Egebjerg Træskoringefabrik

Se og læs artiklen i sideformat – åbner nyt vindue

Egebjerg Træskoringefabrik
af gdr. Peder Pedersen, Højvang

 Anna og Svend Engelbrekt Pedersen købte ejendommen Egebjergvej 161 i 1934 af fru Wulf. Huset blev dengang beboet af to familier. Efter overtagelsen blev det indrettet dels til beboelse for de nye ejere og dels til en forretning, hvor man handlede med cykler og radioapparater. Desuden blev der plads til et  reparationsværksted for cykler.

Forretningen passede Anna Engelbrekt om dagen, og Svend reparerede cykler efter fyraften, når han kom hjem fra sit arbejde på Hede Nielsens cykelfabrik i Horsens. Der gik dog ikke så mange år, før forretningen havde nået et sådant omfang, at han helt kunne hellige sig forretning og værksted.

I 1939 kom krigen og i 1940 tyskernes besættelse af Danmark, og dermed opstod der mangel på en lang række forbrugsting. Bilerne blev klodsede op, og derfor fik folk i endnu højere grad brug for cykler. Det ville jo også have været godt for forretningen på Egebjerg bakke, hvis der ikke samtidig var blevet mangel på cykler!

Svend Engelbrekt så sig nødsaget til at finde andre områder at slå ind på.

Træsko var vel nok den mest udbredte fodbeklædning til arbejdsbrug på den tid, og for at de skulle kunne holde, måtte de beslås med træskoringe under bunden. Da de fabrikker, der normalt fremstillede disse, ikke kunne få nyt jern, så opstod der mangel på dette område.

Så fik Svend E. den tanke, at han kunne lave træskoringe, altså jernringe, hvori der blev slået (eller presset) træ, så de bagefter kunne slås fast under træskoene med søm. Gummibeslag var man endnu ikke begyndt at lave, og for øvrigt var gummi jo også en mangelvare.

Det begyndte beskedent med håndkraft og simpelt værktøj til at bøje jernbåndene til den rette model. Ringene blev skåret eller klippet ud af kasserede jernkasser, som blev købt på DSB’s værksteder i Skanderborg. Værkføreren her så med megen velvilje på ideen om genbrug og fandt meget frem, som kunne bruges. Det var mest galvaniserede kasser, som osede slemt under svejsningen af sammenføjningerne.

Derefter skulle der slås træ i ringene, og det foregik med en stor hammer på en ambolt. Det skulle være tørt grantræ, som en lokal tømrer savede ud i den rette tykkelse. Senere købte Svend E. selv en båndsav, så det kunne klares hjemme på værkstedet.

Arbejdet med at slå træ i ringene blev til dels udført som hjemmearbejde, idet tidligere gårdejer Henrik Kragh og skomager Karl Jacobsen fik ringe med hjem til forarbejdning. Et indtryk af produktionens omfang får man, når Kragh en dag kunne berette, at nu havde han lavet 1 million! Lokalerne var små, og snart øgede~ produktionen, så der blev behov for udvidelse. Den første tilbygning blev opført i 1944,og i 1946var der behov for endnu en fløj, den som senere blev benyttet til bank og posthus.

Senere gik man også i gang med at fremstille siksak beslag, der blev fremstillet af nyt båndjern. Sv. E. fik en meget dygtig mand, ingeniør eller værktøjsmager, til at konstruere en maskine, som kunne dreje siksak beslag. Men da der også skulle laves huller, blev der anskaffet både boremaskine, .stansere og en stor svingpresse. I stanserne kunne der skiftes værktøj til de forskellige processer.

Senere tog man en produktion af kulskovle op, ikke de store, men de små kulskovle, som folk havde i kulspanden ved siden af kakkelovnen. Dette kunne man gøre, fordi den fabrik, der hidtil havde fremstillet disse skovle, nu ikke længere kunne få de sædvanlige materialer. I Egebjerg brugte man imidlertid alt, hvad der kunne fremkaffes.

Svend Engelbrekt måtte ofte på farten for at skaffe materialer, alt kunne bruges i mangel af nye, f. eks. gamle bilkarosserier, udtjente bilgeneratorer m.m.

Foruden kulskovle fremstillede man også børneskovIe, det blev dog ikke den store succes. – De var for stærke, sagde grossereren, de måtte ikke holde så længe.

Mankeplader til hesteseletøj blev også fremstillet. Der var jo mangel på alt i krigsårene, hvor intet kunne skaffes som sædvanligt.

Sidst fremstillede man hegnspæle til elhegn.. De første blev lavet af rundjern, hvorpå der blev svejset et ekstra dobbeltben til at træde på. De viste sig dog at være for svage, for de bøjede sig, når jorden var hård. Man begyndte derefter at lave dem af svært vinkeljern. Mange pæle blev solgt til landmænd i omegnen, men FDB var dog den store aftager.

Efterhånden blev der så stor konkurrence på dette område, så det ikke længere kunne betale sig, og så stoppede denne produktion.

De fremstillede produkter blev ikke afsat til en enkelt grossist, men til mange mindre ,aftagere. Erfaringen havde vist Svend E., at det kunne være farligt for en mindre virksomhed at satse på en enkelt aftager, hvis denne af en eller anden grund gik konkurs.

De største produktioner lå på træskoringe og kulskovle. Det var ikke sjældent, at Aksel Laursen, som var ansat hos vognmand H. Sørensen, kørte med et helt læs. Mange træskoringe gik til en grosserer i Herning.

I travle perioder var der op til 12 medarbejdere. Heraf kan nævnes:

Martin Hansen, Niels Hansen, Søren Jensen, Alfred Jensen, Holger Jensen, Anders Nielsen, Søren Rasmussen, Ove Sørensen, Ejler Steffensen, og sidst, men ikke mindst, Jensine Ingemann Sørensen, som var beskæftiget på fabrikken fra dens start til dens ophør. – På daværende tidspunkt var det ikke velset i fagforeningskredse, at en fabrik beskæftigede kvindelige arbejdere. Jensine Ingemann fik da også undertiden at vide, at nu kunne hun godt gå hjem, men hun blev alligevel.

I krigs årene blev cykelværkstedet ved at fungere, meget dygtigt passet af Jens Elbæk, men der var store problemer med at skaffe reservedele, og det var meget svært af få nye dæk og slanger. Hvis man endelig var så heldig, var de oftest af en meget dårlig kvalitet, så de gamle skulle holde langt ud over det rimelige. Hullerne i dækkene blev repareret med lapper både indvendigt og udvendigt, hjulet var på det nærmeste dobbelt belagt.

Mange underlige ting kom frem i disse år til afløsning af dæk og slanger. F. eks. så man en træring lagt omkring fælgen, der var dog anbragt små fjedre mellem ringen og fælgen for at gøre den mindre hård at køre på, og der kunne slås et gammelt dæk på for at gøre den mere holdbar. Man brugte også undertiden et gammelt dæk med et tykt reb lagt indeni. Det var hårdt, men havde den fordel, at det ikke kunne punktere, hvilket man ellers ofte var udsat for, man skulle ikke regne med at kunne køre både ud og hjem uden punktering!

 Nogen tid efter krigens afslutning kom der igen nye materialer frem, så tingene kunne produceres som før. Det blev en naturlig afslutning på den epoke, og for træskoringene var det også slut. Da der kom gummi frem igen, lavede man beslag af det.

Efterhånden kunne man også få cykler og tilbehør, og dertil kom også knallerten, som var enhver stor drengs og piges ønske.

Cykelforretningen blev dermed udvidet, og normale tilstande var genetableret.

Det var ikke så lidt opfindsomhed og arbejdsomhed, der var blevet præsteret i årene fra 1940-47

 Denne beskrivelse af Egebjerg Træskoringefabrik bygger på oplysninger og notater meddelt af Anna Engelbrekt, suppleret med egne erindringer. P.P.

Lokalhistorie, krig, besættelse, erhverv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *