Nordisk Kiselgurfabrik 1934-41

Klik her og se artiklen i bogformat

Nordisk Kiselgurfabrik

1934-41

Af gårdejer Georg Lind, Egebjerg

Den 30. oktober 1930 overtog min fader, Valdemar Lind, den af Egebjerg Skovgårde, der har matrikel nr. 15 a. Det var imidlertid et uheldigt tidspunkt at overtage gården, idet verdenskrisens første tegn begyndte at melde sig. Måske især inden for landbruget? Det var i hvert fald umuligt at drive landbrug, således at man kunne leve af det.

Der var mange tvangsauktioner i disse år. Således måtte i Rådved de fleste gårde gå på tvangsauktion. Valdemar Lind måtte da også langt om længe se i øjnene, at hvis der ikke skete et mirakel, så blev han nødt til at gå fra gården.

På gårde i nærheden havde jorden vist sig at indeholde ler og mergel. Således havde man på nabogården »Teglgården« syd for Valdemar Linds gård tidligere udnyttet ler forekomsterne til teglbrænding. Endnu i begyndelsen af 1930-erne stod teglværket med bygninger og tipvogne, selvom produktionen for længst var ophørt.

 

 

Valdemar Linds gård, den nordligste af skovgårdene.

Valdemar Linds gård, den nordligste af skovgårdene.

 

 

På den anden side af åen ligger gården Mariesminde, der i dag ejes af Jørgen og Ulla Ullvit. Der blev gravet mergel på marken ned mod åen, og fra graven førtes det med tipvogne op til vejen. Så det var ikke mærkeligt, at Valdemar Lind fik den tanke, at der måske også var noget på hans jord. I skrænterne ned mod åen viste der sig at være mergel, som han begyndte at grave og sælge. Men der skulle vise sig at være andet og mere. Ved en markørgrav på den nedlagte skydebane kunne han iagttage et mærkeligt fænomen. Her kunne han nemlig pille projektiler ud af jorden, uden at den skred sammen. Jorden blev ved med at stå stejl som en væg.

Valdemar Lind tog en prøve af den mærkelige jord og viste den til naboen på Teglgården, Arnold Kronshage, der havde været teglværksejer i Vendsyssel og velsagtens derfor var i stand til at vurdere fundet. Han opfordrede min fader til at sende en prøve ind til Geodætisk Institut for nærmere analyse. Det viste sig at være diatomejord- eller som det også hedder, kiselgur. Det er en lys, let jordart, der næsten udelukkende består af diatome-skaller (skaller som var omkring små encellede alger, kiselalger). Jordarten blev aflejret i dele af Danmark for millioner af år siden. – Senere fandt man under gravning aftryk af fisk og andre dyr.

Da lerarten var blevet nøjere bestemt, blev der den 8. okt. 1934 skrevet kontrakt med entreprenør og skorstensbygger S. V. Sørensen fra Vejle om borttagning af kiselguren fra skrænten for en årlig leje af 1.000kr. at betale med 500kr. hver termin. Kontrakten skulle løbe i 50 år. Beløbet lyder måske ikke af så meget, men i 1934 svarede det til en arbejders løn i et helt år.

Efter kontraktens indgåelse gik man så i gang med at opføre en fabrik i nærheden af kiselguren på engen nedenfor. Det blev snart et almindeligt samtaleemne, hvor mange mænd der kunne komme i arbejde. I disse år var der ca. 200.000arbejdsløse og derfor stor lokal interesse for projektet.

Fabrikkens bygninger.

Fabrikkens bygninger.

 

 

 

Sideløbende med opførelsen af fabrikken blevet hold arbejdere sat til at rydde skoven og tage overjord af på skråningerne, så man kunne komme til kiselguren. Alt foregik selvfølgelig med håndredskaber, så det tog sin tid. Det fældede træ fra skråningerne blev senere brugt til at fyre op i dampkedlen med.

Fabrikken kom til at bestå af et motorhus, et kedelhus opført af sten og en produktionshal bygget af træ, og hvor gulvbelægningen var stampet kiselgur.

Mange mennesker i Hansted og Egebjerg stillede de samme forventninger til fabrikken, som Hans Kirk har beskrevet i sin bog »Daglejerne«. Der kom da også ca. 15 mand i arbejde, og lønnen var for de fleste bedre, end de kunne opnå ved andet arbejde. En af dem, der arbejdede i fabrikken, var Hans Jensen, der nu bor i Gl. Egebjerg. Han havde haft arbejde på Egebjerggaard til 3 kr. om dagen, men fik her en ugeløn på godt 30kr.

Produktionen kunne nu begynde. Det hele foregik i en fastlagt arbejdsgang. Nogle brød kiselguren ved skrænten, hvor de stod med hakker. Andre kørte den i trillebør til produktionshallen, hvor den kom i tørretromlerne, der varmedes op af damprør fra kedlen. Derfra videre til knuseren, der støvede afsindigt og nok egentlig var årsag til meget hoste og andre lidelser blandt arbejderne. .

Hans Jensen fortæller, at hans læge, dr. Høegh-Guldberg i Gedved, på et vist tidspunkt rådede ham til at holde op med arbejdet. Men hvor gik man hen og fik noget andet? Den knuste kiselgur var et fint pulver, der blev fyldt i papirsække, hvorefter det var klar til salg.

Kiselgur blev i sin tid anvendt til flere formål. Først og fremmest til at isolere med, men også til fyldstof i insektpulver og pudder, til kosmetiske produkter, dynamit etc. Der var mange anvendelsesmuligheder.

Processen var åbenbart for dyr. Da det fældede træ fra skoven var opbrugt, holdt man helt op med at tørre kiselguren med varme. I stedet gik man over til at bruge æltemaskiner, hvor det knuste materiale blev formet ligesom mursten. Når de var formet, blev de kørt ud på marken og stakket, som man dengang stakkede tørv. I disse stakke tørrede så kiselguren. Tørringen på marken var dog heller ikke den bedste løsning, og man så sig nødsaget til at fyre de fleste af arbejderne på nær 4-5 mand. Fyringerne affødte enkelte voldsomme reaktioner fra arbejdere, der pludselig mistede deres eksistensgrundlag.

Efter to års produktion forpagtede malermester H. Højlind, Gentofte, det hele den 8. sept. 1936. Han satsede meget på, at produktionen skulle gøres mere rationel. Der blev bygget både tørrestativer og et stort lagerrum. Tørrestativerne havde flere hylder, og bagbeklædningen var af trådvæv. Stativerne blev fyldt op direkte fra lejet. Efterhånden som det blev tørt, blev det kørt ind i lagerhallen. På denne måde havde man altid noget at lave, selvom vejret var dårligt.

Sådan kørte det hele indtil 1941,hvor produktionen stoppede. Grunden var efter sigende manglende konkurrenceevne over for nye produkter og for dårlig økonomi.

Der har ikke i mange år været gravet ler og mergel ved gården, men skrænterne står der stadig. Forekomsterne er ikke nær udnyttet, selvom de formentlig er store. Fabrikkens inventar blev solgt, bygningerne revet ned, grunden jævnet, og i dag er det kun de store

udgravninger ved åen, der vidner om tidligere tiders aktivitet på stedet.

 

 

Kilder:

Egne erindringer suppleret med hvad tidligere ansatte på fabrikken kan fortælle.
Tingbogsoplysninger fra Horsens dommerkontor vedrørende matr. nr. 15 a m.fl., Egebjerg, Hansted sogn.

Artikel fra bogen “Mennesker og steder i Hansted og Egebjerg” udgivet af Lokalhistorisk Studiesamling for Hansted Sogn.

Lokalhistorie, erhverv, råstofudvinding

 

En tanke om "Nordisk Kiselgurfabrik 1934-41"

  1. Pingback: Baner i kiselgurproduktionen | Bents bane

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *