Historien om vandværkssøen og den gamle pavillon

Klik her og se artiklen i udskriftsformat

Historien om vandværkssøen
og den gamle pavillon

Af fængselsoverbetjent Bent Rosendahl

Vandværkssøen var for 125 år siden en mølledam, som måske rettere nu burde hedde »Svanesøen«. Men denne sø har i mange år ligget omgivet af marker og skove, selvom det nuværende skovområde fra parkeringspladsen hen til festpladsen er af langt nyere dato end Hansted Fredsskov. Denne skov har altid hørt under Hansted Hospital, som stadig ejer den centrale del, hvorimod en række parceller i yderkanten af skoven tilhører forskellige skovejere, bl.a. gårde i Hansted og Egebjerg.
Selve Vandværkssøen er dannet ved, at Tolstrup å på vejen mod Hansted og udløbet i Nørrestrand er blevet opstemmet i forbindelse med anlægget af Egebjerg vandmølle. Den opstemning, der her har fundet sted, er ganske naturlig, når man tænker på, hvor vandholdigt området altid har været.
Horsens kommune købte således jord her i 1874 med henblik på få år senere at opføre byens første vandværk. Også det moderne Højballegård-værk ligger i samme område.
Hvornår Tolstrup å er blevet opstemmet, vides ikke, men Egebjerg mølle nævnes helt tilbage til 1565. Af kort fra o år 1800 fremgår det, at mølle-dammen havde et vandareal noget lignende det nuværende, ca. 3,0 ha. I mellemtiden har vandarealet været større, blandt andet som følge af, at vandstanden i søen blev hævet betydeligt ved bygningen af Horsens vandværk.
Af grunde, som ikke her skal nærmere analyseres, tilmudres søen efterhånden hurtigere og hurtigere. Der foregik således oprensninger af søen i 1952, igen efter pres fra lokalsamfundet i 1981, og nu i 1986 er det igen nødvendigt.

Den gamle kornmølle samt stampemøllen ved søen.

Der skal dvæles lidt ved den før nævnte gamle mølle, der ses på billedet på næste side. Den var indtil nedrivningen kornmølle for omegnens bønder. Imidlertid var der foruden den viste mølle endnu en mølle ved søen. Det var en såkaldt stampemølle, en gammel type vandmølle, hvis hjul drev tykke bjælker (stamper) op og ned. Den slags møller brugtes blandt andet til valkning af tøj. Den lå ved søens nordøstlige hjørne.

Dette træsnit af Egebjerg mølle med mølledammen i forgrunden og Hansted kirke og hospitalet længere borte blev bragt i Illustreret Tidende årg. 1876/77.

Lidt om møllens ejerforhold

Det kunne fylde bøger alene at registrere ejerforholdene omkring Egebjerg mølle, for slet ikke at ville redegøre for fæsternes og lejernes navne gennem tiden. Der har nemlig været mange forskellige ejere. I 1565 forærer krongodsbesidderen på Boller Slot, Holger Rosenkrands, sin samleverske gennem 10 år Egebjerggård med Egebjerg mølle. Hun var ikke adelig, og han var nærmest blevet tvunget til at lade sig skille fra hende. Ejendommene har hun så fået som en slags erstatning. Senere ejes møllen ifølge »Vandmøller i gl. Skanderborg amt« bl.a. af borgmestrene Jørgen Hansen og Steffen Rasmussen i Horsens. O. 1700 kommer Egebjerg mølle igen til Hanstedgaard.
I hele perioden har møllen været fæstet til en række møllere og deres enker. Fra 1787 var Egebjerg mølle fæstet bort til den samme familie, der stammede fra Tolstrup mølle. I denne periode synes møllen at have været en virksomhed, der bragte rigdom til sine fæstere.
Efter folketællingen 1834 var der foruden møllerens familie på 9 personer 2 møllersvende, l avlskarl, 1 tjenestekarl, 1 røgter, 1 husjomfru, 1 barnepige, 1 kokkepige, 1 bryggerpige og 1 huslærer. 19 personer skulle således leve af, hvad møllen med tilhørende landbrug kunne indbringe.
At man havde en speciel bryggerpige, kunne være et indicium for den senere i artiklen anførte påstand om, at der ligefrem var udskænkning og servering i møllen.
På en måde har møllen været en slags samfund i samfundet. Isoleret har den jo ligget, og det har nok også været en medvirkende årsag til, at der til møllen var knyttet en huslærer.

Jens Heegaard Møller

I 1845 blev møllen fæstet til den forrige møllers søn, Jens Heegaard Møller. Han var på det tidspunkt kun 23 år og måtte underskrive en erklæring om, at han ville sørge for sine 6 søskende, for at få fæstet. Men i den kommende tid viser han sig at være en særdeles dygtig møller og dertil ikke uden forretningsmæssige evner. Den mølle, han overtog, var i god drift. der var to møllehjul i møllen ved gården, og et hjul i stampemøllen. Denne havde tidligere udelukkende virket som stampemølle, sandsynligvis for egnens vævere, der her kunne få behandlet de vævede tøjer inden salg. I hans fars tid var imidlertid overflyttet 2 kværne til stampemøllen, således at man også der var i stand til at forarbejde korn og boghvede til mel og gryn. Senere blev opsat endnu en kværn.
I 1853 sker det så, at møllen brænder ned, så familien mister næsten alt bohave, og kreaturerne er uden stald og foder for vinteren. Takket være Hansted Hospitals forstander, Norup, og stiftsbestyrelsen, bliver gård og mølle genopbygget endnu større end før. De efterfølgende tegninger er fundet i Hansted Hospitals arkiv i Landsarkivet i Viborg. Tegningerne er udarbejdet af bygningsinspektør Thielemann.

»Jacob Skomager« i vandmøllen

Ved møllen var et kombineret svinehus og stald, hvor hestene kunne opstaldes, når omegnens bønder kom til mølleriet med korn, der skulle males. Ventetiden for kuskene kan så have været fordrevet på det udskænkningssted (måske folkestuen), som nok med rette påstås at have været på møllegården. Det har ganske vist ikke været muligt at finde beviser for en beværterbevilling til mølleren, men fænomenet var ikke ualmindeligt dengang. Mest kendt i så henseende har jo nok Ludvig Holberg skildret det med Jakob Skomager i komedien »Jeppe på Bjerget«.


Branden skadede ikke Jens Heegaard Møller mere, end at han i 1862 kunne købe både møllen til selveje for 9000 rigsdaler samt yderligere 3 andre gårde i Egebjerg, hvorved han bliver i stand til at genoprette den gamle Egebjerggaard. Et tegn på Jens Heegaards økonomiske position var det vel også, at han var i stand til at erhverve sig titlerne »Kammerråd« og senere »Justitsråd«.

Horsens vandværk bliver bygget

I 1875 solgte han møllegården med mølle og en del af jorden til Horsens kommune, der med sit vokseværk og den stadig stigende industrialisering havde behov for nye og større vandforsyninger. Og det viste boringer i bakkerne omkring mølledammen, at der var rigeligt af i »Det danske Schweiz«, som området ved søen kaldtes dengang.
Horsens kommune byggede så i 1874-76 sit første maskindrevne vandværk, hvor møllegården havde ligget.

Vandværket blev indviet den 15. juli 1876 og havde medført ganske betydelige anlægsarbejder og byggeri.
Først blev møllegården brudt ned, og dæmningen blev forhøjet, så vandstanden i søen blev højere. Der blev derpå bygget nye sluser, en 8-portet til afledning af vand til Lille Hansted å syd for vandværket, og en 4-portet til turbinestrømmen.
Der blev gravet vandledninger ned fra bakkerne nordøst for vandværket, hvor samlebrøndene befandt sig. Fra selve værket blev vandet gennem et 7 kilometer langt stålrør ført ind til Horsens.
Overskydende vandbeholdninger, som det kunne være nødvendigt at have i et krisetilfælde, blev fra vandværket pumpet op i en stor beholder oppe ved bakken mod Egebjerg by. Her blev vandværksbestyrerens ny bolig bygget, dengang 8-timers arbejdsugen blev indført. Samtidig hermed blev den tidligere bestyrerbolig ved søen udvidet og omdannet til at kunne rumme tre lejligheder til vandværksfunktionærerne. Den omtalte beholder var støbt som et kæmperør og er i dag garage for ejeren (Palle Koch).

Vi forlader nu vandværket og søen lidt. Med vemod og også med fuld erkendelse af, at meget mangler at blive fortalt. Men denne artikels forfatter er ikke den rette til at gøre det.

Lidt om skoven og hvad den også blev brugt til

Med hensyn til ejerforholdene omkring Hansted skov, så har vi før været inde på det. Egebjerggård ejede det meste af området vest for Tholstrup å og søen. Hansted Hospital ejede Fredskoven med Døve Dorthes høj, Horsens kommune havde købt skoven øst for åen og søen, og en del mindre parceller i skoven ejedes af de forskellige gårde i Hansted og Egebjerg. Skoven blev selvfølgelig brugt til mange formål, blandt andet til jagt, til brændselshugst, hvilket mange annoncer om skovauktion vidner om, men også som samlingssted.

I provisorieårene, hvor Estrups godsejerstyre fremkaldte harme overalt i landet blandt den jævne befolkning, samledes blandt andet egnens befolkning med seminarieelever fra Gedved og københavn­ske studenter anført af blandt andet Georg Brandes i den del af skoven, der ligger på det, man kom til at kalde pavillonbakken, hvor endog et særligt sted fik navn efter studenterne.

Pavillonen bygges

Det var Jens Heegaard Møllers søn, proprietær J. M. Møller, der indså behovet for et permanent etablissement på stedet. Ifølge Horsens byråds forhandlings-protokol fra 26/2 1906 lyder det under punkt 18 på dagsordenen: »Andragende fra proprietær J. M. Møller om bevilling til at drive sommerrestaurant på en jordlod under Egebjerggården øst for vandværket. Påtegnet indstilling fra vandværksudvalget, sålydende:

Vandværksudvalget har i dets møde i dag – under henvisning til, at det formentlig bliver folk fra Horsens, der vil søge en restaurant på Egebjerggårds mark og til, at byrådet vel heller ikke vil kunne gennemføre en modstand mod etableringen af en sådan – vedtaget at indstille, at andragendet påtegnes byrådets anbefaling.

Det vedtoges at bemyndige formanden til på byrådets vegne at anbefale andragendet«.

Pavillonen blev altså bygget, og ved siden af denne blev der mod vest bygget to grundmurede kiosker, hvoraf fundamentet af den ene endnu findes deroppe. Denne kiosk hørte til restaurationen, mens den anden var forpagtet til en bolchefabrikant Paaske – Palle. En tredje kiosk fandtes nær det store træ ved festpladsen neden for bakken. Den var forpagtet til bagermester Møller i Hansted, der herfra solgte is m.v. til grundlovsfester og lignende

Med hestetrukne drosker til søndagskaffe i pavillonen

I dag er der ikke meget tilbage efter de glade dage i og omkring pavillonen. Selvom 3/4 milestenen deroppe ikke i direkte forstand kan siges at have haft noget at gøre med pavillonen, så har den dog for gæsterne kunnet markere afstanden til Horsens. I Horsensbladene var der i 1906 annoncer, der fortalte, at der hver søndag kørte hestetrukne drosker fra Allégade til pavillonen i Egebjerg. Prisen var 50 øre hver vej.

Pavillonen synes at have fået en flyvende start. Så vidt vides, kørte
droskerne helt ud til pavillonen med gæsterne, men i eftermiddagens
løb var hestene opstaldede i gården ved Vandmøllevej, der
hvor vejen bøjer op mod Højballegårdværket. Droskerne stod så
parkerede på markstykket mellem gården og skoven.

Pavillonens forpagtere

Vel var det Egebjerggård, der ejede pavillonen, men gennem de
knap 50 år, hvor den eksisterede, var den lejet ud til forskellige mere
eller mindre dygtige restauratører. Den første var restauratør Holt,
som i forvejen havde både Håndværkerforeningen og Hejmdal.
Derefter kom en købmand Skov fra Århus, restauratør Lauritzen
fra Horsens, og rækken sluttede af med enkefru Laursen, der tillige
drev Rutebilcafeen i Horsens.

Hvad foregik der i og omkring pavillonen?

De lokale aviser fortæller en hel del om de forskellige aktiviteter
gennem årene, og afdøde faktor Regnar Caspersen fortalte mig gennem
et par søndage, hvor vi vandrede rundt i terrænet, endnu mere.
Så et lille billede af »Det danske Schweiz«, som området omkring
pavillonen jo blev kaldt, er det muligt at tegne.

Fra kaffe til kolde øller

Til at begynde med var det tilstrækkeligt med søndagskaffe for at
trække publikum ud til skoven og pavillonen. Dertil kom, at man
også kunne købe is og chokolade i kioskerne. Yderligere var der
bygget en tovbane over den dybe slugt ved østsiden af restaurationen.
Formedelt 5 øre kunne børnene her fordrive tiden med leg på
den gyngende bro.
Det var altså et yndet udflugtssted for Horsensborgerne. Og da bilerne og cyklerne tog til i tal, var hverken afstanden eller transporten nogen hindring. Efterhånden som forbrugsvanerne ændredes, krævede publikum imidlertid både udvidet åbningstid og andet og mere end kaffe og hjemmebagt brød. I 1921 fik restauratør Carl Lauritzen spiritusbevilling, og dette ord, denne tilladelse, åbnede med et uanede muligheder for at kalde publikum til Egebjerg. Men stadig havde grundlovsfesterne et solidt tag også i lokalbefolkningen.

I 1915 var der en særlig anledning til at feste. Netop den 5. juni blev den ny grundlov underskrevet, den grundlov, der gav kvinderne stemmeret. Derfor blev kvinderne udtrykkeligt nævnt i indbydelsen, som den var at læse i Horsens Folkeblad den 1/6 1915.

Disse grundlovsfester samlede i hundredvis af gæster på festpladsen, som dengang lå bag ved pavillonen (øst for) og blev kaldt for »studenterhøjen«.

Pavillonen 1921 -39

Denne periode var præget af mange forskellige arrangementer og begivenheder.

I september 1921 annonceres der med og afholdes stor høstfest i pavillonen med musikdirektør Georg Marquard og hans orkester. Og i juni 1924 er der følgende 2 -spaltede annonce i Horsensbladene:

Også forskellige former for underholdning vandt efterhånden indpas. Den 6. august 1932 bringer Horsens Avis følgende annonce:

Naverne fra Horsens skabte tradition for at gæste pavillonen. De ankom på deres helt specielle måde. Først mødtes de ved vandværket, og derfra sejlede de i både over til pladsen neden for pavillonen.

Tilbage til 20’eme og 30’eme var Vandværks søen jo dobbelt så stor som i dag og gik helt over til det område, der i dag kaldes festpladsen. Søen blev da også anvendt til mere end at være et paradis for fuglelivet. Således arrangerede restauratøren gennem flere år et stort St. Hansbål på en tømmerflåde anbragt midt ude i søen. Søens bredder var illumineret af mangefarvede lygter med tændte stearinlys i, og når midsommervisen var sunget og bålet slukket, åbnedes dansen i pavillonen til Jerichaus orkester. Så kan man bedre forstå de mange udskårne hjerter med en pil og to bogstaver, som er mærket i de nu gamle træer omkring festpladen.

Problemerne begynder

Naturligvis kunne den store søgning til pavillonen ikke undgå at skabe problemer. Ikke mindst efter at spiritusbevillingen var kommet.

Et referat fra et sognerådsmøde i Lundum-Hansted sogneråd afholdt i forsamlingshuset den 23.dec. 1925 illustrerer dette:

“Alle medlemmer var mødte.

Følgende sager forelå til forhandling.

Efter indbydelse mødte restauratør Lauritzen. Han hævdede bestemt og fremførte mange eksempler på, at han havde ført en skarp kontrol i alle retninger oppe i pavillonen. Han var villig til at gå ind på at stille som fordring til bestyrelsen for de stedlige ungdoms-foreninger, når de lejer pavillonen til bal, at de da påtager dem udgiften til leje af en upartisk af sognerådet udpeget eller godkendt mand til at føre kontrol med, at kun medlemmer får adgang.

Endvidere indgik han på at fastsætte lukketiden ved de stedlige ungdomsforeningers bal til kl. log at begrænse ballernes antal til 85 2 for hver ungdomsforening for 1 år. Det vedtoges herefter at anbefale Lauritzens andragende om fornyelse af hans bevilling«.

En af de udpegede mænd var gennem nogle år gårdejer Søren Jensen, der var kendt og respekteret for sine gode armkræfter.

Men også politiassistent Bryholt aflagde mangen gang pavillonen et besøg, undertiden tilkaldt af værten, og den kendte politimands tilstedeværelse havde altid en beroligende virkning på de ophidsede gemytter. De kendte hans håndfaste metoder!

Pavillonen under krigen

2. verdenskrigs start synes i en periode at have sat en stopper for aktiviteten i skovpavillonen. Men allerede i maj 1941 var der tegn på nyt liv herude. Således skrev pressen følgende ledsaget af nedenstående annonce:

De gode gamle dage« syntes at skulle genopstå. Men tiden var blevet en anden  g var dermed løbet fra den gamle atmosfære omkring søndagskaffen i den gamle Pavillon.

Der opstod hyppigere episoder, hvor politiet måtte tilkaldes for at sætte styr på gemytteme. Hele niveauet sænkedes i forhold til tidligere.

Pavillonens sidste år

Der havde gennem de små 50 år i pavillonens historie været såvel opgangs- som nedgangstider. Fra at være en søgt sommerrestaurant med – som nævnt – Georg Marquards orkester og med sangkor fra Håndværkerforeningen i Horsens – havde miljøet udartet ikke så lidt. Noget af det sidste, man kan læse om pavillonen står i Horsens Avis i begyndelsen af august 1954:

“Horsens Jitterbugskole og The Sack Bottle Stompers 8l Tangerede i aftes en jitterbug- og jazzaften på Egebjerg pavillon. Der medvirkede en lang række orkestre, bl.a. fra Vejle. Hvad man ser på billedet er blot nogle af grundtrinnene, så vi tør næppe tænke på, hvordan de andre må være”.

Og dette var altså kort’ tid før pavillonen ganske enkelt blev lukket af øvrigheden. Lokaliteterne var efterhånden nærmest uhumske og dertil hjemsted for mere eller mindre lyssky foretagender.

Pavillonen blev udbudt i licitation med den bemærkning, at køberen skulle rive den ned og fjerne alt tilhørende.

Ifølge byrådsreferatet af 25/10 1955 overdroges nedbrydningen til Århus Nedbrydningskompagni for 2777,77 kr., og formentlig blev pavillonen så fjernet kort tid efter.

Et kapitel i Hansted – Egebjergs historie var slut. Men hvad var der ikke også sket, fra den første kop kaffe blev skænket i 1906 og frem til jazz. og jitterbugaftenen i august 1954.

Men svanerne er stadig en fryd for øjet, når de bortset fra den koldeste vinter bryder vandspejlet i den gamle, smukke sø.

Kilder:

  1. Nulevende og afdøde beboere i sognet.
  2. Horsens Avis og Horsens Folkeblad.
  3. Landsarkivet i Viborg.
  4. Lundum – Hansted sogneråds forhandlingsprotokoller.
  5. Horsens Byråds forhandlingsprotokol.
  6. Horsens Vandforsyning 1876 – 1976. Jubilæumsskrift udg. af Horsens byråd.
  7. Oplysninger fra Bygningsinspektørens kontor i Horsens.