Landskab og geologi på Horsensegnen

 Klik her og se artiklen i bladformat

Landskab og geologi på Horsensegnen

Naturprocesser har gennem millioner af år ændret landskabet og gør det stadig. Det Danmarkskort vi kender i dag, er faktisk kun et øjebliksbillede. Med denne artikel vil jeg prøve på at tolke nogle af de spor, som fortidens processer og hændelser har efterladt i Horsenslandet, som det ser ud lige nu. Artiklen er udformet som en gennemgang af forskellige lokaliteter på Horsensegnen. Indledningsvis gives nogle hovedlinier i områdets geologi.

Før istiderne

I Kridttiden Danientiden var Danmark helt dækket af hav. Aflejringerne fra de to tidsperioder er derfor først og fremmest marine. Tykke lag af kalkskaller og rester af andre havorganismer afsattes på havbunden. Under hele Horsensegnen findes lag af kalk og kridt fra de to perioder. Også aflejringerne fra Nedre Tertiær er marine, men består hovedsagelig af plastisk ler, som er en fed aflejring med op til 90% ler. I Horsensområdet findes tykke lag af disse tertiære leraflejringer.

Jordskorpebevægelser i slutningen af Tertiærtiden og begyndelsen af Kvartærtiden menes at have haft stor betydning for dannelsen af det Østjyske landskab. F.eks. mener mange geologer nu, at de store, parallelle dale f.eks. Mossø-Salten dalen og Horsens Fjord dalen er dannet ved forskydninger i undergrunden. Dalene er senere uddybet ved gletschererosion i istiden. Tidligere blev disse dale regnet for “tunneldale”, d.v.s. dale, dannet ved erosion af smeltevand strømmende i tunneller i bunden af isdækket. For de mindre dale kan denne forklaring stadig bruges. For de store, brede kan den derimod ikke opretholdes. De store dale er ofte kilometerbrede, og det er ganske enkelt ikke muligt at istunnellernes lofter kunne spænde så vidt uden at bryde sammen.

Kvartærtiden

Den kvartære periode dækker de sidste 2,5 millioner år af jordens historie. Perioden er karakteriseret af en række store klimasvingninger. I kuldeperioderne (istider eller glacialtider) var Norge og Sverige dækket af kilometertykke islag, som sendte gletschere ud over omliggende lavlande, blandt andet Danmark. I varmeperioderne (mellemistider eller interglacialtider) var isen smeltet bort, der var land og hav, og klimaet var omtrent som i nutiden. Der har været mindst 6 glacialtider og 5 interglacialtider samt postglacialtiden, som nutiden tilhører. På Horsensegnen er der spor efter de sidste 3 istider. Det er dog især den sidste istid, Weichel istiden, der har præget Horsenslandet.

Gletscher og smeltevand

Gletschere kan transportere alle kornstørrelser fra det fineste ler til de største blokke. Istidernes gletschere førte meget materiale med sig fra Skandinavien, andet tog de op i det danske område ved at erodere underlaget. Når isen i en gletscher begynder at smelte, opstår smeltevand, som strømmer i revner og sprækker frem mod isranden og videre ud over det isfri land mod havet. Hver gang isen gled ind over Jylland, udnyttede den de eksisterende dale til transport af smeltevand. Ved smeltningen afsættes isens materiale som moræneaflejringer. Østjylland er et morænelandskab, splittet op i blokke af de store dale.

Weichel-istiden

Weichel-istiden var den sidste af nedisningeme. Den varede fra 115.000 til 10.000 år før nu. Danmark var isfrit under det meste af denne istid. Den glaciale hovedbegivenhed var Nordøstisen, som for ca. 18.000 år siden rykkede frem til hovedopholdslinien. Nordøstisen dækkede Horsensegnen med en flere hundrede meter tyk iskappe, som hele tiden gled hen over jorden. Isen og smeltevandet afsatte enorme mængder af moræne. Fra Nordøstisens virksomhed er der i Horsensområdet efterladt ikke blot aflejringer, men også en mangfoldighed af landskaber.

Efter Nordøstisens bortsmeltning fulgte for cirka 16.000 år siden endnu et isfremstød. En ny gletschernåede Østjylland fra sydøst.Den Ungbaltiskeis gled ind over det østjyske område frem til den Østjyske Israndslinie. Denne israndslinie kan følges helt til Djursland, hvor Mols Bjerge er dannet ved samme fremstød.

Afsmeltningen

For en gletscher er der kun en vej, og det er fremad. Når tilførslen af is hører op eller bliver mindre, smelter isen og bliver til smeltevand. Sten, grus, sand og ler aflejres afhængigt af strømhastigheden. Da Nordøstisen stod med sin rand ved Hovedopholdslinien, strømmede smeltevandet mod vest og opbyggede de vestjyske hedesletter. Efterhånden som isen smeltede tilbage, blev der i de tidligere isdækkede øst- og midtjyske områder åbnet veje for afstrømning i nordlig retning mod Limfjordsområdet. Det var Gudenåsystemet, som blev anlagt. Da Ungbalten lagde sig ved den Østjyske Israndslinie, var Gudenåsystemet stadig afstrømningsvejen, men nu mod Kattegat.

Istidens slutning

Istidens sidste årtusinder kaldes Senglacialtiden. Isen var smeltet bort fra Danmark, men mange steder lå der endnu dødis tilbage. Landskabet var bart, klimaet vekslede mellem kolde og lune perioder. De kolde perioder kaldes Dryas-tider efter planten Dryas (Rypelyng). Den tundravegetationsom opstod var ikke i stand til helt at beskytte jorden mod erosion. Der opstod blandt andet erosionskløfter. Et eksempel på sådan en erosionskløft i Horsens-området er Tolstrup ådal, som løber gennem Hansted Skov. Sundet mellem Nørrestrand og Horsens fjord er muligvis også en senglacial erosionsdal, som senere druknede i havet.

Efter istiden

Tiden efter istiden kaldes postglacialtiden. Den begyndte for 10.000 år siden. Første fase afPostglacialtiden var Fastlandstiden, hvor Danmark var meget større end i dag. Derefter fulgte Stenalderhavet, hvor en pludselig havstigning bragte store dele af Danmark under havdækning (se lokalitetsbeskrivelsen Horsens Fjord). Siden bragte den isostatisk landhævning tidligere havdækkede områder over havniveau. Den isostatiske landhævning er en langsom hævning, som sker på grund af at jorden befries for isens tryk. Samtidig med disse niveauforandringer foregik der en vegetationsudvikling, hvor den ene naturtype afløste den anden. Først indvandrede en lys pionerskov. Den blev afløst af en mørk og tæt skov, som gradvist, via menneskelige indgreb, blev afløstaf den kultursteppevi kender i dag.

Horsens fjord og Hansted ådal

Horsens fjord er bred og lavvandet. Den er 21 km lang fra Horsens til Gylling næs og cirka 6 km bred på det bredeste sted. Næsten overalt er dybden under 5 m, kun Hjarnøsund er rigtig dybt, 22 m.

Under fjorden løber en dal, som ved Horsens drejer mod nordvest og følger Hansted ådal. Denne dal menes at være dannet allerede i tertiærtiden ved jordskorpebevægelser, som fik undergrunden til at revne og synke ind langs brudlinierne. Indsynkningen foregår stadig, men meget langsomt. Istidens gletschere eroderede videre på dalen og udnyttede den også til transport af smeltevand. Sidste istids Ungbaltiske is gled ind gennem Horsens fjord, hvor den delte sig i to istunger. Den ene tunge fulgte Hansted ådal frem til israndslinien. Den bakkerække, der afgrænser Hansted ådal mod Gudenådalen er en randmoræne, skubbet op og foldet af den Ungbaltiske is. Bakkerækken krones flere steder af gravhøje fra jernalderen og bronzealderen (Vorbjerg høje og Slaggård banke).

Under istiderne var der bundet enorme mængder af vand i isen, verdenshavets vandspejl var derfor lavt. Efterhånden som isen smeltede, steg havet. For cirka. 7000 år siden blev det store isskjold i Hudson Bay i Canada løftet op af havet og smeltede. Det forårsagede en sidste, temmelig pludselig havstigning, Stenalderhavstigningen. Inden Stenalderhavstigningen, i Fastlandstiden, var Danmark større end i dag, Horsens fjord og Kattegat var tørt land. Stenalderhavet satte hele Horsens fjord og Kattegat under vand, vandet i fjorden stod 2 meter højere end i nutiden og havet nåede helt ind til Lund. Senere har den isostatiske landhævning bragt tidligere havdækkede områder over havniveau og nutidens kystlinier er kommet frem. Omkring Horsens fjord kan man mange steder se spor efter havstigningen. Aflejringer med østers og andre muslinger og snegle kan findes helt ind til Lund og Bygholm.

I nutidens fjord foregår en stadig vandring og aflejring af materiale. Ved højvande slynger havet sten m.v. mod klinterne. Klinterne undermineres af disse angreb og materiale styrter ned og føres bort. I klinterne bliver landet mindre, til gengæld dannes der nyt land andre steder. I Horsens fjord dannes det nye land ved aflejring af revler og odder, samt ved marskdannelse. Revlerne er flere steder blevet til nye, små Øer, af stor betydning for fjordens fugleliv.

Nord for Horsens fjord 

Geologisk tidssøjle. Hver geologisk tidsperiode er karakteriseret af en række naturprocesser. Tilsammen har processerne dannet de terrænformer og jordlag, som nutidens landskaber består af.

Geologisk tidssøjle. Hver geologisk tidsperiode er karakteriseret af en række naturprocesser. Tilsammen har processerne dannet de terrænformer og jordlag, som nutidens landskaber består af.

Landskabet nord for Horsens fjord er kuperet med høje bakker og bakkemoræner. Bakkerne er spor efter isens virksomhed i sidste istid. Når en gletscher skrider henover landskabet, udøver den et vældigt tryk på jorden. Isen skubber materiale foran sig, og jorden foran gletscheren og under randen kan knække og skyde op i store flager. Lagene kan også foldes i bueformede systemer. Sådanne ophobninger eller opskubninger kaldes randmoræner og danner langstrakte bakker og bakkerækker i landskabet. Nord for Horsens fjord er der flere flotte eksempler på randmoræner, som den Ungbaltiske is skubbede op. F.eks. Sondrup bakker og den 3 km lange bakkerække mellem Tvingstrup og Ås. Flere af bakkerne i Tvingstrup – Ås rækken er temmelig høje. Størstedelen af bakkepartiet er under landbrugsmæssig drift og derfor fri for tilslørende bevoksning. Lidt længere mod nord findes endnu en markant randmoræne, Hylke – Fårbjerg partiet, som kan opleves fra udsigtspunktet Fårbjerg. De store bakker ved Odder og Malling er skabt af den samme is.

Somme tider overskred isen sine egne randmoræner. Stensballe bjerg er en overskredet randmoræne. Isen strøg hen over bakken, sleb den og afsatte moræne. Sådan en moræneryg, aflejret i isens bevægelsesretning kaldes en drumlin.

Ejer-plateauet, hvis højeste partier er Yding Skovhøj 173 m, Ejer Bavnehøj 171 og Møgelhøj 170 m, er muligvis også en randmoræne fra sidste istid.

Fra Østbirk og næsten til Hov breder et dødislandskab sig. Mest markant er området omkring Hovedgård, som ligger øst for den Østjyske israndslinie. Det er isens tilbagesmeltning fra isranden, der har præget landskabet her. Ved Hovedgård findes 3 store lerfladbakker med plan overside og ret stejle skrænter. Bakkerne består af smeltevandsler, aflejret i issøer, som på alle sider har været omgivet af dødis. I den fladbakke, som ligger lidt nordøst for Hovedgård by, blev der tidligere gravet teglværksler.

Ved landsbyerne Grumstrup og Vedslet, nord og nordøst for Hovedgård, findes nogle karakteristiske syd-nord gående kløfter, som over lange strækninger er helt retlinede. Kirkedalen, den mest markante af kløfterne, skærer tæt forbi Vedslet kirke. Hvordan kløfterne er opstået, er der tvivl om, men en af geologernes teorier går ud på, at sprækker i den smeltende is i slutningen af sidste istid styrede smeltevandsstrømmen i lange lige linier. Erosionen er formodentlig fortsat gennem Senglacialtiden, indtil vegetationen bandt jorden. Kirkedalen er cirka 3 km lang, mange steder med høje stejle sider. Fra Vedslet kirke er der flot udsigt over kløften, som nedenfor kirken forenes med en kortere, parallelt løbende dal. Dalens terrænformer er desværre mange steder tilsløret af bevoksning.

Nogle af de landskaber, som tidligere isfremstød dannede, blev beskyttet af dødis. Perioden mellem Nordøstisen og Ungbalten var så kold, at dødisen ikke kunne nå at smelte. Store isklumper lå i dale og lavninger. Den nye gletscher gled henover dødisen og beskyttede landskabet nedenunder mod udslettelse. Blandt andet Tebstrup sø dalen og dalen i Elling skov var beskyttet af dødis, da Ungbalt-fremstødet kom. Muligvis fungerede de to dale som tunneldale i Nordøstisens tid.

I Senglacialtiden lå der endnu dødisrester efter den bortsmeltede gletscher. Hvor isklumperne lå, kom der et dødishul, som i dag ofte er en sø eller mose. Søhøjlandets store søer, f.eks. Mossø, er formentlig først opstået i fuldt omfang, da dødisen smeltede i løbet af Senglacialtiden. Geologisk set har søeren kort levetid. Mange søer er blevet til moser, som senere er blevet til krat eller skov. Søerne forsvinder, fordi de efterhånden fyldes op med tørv og gror til. På tørvebunden kan pilekrat og elletræer brede sig. Sådan en tilgroning kan man se ved Nørrestrand, som er en ferskvandssø. På gammel søbund findes der undertiden aflejringer af kiselgur. Mikroskopiske kiselalger (diatomeer) levede som plankton i Holstein mellemistidens store søer. Nogle steder blev vandet så rigt på kisel at skallerne ikke blev opløst, men aflejret på søbunden i tykke lag. I nærheden af Vandværkssøen ved Hansted skov findes en kiselguraflejring. Tidligere anvendtes kiselgur som isoleringsmateriale m.v. På flere lokaliteter ved Limfjorden findes havaflejringen moler. Ligesom kiselgur består moler hovedsagelig af diatomeskaller.

 

———————————————-

Litteraturliste

Larsen,G.og KronborgC,.,1994:

Geologisk ser.- Det mellemste Jylland

(Geografforlaget)

 

Sørensen, I.,1994:

Introduktion til Danmarks geologi

(Ingeniørhøjskolen Horsens Teknikum)

 

Weitze, H.J., 1991:

Naturlandskaber, Østjylland.

 

Yde, T., 1993:

Gedved kommune- natur og landskab

(upubliceret)

—————————————————-

 

BROEN 9. årgang nr. 1

 

September – oktober – november 1996

 

Natur, geologi, Horsens-egnen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *