Gravens Planteskole 1946-1996

Klik her og se artiklen i bladformat                   NB   siden er under opsætning – mangler bl.a. billeder

Gravens Planteskole 1946-1996

Da vi, i 1946, havde søgt langs hele den jyske østkyst, fra Hadsund til Lillebælt, fandt vi ejendommen på Vandmøllevej 2 i Hansted som den mest velegnede til at oprette en planteskole på.

Sådan lød det fra Erling Graven i et interview i 1986.

Erling Graven

er født i Vrå i Vendsyssel i 1910 som søn af Chresten Graven Jensen, der drev gartneri og planteskole der i byen. Da Erling Graven var 2 år flyttede familien til Brønderslev. Efter endt skole gang, arbejdede han med i gartneriet. Senere fik han arbejde hos en gartner i Kjellerup. Derefter var han i et handelsgartneri i Hjørring, derfra til et blomstergartneri i Haslev. I 1931 fik Erling Graven lyst til at se noget mere af Europa. Først gik turen til Aalsmeer i Holland, hvor han havde arbejde to steder. I 1934 rejste han til Schweiz, hvor han arbejdede et halvt års tid. I 1935 kom han tilbage til Danmark og begyndte på havebrugsstudiet på Den kgl. Veterinær og Landbohøjskole, hvor han den 26. feb. 1938 dimitterede som hortonom.

Den første stilling han havde efter endt uddannelse var ved Fællesudvalget for Frugtavlsøkonomi. I begyndelsen af 1939 fik han ansættelse ved Hedeselskabet. Der arbejdede han med planlægning og opmåling til læplantning i Vestjylland. I maj samme år, blev han med kort varsel flyttet til Hedeselskabets afd. i Brande, for at lede arbejdet der. 23. juli blev han gift med Wera Goldschmidt.

Wera Goldschmidt

er født i Ålborg i 1910 som datter af ingeniør Otto Peter Traugott Goldschmidt. I 1912, flyttede familien til Petrograd (Skt. Petersborg) i Rusland, hvor faderen arbejdede som ingeniør. Da den russiske revolution kom i 1917 blev det meget vanskelige tider. Det kneb meget at skaffe fødevarer, en dag kom faderen således hjem med en sæk havregryn, som han trods alt havde skaffet, det viste sig senere, at sækkens indhold var fordærvet. Der var altid kø ved butikkerne. Vi havde en russisk tjenestepige, fortæller Wera Graven, hun sagde, det er bedre at jeg går ned og står i kø, for hvis I gør det, kan man straks se at I ikke er russiske og så kan det være I ingenting får.

Familien valgte nu at rejse tilbage til Danmark. Selvom Wera kun var 7 år, havde hun alligevel lært at tale det russiske sprog, hun kan stadig huske nogle få russiske ord. Farnilien Goldschmidt flyttede nu til Skovshoved, de boede i et fiskerhus, hvor der var meget trange forhold. I 1919 mistede Wera sin far, det var et hårdt slag for familien. Wera gik i skole i Frk. Kochs Pigeskole, først i børneskolen, senere tog hun realeksamen samme sted.

I 1927 rejste hun til Frankrig som au pair-pige, her var hun godt et år. I 1929 gik turen til England, her var hun ligeledes au pair-pige, men kun i ½ år.

Efter at være rejst tilbage til Danmark, startede Wera Goldschmidt i 1931 på en uddannelse som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, den uddannelse måtte hun desværre opgive, da hun var så uheldig at blive smittet med tuberkulose. Det gjorde henne uarbejdsdygtig i over et år (15 mdr.). Herefter kom hun på Købmandsskolen og fik handelseksamen der. Efter endt uddannelse, arbejdede Wera Goldschmidt som lægesekretær på Finseninstitutet.

De første år

Wera Goldschmidt og Erling Graven blev, som nævnt, gift i Brønderslev kirke den 23.juli 1939. Da Erling Graven, på det tidspunkt, var ansat ved Hedeselskabets afdeling i Brande, blev deres første hjem der. Men i 1942 blev afdelingen i Brande nedlagt og flyttet til Tvilum Skovgaard ved Fårvang. Den 1. okt. blev Erling Graven ansat som bestyrer der. I 1944 kom planteskoleejer N. Andersen fra Hjørring og spurgte Erling Graven, om han ikke kunne tænke sig at komme op til ham, han havde det ikke så godt, og det lå i luften, at en overtagelse kunne komme på tale, ad åre. Vi havde det godt ved Hedeselskabet, siger Wera Graven, men vi havde et brændendeønske om, at få “vores eget”, så vi sagde, ja tak, og flyttede til Hjørring. Inden længe stod det dog klart, at Erling Graven og N. Andersen ikke kunne arbejde sammen, Erling Graven sagde sin stilling op og begyndte, at se sig om efter et egnet sted til at starte en planteskole.

Vandmøllevej

Efter at have søgt langs den jyske østkyst, fra Hadsund i nord til Lillebæltsbroen i syd, fandt Erling Graven ejendommen Vandmøllevej 2 i Hansted bedst egnet til en planteskole. Dels var jorden ideel og dels var der større bygninger end der normalt var til en landbrugsejendom, det skyldtes at ejendommen var bygget til gartneri, gartneren hed Søren Frandsen.

Her kommer Wera Graven med et lille hjertesuk. Vi havde set på en ejendom ved Hadsund, hvor der var udsigt til vandet, jeg har altid godt kunnet lide vand, så der ville jeg gerne bo, men jorden til ejendommen var ikke så god, så den handel blev der ikke noget af. Nu har jeg så boet her i Hansted i snart 50 år, og det eneste vand jeg har kunnet se, er en lille bitte stump af Hansted å.

En vanskelig start

Det var Erling Gravens plan, at han ville lave skovplanter, men jorden viste sig at være i en dårlig stand, den var udsultet og befængt med kvikgræs, så det kunne ikke nytte noget at så små forstfrø lige med det samme, så det blev til frugttræer og roser i første omgang. Der kunne man bedre rense og hakke imellem, der fandtes jo ingen kemikalier dengang, som kunne slå ukrudtet ned. Nu ville skæbnen, at den første sommer (sommeren 1947) blev ekstrem tør, og vandingsanlæg havde man ikke, så planterne groede alt for lidt.

Dertil kom, at medens der under krigen havde været god afsætning på frugttræer, så kunne de ikke sælges nu da de var færdige til salg. Så de endte alle sammen på Skt. Hans-bålet. Da jorden, efter et par år, var blevet ren nok, og der var blevet lavet en vandboring og Erling Graven havde søgt og fået bevilget ret til indvinding af 20 m3 vand i timen, så begyndte produktionen af skovplantet, for alvor at tage fart. Fra sin tid hos Hedeselskabet, havde Erling Graven gode kontakter til alle sektorer af skovbruget, både de private, de statslige, de amtslige, og kommunale, samt klitvæsenet. Det kom ham til gode nu. Afsætningen gik så godt, at der ikke kunne produceres nok i planteskolen i Hansted. Derfor henvendte Erling Graven sig til andre planteskoleejere, mest yngre folk, som endnu ikke havde en kundekreds, og fik dem til at indgå i kontraktavl. På den måde blev det muligt, at tilfredsstille den store efterspørgsel.

Efterhånden kom der også en eksport i gang navnlig til Sverige.

Kontakten til ”Egedal”

Den store efterspørgsel gav travlhed i planteskolen, dermed opstod ønsket om, at noget af det hårde arbejde kunne udføres af maskiner. Erling Graven fik, i samarbejde med smedemester Holger Jensen Egedal, konstrueret en furemaskine og en planteløfter m.m. Da de var færdigafprøvet, blev der den 23. sep. 1950 afholdt en maskindemonstration for planteskoleejere.

Det var den første af sin art, og den blev selvfølgelig afholdt i “Gravens Planteskole” i Hansted. Demonstrationen resulterede i mange ordre til “Egedal” fra både ind- og udland.

Rammerne sprængt

Fra 1950 til 1970 blev der bygget mange nye veje, ikke blot i Danmark, men i hele Europa, det gav øget efterspørgsel efter især buskplanter, til beplantning langs vejene. Erling Graven var ikke sen til at udnytte den mulighed. Samtidig blev der solgt mange planter til jagtforeningerne, til vildtpleje. Det ene med det andet gjorde, at efterspørgslen på planter blev så stor, at det sprængte alle rammer på planteskolen. I 1960 købte Erling Graven en ejendom på Lundumhedevej, dels for at udvide dyrkningsarealet og dels for at skaffe beboelse til en førstemand. På det nye areal, blev der også brug for kunstig vanding. Der blev søgt om, og bevilget ret til indvinding af 20 m3 i timen, i 60 meters dybde fandt man den nødvendige mængde, året efter lejede Erling Graven 10 tdrl. af naboen Gunnar Skibsted, det var meget ideelt, da vandingsanlægget nu  kunne bruges begge steder.

Den store produktion gav arbejde til mange, men det var i højeste grad sæsonarbejde, Erling Graven ville gerne beholde sine dygtige medarbejdere hele året, derfor byggede han i 1960 en stor hal ( 900 m 2) hvor man kunne stå og sortere og bundte planterne i tørvejr og uden at fryse alt for meget om fingrene. I 1971 blev der bygget et kølehus, det var til stor nytte, derved kunne plante-sæsonen forlænges og arbejdet med at sortere og bundte planterne kunne fortsætte, stort set, hele vinteren. Der var også den fordel, at når ordrerne på planter til det sydlige udland kom så tidligt om foråret, at planterne endnu sad fastfrosne ude i marken, så kunne man nu hente dem ud fra kølehuset.

Medarbejderne

Det gik rigtig godt for “Gravens Planteskole”. Der var 4-6 heltidsansatte medhjælpere, om sommeren var der desuden 4-5 lugekoner, foruden ca. 25 skolebørn, som tjente en ekstra skilling i ferien. I den travleste tid, kunne der være 40 på lønningslisten.

Mange fra Hansted og Egebjerg, har i årenes løb haft et godt job i planteskolen. Taler man med tidligere medarbejdere, kommer det tydeligt frem, at de var glade for at være ansat hos Graven, Mange blev der da også i adskillige år, enkelte i over tyve.

Jeg har talt med Højgaard Berthelsen som var arbejdsformand / forvalter i 17 år, han fortæller.

Vi var nok forholdsvis flere ansatte end andre steder, men det skyldes, at selvom der efterhånden var kommet så mange kemikalier på markedet, til at bekæmpe ukrudt med og dermed reducere arbejdskraften, så var Graven meget tilbageholdende med brugen af kemikalier, for, som han sagde, vi kender virkningen af dem i øjeblikket, men vi ved ikke hvad de gør ved jorden på langt sigt.

Man kunne ønske sig, at flere havde været lige så fremsynede.

Afvikling

I sidste halvdel af 70-erne, begyndte alderen at trykke Erling Graven. En blodprop gjorde, at han følte tiden nu var inde til at “skrue ned for blusset”.

Ægteparret Graven havde en søn Otto, som var uddannet i planteskolefaget, først var han elev på forskellige planteskoler, hvor på han fik sin afsluttende eksamen på Beder Gartnerskole, det var planen at han skulle overtage planteskolen efter sin far. Otto blev desværre ramt af en uhelbredelig sygdom og døde i en alder af kun 27 år, dermed brast det håb. Den yngste datter Inge, fik nøjagtig den samme uddannelse som sin bror, først på flere planteskoler og til sidst eksamen på Beder Gartnerskole. Inge blev gift i 1976, men ægteskabet holdt ikke, og på det tidspunkt da Erling Graven ønskede at holde op, var Inge alenemor med tre mindreårige drenge og derfor ikke klar til at overtage planteskolen.

Erling Graven fandt det derfor bedst, at afvikleplanteskolen og lade bygninger og jord være intakt, så det hele stod klar, hvis Inge engang skulle få lyst til, at starte på ny. Det tog nogle år med at afvikle virksomheden. Først blev ejendommen på Lundum Hedevej tømt for planter, hvorefter den blev solgt. I Hansted blev de sidste planter taget op i 1984, hvorefter jorden blev bortforpagtet til en landmand.

En 38-årigepoke var slut. 38 gode år hvor Wera og Erling Graven med hver sin gode uddannelse havde suppleret hinanden i et godt “teamwork”.

Erling Graven døde i december 1988 i en alder af 78 år. Som den dygtige planteskolemand Erling Graven var, fik han gennem årene mange tillidshverv. I 1946 blev han valgt ind i planteskoleejerforeningens bestyrelse. Han var formand fra 1957 til 1961. Blev æresmedlem 14.juni 1971. Den 2. nov. 1968 modtog han Hortonomskiven. 1. maj 1987 modtog han Hjalmar Hartmanns jubilæums-legat. Var medlem af Haveselskabets bestyrelse og blev æresmedlem.

Erling Graven var ikke blot levende interesseret i alt hvad der groede på jorden, han var også meget interesseret i samfundsspørgsmål, ikke kun her i Danmark, men han fulgte også levende med i hvad der skete ude omkring i verden. Jeg har haft mange gode og udbytterige samtaler med Erling Graven. Han var en hyggelig, munter og intelligent mand, der altid var parat til at øse ud af sin store viden, men han forstod også at lytte.

Ægteparret Wera og Erling Graven fik foruden sønnen Otto, en datter der hedder Bodil og til slut efternøleren Inge. Bodil fik en uddannelse som sygemedhjælper, men familiens kærlighed til planter havde også godt tag i Bodil, så hun måtte også have en uddannelse som blomsterdekoratør. Hun bor sammen med sin mand Peter Bay på en gård i Haderup, manden er desuden pilot ved flyvestation Karup.

IngeGraven

Som nævnt havde Inge nok at gøre med hus, hjem og tre små drenge. Men allerede i 1985 var børnene så store, at hun havde mod på at prøve kræfter med planteskolefaget. Nu havde tiden jo ændret sig, siden hendes far startede i 1946. Derfor blev det ikke en planteskole med over 200 forskellige plantearter, som hendes far havde. Nej, Inge fandt en nicheproduktion “Bambus”. Der var på dette tidspunkt ikke mange planteskoler, der lavede bambus, og efterspørgslen var ret god. Der er bare det ved bambus, de formeres ikke hverken ved frø eller stiklinger, men ved deling. Man kan derfor ikke bare så en hel mark med bambus. Inge startede med at købe 5000 planter, de blev plantet ud i marken, hvor de fik lov at gro sig store, for derefter at blive taget op igen og delt i flere planter, og så fremdeles. Det tager en del år at få oparbejdet en stor bestand.

Samtidig med at bestanden blev øget, skulle der jo også gerne være nogle til salg, det blev der også. Efterhånden var bestanden ganske stor og salget gik også godt, både til hjemmemarkedet og til eksport.

Katastrofen

Før 1921, fandtes der ikke bambus i Danmark, men så blev der plantet en tunnel i Den Geografiske Have i Kolding. Derfra stammer, stort set alle bambus i Danmark, de er blevet til ved deling, deling og atter deling. Bambus har den egenskab, at de blomstrer når de har nået en vis alder, 80 til 11Oår, hvorefter planten dør. Da alle planter i Danmark stammer fra samme plante, når de også blomstringsstadiet på samme tid.

I 1994 var der nogle få af Inges bambus der blomstrede. I 1995 skete så katastrofen, over halvdelen blomstrede, det var i sig selv galt nok, men det værste var, at kunderne blev bange for at købe bambus, salget gik fuldstændigt i stå. Når vi så får oplyst at der i marken står ca. 50.000 planter, så får man et godt indtryk af katastrofens omfang. Inge Graven så da heller ingen anden udvej end at lukke planteskolen.

I dag er planteskolen på Vandmøllevej 2 sat til salg, og Inge Graven er startet i en stilling som underviser på et AMUcenter.

 

Kilde: samtaler med Wera Graven, Inge Graven, Højgaard Berthelsen, Tove Jørgensen samt et videointerview med Erling Graven foretaget af Tove Jørgensen i 1986.

 

 

BROEN 8. årgang nr. 4

 

Juni – juli – august 1996

 

Lokalhistorie, Samtid, Erhverv, planteskole, planteavl, maskiner

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *