonen ned, da den var i meget dårlig stand. Medvirkende til beslutningen var også, at driften ikke mere var rentabel. Det eneste spor, der er tilbage, er den sekskantede sokkel efter en salgsbod.

Jeg har fået oplyst, at vinduer, døre og gulvbrædder fra pavillonen blev brugt til at bygge et sommerhus af i Sejs, og at huset stadig eksisterer.

Sandfanget

I følger stien videre langs åen, som I har på jeres venstre hånd, og passerer sandfanget, som blev anlagt efter sidste opmudring af søen. Systemet i et sandfang er, at man laver en udvidelse af åen, således vandet får et langsommere løb og derved mister sin transportevne, så sand, jord og mudder bundfælder sig her. Sandfanget tømmes en gang om året.

Længere omme, hvor stien deler sig i to, ja faktisk i tre, har der gået en betonbro over åen. Den er faldet sammen, og det eneste spor der er tilbage, er nogle store sten og en jerndrager. Broen forbandt Egebjergsgårds jord.

Landskabets opståen

Herfra er der en god udsigt til de stejle skrænter som omkranser åen. Her får man et godt indtryk af, at man står i bunden af en dal, hvorigennem åen snor sig. Man kan se de dybe V-formede smeltevandsdale, der skærer sig ned i landskabet og bryder den markante overgang mellem flad mark og stejle skrænter.

Landskabet er dannet i den sidste del af sidste istid. Man må forestille sig, at isen dækkede hele området op til Ejerbaunehøjbuen mod nord og ind til Vorbjerg i vest, samt store dele af Bjerre herred i syd.

Klimaet blev langsomt varmere, og isen begyndte at smelte. Smeltevandet søgte mod de lavere liggende områder. Efterhånden som afsmeltningen tiltog, spulede smeltevandet sig dybere og dybere ned i undergrunden og efterlod den overflade, vi kan se i dag.

Da isen var borte, efterlod den et helt nøgent landskab uden nogen form for vegetation. Et sådant landskab er meget sårbart for ydre påvirkninger så som vind og regn. Her blev de dybe V-formede sidedale skabt.

I følger stadig stien langs åen. Stien befinder Sig her på en ret smal hylde mellem åen og skrænten, som bliver brudt af de dybe smeltevandskløfter. I kløfterne er stier og veje anlagt, da det er et nemt sted at passere skrænten på.

Biologien

Det stykke skov, I passerer, består mest af elle- og asketræer. Elletræer vil helst stå med rødderne i vand, så de står helt ude ved åbrinken. Askene vil gerne stå fugtigt, men ikke vådt, så de står oppe omkring stien.

Går I turen om foråret, vil I opleve den stærke løglugt, som hænger over området Lugten stammer fra ramsløg, som vokser langs med åen i stor mængde.

I det tidlige forår kan man plukke de friske blade og bruge dem i madlavningen i stedet for løg og purløg. Tag lidt forsigtigt, da smagen er meget stærk.

Fredsskovforordningen

Hvor vejen går ned til Bagkær mølle, drejer I til højre op ad bakken. Hvor bakken flader ud, deler vejen sig i to. Her drejer I til venstre langs med fredsskovgrøften. Fredsskovsgrøften var et skel mellem agerland og skov, et skel der ikke kunne overses.

I slutningen af 1700-tallet var Danmark næsten ryddet for skov, der var kun ca. 2 % skov tilbage. Staten/kongen indså, at det ikke kunne blive ved at gå med ødelæggelserne af vore skove, hvorfor man hentede en tysk forstmand, Von Langen.

Von Langen gennemrejste landet og så hurtigt, hvor problemerne lå. Vore skove blev brugt til kreaturgræsning og høslet, hvilket betød, at al opvækst af nye træer blev ødelagt. Derudover fældede man mange armtykke træer til hegning af markerne. Hvad der fik lov til at gro op, skulle dække landets forbrug af tømmer og brænde.

Der blev lavet en lov, Fredsskovforordningen af 1805, som reddede vore skove fra total ødelæggelse. Kreaturgræsning og høslet samt fældning til hegn blev forbudt, og der skulle genplantes ved fældning.

Problemet var blot det, at en del gårde havde en hævdvunden ret til at bruge skoven, og den ret ville de ikke frivilligt give fra sig. Mange steder, bl.a. her, løste man det ved, at de gårde, der kunne beviste deres rettigheder, fik tildelt et stykke skov. Derved opstod små private lodder, bondeskoven.

Ræv og grævling

På jeres venstre hånd har I granskov, som strækker sig ned til åen. Skrænten her, er et yndet tilholdssted for grævlinge og ræve. Ræven ser vi desværre ikke meget til. Der er i skrivende stund, mig bekendt, ingen beboede rævegrave i skoven.

Til gengæld er grævlingebestanden steget en del. Om det er mangelen på ræve, eller det er fredningen, er vanskeligt at sige, da de to ting var sammenfaldne.

Ræveskaben, som tog meget hårdt på rævebestanden specielt i Jylland, er åbenbart ikke overvundet her. Jeg ved, at der i Egebjergområdet er to rævegrave, hvor der har været unger i i år. Det er så at håbe, at ungerne vil slå sig ned i skoven. Der er plads nok, og de er savnede.

Vandstæren

Længere fremme går vejen over i en sti, som skråt til venstre går ned ad skrænten. Til venstre for åen ligger Gedved rensningsanlæg. Det er en stor leverandør af vand til åen.

Vejen går på dette stykke tæt ved åen. Her er der fra november og til april god mulighed for at se vandstæren, som er her som vintergæst. Om sommeren ruger den i det nordlige Skandinavien. Vandstæren er lidt mindre end en solsort, sort med hvidt bryst og en lille op i luften stikkende hale. Ofte vil man se den siddende på en sten ude i vandet, hoppende op og ned, mens den spejder efter fisk. Får den øje på en, hopper den på hovedet i vandet og fanger fisken med næbbet.

Gamle graner

Ud for dambruget drejer der en sti fra, mærket tydeligt med blå pile, op ad skrænten. Når I har kæmpet jer op, står I på Dorthe Hans datters vej.

Til venstre kan I se den gamle skovfogedbolig, som nu er privatbolig, hjemsted for Hansted Jagtselskab og frilandsgartneri.

I drejer til højre ad vejen og går nu gennem et stykke skov domineret af store bøge på nær det sidste stykke, inden I møder Fru Haves vej. Efter fældningen af de gamle og udvoksede graner, plantede man omorika graner her. Her drejer I til venstre ad Fru Haves vej. Et lille stykke nede ad vejen har I en indhegning på jeres venstre hånd. Her står et af skovens ældste og største grantræer – der var to.

Jeg blev ofte spurgt om alderen på træerne, men kunne ikke svare, indtil vinteren 1993. Der skete nemlig det, at der i august 1992 gik et voldsomt tordenvejr hen over egnen, og et lyn slog ned i den ene af granerne og kløvede den til roden. I februar 93 knækkede en storm toppen at træet, hvorfor det blev fældet.

Jeg skar en skive af træet, så tæt på roden jeg kunne. Samtidig skulle jeg have marven og bark med, så der kunne tælles åreringe. Tællingen viste, at træet var fra 1882, altså 110 år, inden det faldt. Samtidig viste åreringene, at træet ikke var vokset ret meget under 2. verdenskrig, samt at tilvæksten var stoppet omkring 1982. Det træ, der står tilbage, er altså 114 år.

Et lille stykke længere fremme drejer I til højre ad Døve Dorthes vej. På jeres højre hånd har I et stykke rødgran under opvækst De gamle graner, som stod her, væltede i den storm, som også væltede Rold skov. Snart passerer I et stykke, hvor der er nåletræer på begge sider af vejen. Efter dette stykke, går I ned i en lille slugt med en grøft i bunden. Det er starten på en af smeltevandsslugterne, som ender nede ved åen.

3-4000 år gamle gravsteder

I denne del af skoven ligger der en del gravhøje. For nogle år siden gik jeg området igennem med arkæolog Orla Madsen fra Horsens Museum. Han mente, at højene oprindeligt stammede fra Bondestenalderen – ca. 4000 til ca. 2000 f.kr. – og at der var op til 5 forskellige begravelser i dem. Jeg foreslog straks en udgravning for at se, om det passede. Det blev venligt men bestemt afslået, da højene ligger godt, som de ligger.

Første begravelse har været en almindelig jordfæstegrav. Anden begravelse har været på jordoverfladen eller let nedgravet, hvorefter der er bygget en lille høj – en tue – over den døde. Tidsmæssigt bevæger vi os op i Bronzealderen – ca. 2000 til ca. 500 f.kr.

Ved tredje begravelse har de placeret kisten med den døde på jordoverfladen. Derefter er der opbygget en høj af græstørv over kisten. Den tidligere høj indgik som fyld i den nye. Omkring højens fod satte de store sten for at forhindre udskridning.

Senere i Bronzealderen ændrede gravskikken sig til, at de døde blev brændt på bål. Ved fjerde begravelse, gravede de ind i siden på højen og byggede en lille stenkiste, af flade sten, til resterne fra ligbålet. Ved femte begravelse kom de resterne fra ligbålet i en urne, som blev sat ind i siden på højen.

Går man op på en af højene, vil man ofte se en fordybning i toppen, hvilket indikerer, at højen på et tidspunkt, måske ret kort efter begravelsen, er blevet plyndret for værdier.

Døve Dorthe

Den største af højene hedder Døve Dorthes høj. Den er opkaldt efter stifteren af Hansted Hospital, Dorthe Hansdatter Lottrup. Hun blev født i 1657 i Gudbjerg præstegård på Fyn. Som 15-årigkom hun til en faster i Horsens for at lære stor husførelse.

Her mødte hun den velhavende købmand Anders Jensen Tonbo, som hun giftede sig med i 1680. I 1684 købte de Hanstedgård, som de forpagtede ud, og blev selv boende i Horsens. Dorthe syntes ikke altid om den behandling, bønderne fik, og det endte med, at hun selv overtog gårdens drift. I 1696 tog de fast ophold på gården og begyndte samtidig at opkøbe jord, som lagdes ind under Hanstedgård.

1705 døde Anders Jensen Tonbo, og Dorthe sad alene tilbage, da hendes børn alle var døde som spæde. Samme år lavede hun en fond med det formål at få bygget og drevet et hospital/plejehjem i Hansted. Pengene til fonden skulle komme fra indtægterne fra de tre “ejendomme”: Hanstedgård, Hansted og Lundum kirker, som hun ejede. Hospitalet skulle have plads til 24 fattiglemmer.

l 1710 solgte hun sine ejendomme i Horsens, og for indtægterne herfra oprettede hun legater til uddeling blandt byens fattige børn, som skulle bruge pengene til uddannelse. 1711 døde Dorthe, inden hendes livsværk, Hansted Hospital, blev påbegyndt. pet skete først i 1712.

Det spøger

Det første, jeg hørte om Dorthe, var, at hun spøgede. Jeg har ellers altid lært, at det kun er onde mennesker, der ikke kan finde fred i graven. Så der var noget, som ikke passede. Det Dorthe havde lavet, var, for mig at se, godt.

Jeg gik på biblioteket for at se, om jeg kunne finde noget om hende. Det kunne jeg. Blandt andet fandt jeg omtalen af en sag fra 1703, hvor hun havde været i strid, om noget jord, med nogle skolefolk fra Århus. l et brev omtalte de hende som, citat: gammel, simpel, lidet oplyst, ikke videnskabelig, en del isoleret fra al kultiveret omgang, stædig og en stokdøv kone.

Er det dette skudsmål, der har holdt sig og har gjort hende til et dårligt menneske?

Sagnene, om at hun spøger, har holdt sig. Det fortælles, at hun nytårsaften kører rundt i stuerne på Hanstedgård i en karet forspændt to heste.

Samme nat kan hun kaldes op af sin kiste. Løber man syv gange rundt om Hansted kirke, hvor hun ligger begravet i krypten, og råber: Døve Dorthe stå op, skulle hun vise sig.

Hver nat, ved nymåne, kører hun gennem Hansted skov i en karet forspændt fire hovedløse heste. Turen går her til højen, som hun kører rundt om. Hvis hun møder nogle personer, forgør hun dem, hvorved de farer rundt i blinde indtil daggry, hvor forgørelsen ophæves.

Gennem bøgeskoven til kærlighedsstien

l går nu videre, indtil l møder Fru Haves vej. Her drejer I til venstre og fortsætter mod skovleddet. Fru Have har fået sin vej i skoven, fordi hun sammen med sin første mand købte Hanstedgård, undtagen skoven, fra Hansted Hospital i 1905.

Lige før leddet står, på jeres højre hånd, et af skovens største bøgetræer, om ikke det er det største. I går gennem leddet og passerer Fredsskovsgrøften. Lige herefter drejer I til højre ad en skovvej, som er markeret med gul pil.

Denne vej følger I, til I støder på en større tværvej, som I følger et lille stykke til venstre. I passerer her et stykke nyplantet bøgeskov. Hvor det holder, går der en smal sti fra til højre. Den følger I ned ad skrænten, til l møder et stikryds. Her drejer l til venstre og følger Kærlighedsstien til P-pladsen ved søen.

Det sidste stykke skov, I passerer, har kommunen fældet meget i sidste vinter. Der har faktisk været tale om en rendrivning af stykket. Jeg har lige fået oplyst, at det er Kommunens hensigt at tilplante det med eg.

 

Pump cyklerne

Jeg håber, I har haft en god tur og måske set på skoven med andre øjne. Jeg kan oplyse, at l har gået ca. 7 km.

l næste nummer af Broen vil jeg lede jer ud på en ny tur i området. Da denne tur har været til fods, vil den næste tur blive på cykel.

 

 

BROEN 9. årgang nr. 2

 

December – januar – februar 1996/97

 

Natur, geografi, biologi, historie, Egebjerg sø

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *