Præst under den tyske besættelse 1940-45

Af fhv. sognepræst Jens Kjærsgård, Bjerringbro

Klik her og læs artiklen i bogformat.

Jens Kjærsgård er født i Gylling 1907. Præst under den tyrske bestættelse 1940-45 Han blev student 1926 og tog teologisk embeds-eksamen 1933. Samme år blev han sognepræst i Dybe Ramme og giftede sig med cand. mag. Karen Vibeke Vieth Holst. August 1939-48 var Jens Kjærsgård sognepræst
for Lundum og Hansted menigheder, hvilket er baggrunden for de efterfølgende erindringer.
Fra 1948 var han sognepræst i Bjerringbro, hvor han nu er en meget aktiv pensionist.

Præstegården i Lundum

Jeg havde været præst i Dybe i Vestjylland i fem år, da min kone og jeg
besluttede at søge til mildere egne i Østjylland. Den 18. august 1939 underskrev
kongen mit kaldsbrev, og i begyndelsen af oktober samme år flyttede vi
med vore børn ind i præstegården i Lundum.
Den var adskilligt større end den, vi kom fra. Der var en stor have, der dog
var noget besværlig at holde, men hvor vi kunne høre nattergalen synge. Fra
den lukkede veranda var der en dejlig udsigt over mod Nim, og fra dagligstuevinduet kunne man se ned over Lundum og op mod Tamdrup kirke.
Der var til alt held indlagt vand fra præstegårdens brønd, så man kun.
behøvede at dreje op for vandhanen, men præstegården var dog ikke så
moderne, at den havde fået indlagt træk og slip. Det fik vi først et par år
senere. Præstegården stammede fra omkring århundredskiftet, men en dør
ind til et kvistværelse var fra den gamle præstegård, der var blevet opført af
pastor Pontoppidan i slutningen af 1700-tallet.
Vi kom til at opleve, hvor kold denne bolig kunne være. En overgang måtte
min kone og jeg flytte ind i børneværelset, fordi der satte sig store frostskjolder
på ydervæggen i soveværelset, og når jeg sad i min stue, havde jeg om
vinteren som regel et par sivsko oven på mine almindelige sko, så fodkold var
den. Og i køkkenet kunne der gå dage, hvor isen i vinduerne ikke smeltede,
selv om vi havde ild i komfuret. Min kone havde store frostsår på hænderne
hver vinter, men vi var i besættelsesårene nødt til at spare på brændselet.
Til præstegården var der avlsbygninger, der lå på gårdspladsens venstre
side, en stald og lade bygget sammen i en bygning, og mod øst var konfirmandstue, brændehus og garage.

Mine to kirker

Lundum var en fattig kirke i sammenligning med de kirker, vi kom fra, men
jeg har dog oplevet gode timer i den, fordi jeg hurtigt erfarede, at man kunne
sige ting der i denne lille kirke, der ikke kunne siges i den langt større Hansted
kirke. Og der kom en trofast skare af kirkegængere, som regel mellem 40 og
60. I selve sognet var der ca. 400 indbyggere. I slutningen af forrige århundrede
havde der været flere familier, som tilhørte »De stærke jyder,,, men nu
var der kun to brødre med deres familie tilbage af dem, og de gik visselig ikke i
kirke, heller ikke i Korning eller Løsning.
Det fortaltes, at da det ved en afstemning i Lundum menighed var vedtaget
at man skulle gå over til at bruge ••Salmebog for Kirke – og Hus – Ahdagt<< fra
1855, havde de stærke jyder protesteret. Den første søndag, da den nye
salmebog skulle tages i brug, havde de taget Kingos salmebog med og givet sig
til at synge de angivne salmenumre efter Kingo. Det havde til følge, at degnen
sang en salme og de en anden, hvorfor præsten til sidst havde måttet afbryde
gudstjenesten. Næste søndag gik det på samme måde, men den tredje søndag
kom herredsfogeden, dengang, vistnok indtil1919, var herredsfogeden både
dommer og politimester, og derefter måtte »De stærke jyder<< bøje sig. Denne
strid fik til følge, at en af »de stærke<<, som var udset til at skulle være
sognefoged, ikke blev det, og kort efter søgte de bort fra sognet.
Hansted kirke var modsat Lundum en stor kirke, hvor der let kunne sidde
300 mennesker. Den er meget lang, hvorfor prædikestolen er anbragt noget
nede i skibet. Derfor var kirkestolene i det øverste hvælvingsrum dobbelte, så
man kan sætte sig med ansigtet mod koret, når præsten er der, og med
ansigtet mod vest, når præsten er på prædikestolen.
Da jeg kom dertil, stod et gammelt korgitter op mod nordmuren. Det fikjeg
flyttet tilbage på dets plads mellem kor og skib, så man nu kunne se bagsiden
af det. Derved dækkedes nogle hæslige sidefløje på alteret noget for menigheden.
Under koret var der gravplads for bl.a. en gammel Horsens-købmand,
Anders Jensen Thonboe, og hans søn og kone, Dorthea Hansdatter. Hun
oprettede Hansted Hospital for 24 gamle omkring 1705. I vor tid var det blevet
til en stiftelse med plads til60 ældre mennesker, hvor beboere af ejendomme,
der havde hørt under Hanstedgaard havde fortrinsret til at komme ind.
Hansted Hospital ejede Hansted kirke og afholdt alt vedligeholdelsesarbejde
på den, hvorfor den var i god stand.
Noget der kunne genere, især når der var begravelse, var den østjyske
længdebane, der gik langs med kirkegårdens nordside. Kom et tog, mens vi
stod omkring graven, var det umuligt at høre et ord. Der oplevede jeg en
vinterdag, at hele følget stod og krøb i læ langs kirkens nordmur, mens kun
familien og jeg stod ved graven. Det førte med sig, at jeg herefter gjorde
handlingen ved graven så kort som vel muligt, for eksempel bad jeg nu
fadervor og lyste velsignelsen inde i kirken.

Lundum sogn

Havde vi boet »Ude på landet<< i Dybe, kom vi nu til at bo i en lille landsby,
hvor der var både købmand, brugsforening, brødudsalg og tømrer, murer,
snedker samt smed. Særlig den sidste, Kaj Møller, kom til at indtage en stor
plads i vore tre drenges dagligdag, men det er jo også spændende at se,
hvordan en smed kan forvandle et stykke glødende jern. Desforuden var der et
lille teglværk og et lille savskæreri, 6 gårde, et gartneri og adskillige huse,
hvor der boede ældre mennesker eller arbejdsfolk. Og ikke at forgle~me, for
det havde været medvirkende til, at jeg søgte Lundum-Hansted, en jernbanestation, hvorfra toget gik mod Horsens og Silkeborg.
Til præstegården hørte en skov på 12 tdr. land, som var forbeholdt præsten
mod en mindre forpagtningsafgift. Det viste sig at være et stort aktiv for os, da
det i besættelsesårene blev svært at købe brændsel. I sognet var der desuden
tørveskær, men under krigen, da efterspørgslen på tørv var blevet uhyre stor,
skulle man regne med, at når man betalte for 1000 tørv, fik man kun 800, eller
når det gik højt 900, for tørv solgtes dengang i tal og ikke i tons – og ingen
gjorde vrøvl. Ved pengeombytningen i sommeren 1945 var der adskillige
tørvemagere, der “kom op at køre”, fordi de havde glemt at opgive til skattemyndighederne, hvor stor en kapital de havde samlet. Der er dog altså en vis
retfærdighed til!
Mangen en søndag gik vi tur ned i præstegårdsskoven , hvor der både var
mange liljekonvaller og blå anemoner. M de sidste flyttede vi nogle til Bjerringbro
præstegårdshave og derfra til vor nuværende have. Desuden var
præstegårdsskoven særpræget ved, at der voksede mange ege- og lindetræer,
altså rester af oldtidens skov i Danmark, og på engen, der også hørte til
præstegården, fandt vi champignoner. Andre af vore ture kunne gå til Julianelyst
skov eller til den gamle bronzealderhøj »Gammel mand«, der lige var
blevet restaureret af Nationalmuseet, og hvorfra der var en pragtfuld udsigt
over landskabet.
En kilometer øst for Lundum by lå Lundumskov, hvor der var skole og
forskole samt forsamlingshus, et par huse og fire gårde. Jorden omkring
Lundum og Lundumskov var god muldjord, hvorimodjorden blev ringere, når
vi kom ned i Hansted ådalen, hvor flere husmænd måtte hente deres indtægter
ved tørveskær. Vi kunne ikke undgå at mærke, at man i Lundum og
Lundumskov ikke rigtigt regnede med dem på Lundum Hede, selv om der var
adskillige arbejdsomme folk derimellem.
Lundum var en gammeldags landsby, hvor der i vor tid kun blev bygget tre
huse. Da en husmand måtte gå fra sin ejendom på Lundum Hede og blive
teglværksarbejder, kostede hans ny hus 14.000 kr., hvorfor folk spurgte, hvor
længe han kunne blive siddende i så dyrt et hus, men han klarede det nu, også
fordi han fik arbejde hos Hede Nielsen i Horsens, da· teglværket måtte
indskrænke. Selv var manden kommet fra Alrø, men hvordan skulle en mand
fra en ø med god jord kunne klare sig på Lundum Hede. Han var slet ikke
opdraget til at samle de sidste strå op.
Til slut et lille træk fra Lundum kirkebog. Engang i 1850’erne var en ung
pige i Lundum sogn død, og senere i 1890’erne havde den davæ rende præst
skrevet denne tilføjelse i kirkebogen ud for hendes data: »Hun døde efter
sigende af skræk, for da hun gående ad Kløvenhøjvejen (vejen fra Lundum t il
landevejen , og hvor der er en ret dyb udskæring), mødte hun en hund, og da
hun bøjede sig ned for at klappe den, var der ingen hund!

Hansted sogn

Hurtigt gik det op for mig, at i modsætning til Lundum sogn var Hansted
sogn et splittet sogn, fordi der var tre byer deri med hver sin skole. Hansted by
med kirke, skole og hospital, Egebjerg by med skole og brugsforening, og midt
mellem dem forsamlingshuset og mejeriet, til hvis leverandørkreds det meste
af Lundum hørte. Endelig Rådved med skole og forsamlingshus, der dog
næsten kun blev brugt til den årlige høstfest for Raadvedboerne. Hertil kom
desuden Raadved kær, der havde sit eget præg, og Tuerne, der var nabo til
Horsens byområde, og hvorfra man havde frit udsyn til Horsens Tugthus.
Folkeviddet sagde om Tuerne, at det var sidste station inden tugthuset, og
dermed var dommen over beboerne der fastslået. I Tuerne lå også gården
»Hammersholm«, hvor den kendtejyske hingst, “AJdrup Munkedal<<, der for
resten var lagt til i Aldrup ved Hvorslev, var opstaldet. En bronzestatue af den
står nu ved Bygholm Landbrugsskole. Der gik det sagn, at omkring århundredskiftet blev en præst, der flyttede fra Lundum-Ransted sogne, bedt om at give en karakteristik af det åndelige liv i Hansted sogn, og at da skulle han
have svaret med ordene: “Aldrup Mundedal!”
Et vidnesbyrd om splittelsen mellem Hansted og Egebjerg oplevede jeg selv,
da jeg hørte en Hanstedbo nævne, at Hansted kirke juleaften havde været så
fuld, at mange havde måttet stå op, “men skidt, det var kun de Egebjergere l”
Også indadtil var Hansted by splittet : 5 gårde lå ved siden af hinanden,
mellem nogle af dem var kun en smal smøge, men til trods for, at der ikke var
uvenskab mellem dem, kom beboerne dog ikke sammen til kaffeselskab. Jeg
har somme tider tænkt den tanke, at når der var så lidt fællesskab i Hansted
by, kom det af, at Hansted Hospital ejede Hansted kirke og igennem et par
århundreder havde afholdt alle udgifter ved kirkens vedligeholdelse, så bønderne
ikke havde det at tale sammen om.
Derfor ønskede jeg også mange gange, at præstegården havde ligget i
Hansted sogn, men da den præstegård, vi boede i, blev bygget, ville den
daværende sognepræst ikke høre tale om, at præstegården skulle flyttes til
Hansted, fordi han så ikke kunne få så megen jord lagt til præstegården, at
han kunne holde et spand heste til sin vogn.
I Egebjerg var der til gengæld et godt sammenhold. Et par gårdmandsfolk
der havde den særhed, at de altid gik i seng omkring kl. 19, så de ikke kunne
være med til fødselsdagsselskaber, der blev holdt om aftenen. Altså lavede
man tidspunktet for disse selskaber om, så man mødtes om formiddagen eller
til frokost. Og havde de selv selskab, der trak ud over deres sengetid, så gik de i
seng til sædvanlig tid, idet de forlangte, at når den sidste gæst gik hen ad
midnat, skulle han sørge for, at yderdøren var låst og nøglen stukket gennem
brevkassen.

O. A. Christensen

Men det var i Rådved, at vi skulle få vore allerbedste venner, O. A. Christensen
og hans kone Astrid på Rådved Kjærsgård. O. A var københavner ud af en
meget velhavende familie, og hun var himmerlænding fra en større proprietærgård, så vidt jeg ved, havde hun lært O. A at kende gennem sin broder.

Proprietær O. A. Christensen parat til en ridetur sammen med uddeler A. Svendsen, Egebjerg

O. A var hurtig i replikken og havde altid lyst til at diskutere, men han
havde hjertet på det rette sted. Således var det f. eks. husmændene i Rådved,
der valgte ham i sognerådet og ikke bønderne der, og det var også ham, der
sørgede for at holde liv i høstfesterne i Rådved forsamlingshus. Under besættelsen
fik han ved en bestemt lejlighed vist, at han heller ikke var bange af sig.
I Tuerne boede en siesvig- holstener, som havde en lille ejendom, hvor han
dyrkede pil, der bl. a. anvendtes til bånd til smørdritler, og hvor han også
havde et par køer. Han var ikke tilfreds med den tildeling af korn, som
kornnævnet, hvis formand var O. A, havde bevilget ham, og derfor kom han
en dag til O. A og forlangte en større tildeling. Og da O. A gjorde ham
opmærksom på, at han ikke kunne få mere, hvis kornnævnet skulle følge
reglerne, svarede han med at true O. A, at så ville han henvende sig til den
tyske værnemagt. Men det skulle han aldrig have gjort, for nu gik O. A op i en
spids og brugte meget store bogstaver, idet han lod ham vide, at så længe han,
O. A Christensen, var sat til at administrere kornloven, kunne han ikke få
mere, og »det kan ikke hjælpe Dem, selv om De kommer med der Fuhrer
himself!<< og så smed han ham ud med det løfte, at herefter var Rådved
Kjærsgaard lukket for ham og hans slæng.
Denne mand gik i øvrigt rundt i Hansted sogn om natten, og så han et
vindue, der ikke var mørkelagt, anmeldte han det til værnemagten. Længe
slap han, der var tysk statsborger, fri for at blive indkaldt til krigstjeneste,
men til sidst kom buddet også til ham. Siden så vi ham ikke, menjeg blev efter
krigen spurgt af det danske politi, om jeg vidste, hvor han kunne opholde sig,
fordi man havde et lille regnskab at gøre op med ham. Men lad dette være et
vidnesbyrd om O. A’s frygtløse retsindighed.
O. A havde imidlertid også blik for livets pudsigheder. En dag lå han og
rodede i gårdens brønd, mens tre drenge fra nabolaget så til. Lidt efter ser O.
A. op igen, og da står der en dreng mere, hvortil O. A bemærker: >>Nå, I er nok
blevet fire!« Men da får han, der selv er københavner, svaret: »Nej, det er vi
ikke, for ham der er kun en københavner! << Den historie fortalte han med stor
fryd og til karakteristik af os jyder.

Hansted Hospital

Man skulle ikke være længe i Lundum og Hansted, inden man forstod, at
alle kendte hospitalet, og at sognerådet regnede med det i den forstand, at
man ikke behøvede at tænke på et hjem for gamle. Og hospitalet var et godt
sted for gamle mennesker. Der var plads til24 mænd, som skulle være fyldt 60
år, inden de kunne komme ind, og 36 kvinder, som kunne få bopæl der, hvis de
var 50 år. Var det et ægtepar, der flyttede ind, fik de en dagligsgtue og et
soveværelse. Derimod var der kun få eneværelser, hvorfor to kvinder eller to
mænd ofte boede i samme lejlighed med to værelser.
Beboerne var i reglen så åndsfriske, at de fandt sammen med andre med
samme interesser, hvorfor hospitalet godt kunne sammenlignes med en lille
landsby, hvor man gik sammen i forskellige hjem for at drikke aftenkaffe, alt
som venskab og interesse bandt dem sammen.

Beboerne på Hansted Hospital var dengang mere raske og rørige, end det normalt er tilfældet i dag. Derfor var det også muligt at arrangere flere udflugter som her, hvor beboerne er på besøg på Hanstedgård.

Til hospitalet hørte en køkkenhave og park på 4 tdr. land og en skov på godt
100 tdr. Derfor fik de mænd, der ønskede det, tilbud om at få arbejde i have og
park og med at save og kløve det brænde, som skulle bruges til opvarmning og
køkken. Desuden havde hospitalet en lille svinestald, hvor en af beboerne
passede dyrene. Og kvinderne kunne få mulighed for at hjælpe i køkkenet med
f.eks. opvask og syltning, og desuden med at stoppe strømper og sokker og
lappe og reparere beboernes gangtøj, og vel at mærke alt sammen mod betaling.
Selvfølgelig var det ikke en stor dagløn, men det behøvede de jo heller
ikke, fordi der fra hospitalets side blev sørget for alle deres fornødenheder, tøj
medregnet, lige til deres begravelse.
Når de flyttede ind, havde de deres egne møbler med, hvis ikke, stilledes
møbler til rådighed af hospitalet. Ved indflytningen afleveredes deres kapital
til hospitalet, men de fik dog renterne deraf, og skulle de ønske at forlade
hospitalet, blev kapitalen udbetalt dem. Ved død arvede hospitalet den indbetalte
kapital og det medbragte møblement.
Et vidnesbyrd om det fortrinlige i hospitalets ordning med at tilbyde
beboerne arbejde, om de måtte ønske det, har jeg i et par barnløse husmandsfolk,
som var flyttet ind kort efter, at han var blevet 60 år. I den første tid nød
han, at han nu havde fået ferie, så derfor sagde han straks nej, da forstanderen
spurgte, om han var interesseret i noget arbejde. Men efter ca. 3 måneder blev
han mere og mere utilfreds, ja han begyndte at tale om, at de måtte hellere se
sig om efter et lille husmandssted igen.
Til alt held for ham og hans svage kone blev den mand, der passede
hospitalets grise, syg, og da vovede forstanderen at komme til ham igen: >>De
ved, at Jens, der passer grisene, er blevet syg, og det vil vare et par uger, inden
han er rask igen. Vil De ikke gøre mig den tjeneste at passe dem, mens Jens er
syg?« Og det kunne han som gammel landmand ikke sige nej til, for dyrene
skulle jo passes. I løbet af det par uger forsvandt al utilfredshed hos ham, og da

Hospitalet set fra øst. Til venstre den bygning, hvor der var svinestald og hønsehus.

Jens døde, fortsatte han som en glad mand med svinene og tænkte ikke mere
på at rejse.
Mon noget tilsvarende ikke kunne praktiseres på nogle af vore hjem for
ældre i dag?
Det hændte somme tider, at jeg viede et par mennesker fra Horsens. Vielsen
skulle ofte foregå i dybeste stilfærdighed, men da der skulle være to vidner til
en vielse – det var før, det blev tilladt kirkesangeren og organisten at være
vidner- badjeg gerne et par gamle mænd fra hospitalet om at være vidner. Af
brudeparret havdejeg forlangt 5 kr. til hvert vidne for deres ulejlighed. Og så
så jeg da de to gamle sidde i deres fineste puds nede i kirken, en enkelt gang
har jeg endda set dem række bruden en lykønskningsbuket, og et håndtryk
gav de altid brudeparret.
Jeg skulle ifølge fundatsen, fordi jeg som stedets sognepræst var født
medlem af hospitalets bestyrelse, være på hospitalet en gang om ugen for at se
til beboerne, og desforuden skulle jeg holde fire altergange i hospitalets
kapelsal. Så jeg fik et ret godt kendskab til dem og nød at komme omkring og
tale med dem. Desuden havde det den fordel for mig, at da jeg under besættelsesårene
blev nødt til at undervise konfirmanderne i Egebjerg centralskole,
hvor de alle gik i skole (flere af drengene og pigerne· havde efterhånden ikke
dæk på cyklerne, så de kunne køre til Lundum), så kunne jeg spise til middag
på hospitalet og derefter fortsætte om eftermiddagen med husbesøg i Hansted
eller Egebjerg.

9. april 1940

Der er skrevet meget om årene fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Men lad mig
alligevel skrive lidt om disse fem år, fordi de blev så skelsættende for os.
Min familie og jeg havde bestemt at holde ferie nogle dage, når forårs konfirmationen var afholdt, og derfor gjorde vi os rede til at køre til København tirsdag den 9. april. Med os i bilen skulle vi have pastor Raagaards kone fra Østbirk.
Den 9. april vågnede jeg og min kone ved, at vi hørte støj fra flyvere over
Lundum. Ud af vinduet kunnejeg se, at det var tyske flyvemaskiner, men slog
mig til ro med, at vi så ofte i sommeren 1939 havde set tyske flyvere patruljere
langs med vestkysten, og med den tanke, at de måske denne gang skulle til
Norge. Selvfølgelig lukkede vi op for radioen, men der kom ingen oplysninger i
radioavisen, og bagefter kom den sædvanlige »morgengymnastik for kvinder•<.
Da Raagaard derfor kom med sin kone, blev vi enige om at køre til
København. Alt var roligt på vejene, så vi kom gennem både Horsens og Vejle
uden at se nogle soldater.
Men ved opkørselen til Lillebæltsbroen blev vi pludselig standset. På cykelstien
var et maskingevær placeret, og en mand i noget grønt tøj og med hjelm
på hovedet gik hen imod mig, idet han rakte hånden op til tegn på, at vi skulle
standse. Jeg rullede naturligvis sideruden ned for at høre, hvad han ville, men
jeg blev så overrasket, at jeg i første omgang ikke forstod et ord. Da han derpå
gentog (stadig på tysk), hvad han havde sagt, forstod jeg, at den tyske
værnemagt i nattens løb havde taget Danmark under sin beskyttelse for at
afværge en engelsk besættelse aflandet. Derefter ville han vide, hvor vi skulle
hen, og da jeg fortalte, at vi skulle til København, fik jeg at vide, at vi trygt
kunne køre videre, alt var roligt.
Selvfølgelig skulle vi ikke til København nu, for det stod os alle klart, at nu
var vor plads i Østbirk og i Lundum – Hansted.
Vel hjemme kunne vi i dagens løb høre regeringens opfordring til at forholde
os i ro, da enhver overilet handling kunne få skæbnesvangre fø lger. Og
Kongens personlige tilføjelse dertil, hvor han ønskede, at Gud måtte bevare
Danmark.
Jeg havde om søndagen bekendtgjort, at jeg ville være bortrejst, og derfor
kørte jeg om eftermiddagen den 9. april til Hansted for at tale med en og
anden, og for at man skulle vide, at præsten var hjemme.

Tyskerne kommer

Der så jeg den ene afdeling af fremmede tropper køre op ad hovedvej 10 efter
den anden. Senere på dagen kom en deling danske soldater gennem Lundum.

Fru Grethe S vendsen tog dette billede den 9. april, da tyske soldater i fred og ro kom ned ad Egebjerg Bakke. I baggrunden gården Egesholms stuehus.

Deres officer fortalte mig, at de skulle til Viborg, men også, at de havde fået
ordre til at holde sig til kommunevejene. Han og hans soldater græd, da de
fortalte, at de ikke havde måttet kæmpe.
Radioen var fuld af forordninger om det ene og det andet, blandt andet blev
det meget stærkt understreget, at alle vinduer i husene skulle være mørkelagt,
så intet lys indefra kunne trænge ud og evt. vejlede engelske flyvere, og
selvfølgelig var der herefter heller ikke mere vejrmeldinger i radioen eller
andre nyheder end dem, som værnemagten havde godkendt til udsendelse.
Det var med bange anelser, vi så morgendagene i møde, og uvilkårligt blev
det sådan for mig, at jeg måtte føje den sidste linje af sangen »Jeg elsker de
grønne lunde« til vor bordbøn: ,,Kære himmelske fader, mind os om, at end er
der en Gud foroven, som råder for Danmarks sag. ”
Hvordan tog folk så besættelsen? – De allerfleste var som vi bange, selv om
rygterne hurtigt gik, at englænderne havde sendt en flåde ind i Kattegat.
Enkelte bønder derimod glædede sig som en, der straks om morgenen var
løbet hen til smeden i Egebjerg, da han havde erfaret, at vi var blevet besat -og
endda løbet derhen i sine kludesko for at fortælle smeden og de andre, som
stod der: »Nu får vi noget for vores svin!<< Han blev dog frosset ud af selskabet,
og man glemte ham det ikke.
Ingen af de soldater, der faldt d. 9. april, var fra Lundum og Hansted.

Flaget gemmes væk

Vi var nogle, der havde talt om, at vi ville hejse vort flag på halv stang den 9.
april 1941, men da det kom vor sognefoged for øre, kom han til mig og
meddelte fra politimesteren, at enhver markering af den 9. april var forbudt.
Dette samt det, at jeg en dag fik at vide, at vi kunne vente indkvartering af
tyske officerer i præstegården, gjorde at jeg fik smeden og hans svend til at
hjælpe mig med at tage vor flagstang ned og lægge den på vort udhusloft.
Skulle der flages med hagekors i præstegården, skulle vor flagstang i hvert
fald ikke bruges dertil, da præstegårdens flag kunne ses over hele Lundum.

Besættelsens hverdag

Men snart gjaldt det hverdagens problemer. Jeg husker ikke mere, hvor
meget der nu kom rationering på, men inden krigen var forbi, skulle der i
hvert fald også bruges mærker, hvis man ville købe tøj og uldgarn. Af den
grund var der f. eks. mange herrer, der fik deres gamle jakkesæt vendt hos
skrædderen, og i nyt herretøj blev der indvævet kohår! som det kunne kradse!
Rutebiler og lastbiler fik anbragt gasgeneratorer, hvor man fyrede med små
stykker bøgetræ i nogle kakkelovns lignende apparater, der var slemme til at
drille. Og mange afgange blev skåret væk i køreplanerne. Derfor har jeg også
en dag set rutebilen fra Horsens til Juelsminde stopfyldt med passagerer inde
i den og oven på taget , akkurat som billeder fra u-landene har vist det . Og
selvfølgelig blev al opvarmning af togene forbudt, så det kunne være koldt at
køre i tog en vinterdag, hvor ruderne var frosset til, og hvor man mange gange
måtte vente i kolde ventesale på, at der gik et tog, man kunne komme med.
Fra stationen i Lund kørte toget fra Silkeborg og fra Rask Mølle parallelt
med hinanden om morgenen, når der var skolebørn med, og da hørte jeg en
dag en af dr. Andersens sønner fra Østbirk sige til motorvognsføreren: ••Hvis
du kan overhale Vestbanen, skal jeg hugge en af min faders gode cigarer til
dig.« Behøver jeg at føje til, at Silkeborgtoget vandt. J o, der var også mangel på
tobak. Teglværksbestyrer Thomsen dyrkede som så mange andre tobak under
krigen. Når det var tørret, lagde han det ned i en transportspand til gæring, og
for at det kunne få den rette temperatur til gæringen, fik han lov til at sætte
spanden, der under låget var lukket med en solid klump ler, ned i naboens
mødding. Når tobakken havde stået der nogen tid, kunne den godt ryges i Em
lang pibe. Det var også ham, der vidste råd, da den dag kom, hvor vi skulle
finde et gemmested til vore U. S. karabiner. Han anbefalede os at gemme dem
i en stabel teglsten, der ville de ligge godt og tørt, til de skulle frem, hvilket
også viste sig a t slå til den 4. maj 1945 om aftenen.
Jeg har nævnt, at togene ikke var varmet op. Det samme gjaldt t il en vis
grad også kirkerne. Vi havde lige brændsel nok til at de kunne varmes
nogenlunde op til søndagsgudstjenesterne. Ville folk have begravelse eller
bryllup en hverdag, måtte vi sige, at det kunne de godt få, men skulle der være
varme i kirken, måtte de selv levere så og så mange sække tørv forinden. Det
førte efterhånden med sig, at alle kirkelige handlinger blev henlagt til om
søndagen. Derfor er det mangen en gang sket , at jeg havde gudstjeneste i
Lundum kl. 10, begravelse i Hansted kl. 12.30, gudstjeneste der kl. 14 og et
bryllup kl. 16, så klokken kunne på en sådan søndag blive henad 18, inden jeg
var hjemme i præstegården . Og selv efter den 5. maj 1945 holdt denne skik
med søndagsbegravelser og -bryllupper sig. Derfor skal jeg heller ikke bebrejde
min søn, Søren, at han en dag, hvor jeg var kommet sent hjem, spurgte mig
sådan: “Far, har du aldrig tid til at være sammen med dine børn om søndagen
ligesom andre fædre?«. Det var måske dengang, at jeg begyndte at se i
præsteforeningens blad, om der var ledige etsogns embeder med lige så gode
skoleforhold som i Lundum.

Boghandler Svend Christensen

Jeg havde fået at vide, at Kaj Munk havde skrevet et skuespil om Niels
Ebbesen. Derfor havde jeg bestilt bogen hos min boghandler. Men aldrig så
snart var bogen udkommet, førend forlaget blev tvunget til at inddrage den
igen, og min boghandler turde ikke sende mig den, men returnerede hele sit
lager af bogen. Så henvendte jeg mig til boghandler Svend Christensen i
Graven, og han turde sælge Svend Ebbesen til mig. Det har vel været i 1942, og
på dette tidspunkt var Svend Christensen allerede engageret i modstandsarbejde.
Han blev jo en af de mest fremtrædende modstandsfolk i Horsens.
Bekendtskabet med Svend Christensen udviklede sig sådan, at han f. eks.
kunne ringe til mig og fortælle mig, at den bog om Paulus, som jeg havde
bestilt, var kommet, og at han havde sendt et bud ud med den, da han vidste,
at jeg stod og manglede den. Jeg havde selvfølgelig ikke bestilt nogen bog, men
det var en ung mand, der skulle væk fra Horsens og gemmes, indtil der blev
skabt mulighed for, at han kunne komme videre til Sverige.
Lad mig med det samme understrege, at min kone aldrig var i tvivl om, at en
modstandsmand skulle have husly hos os, selv om vi begge vidste, at hvis det
kom Gestapo for øre, kunne det få meget alvorlige følger for os.
Nogle af modstandsfolkene havde gode nerver, andres var oprevne. En gang
kom der en aftenstund tre unge, der havde været med til noget jernbanesabotage.
De var så nervøse, at jeg for at få deres tanker i en anden retning sendte
dem ud at grave vores have den næste formiddag.
Et par præstefolk bragte lensgreve Luttichau og hans kone til os. De var så
bange, at de ikke turde bære deres vielsesringe, hvor deres navne var indgraveret.
De var kun hos os et par nætter, så var der skaffet transport videre frem
til dem. Jeg husker ikke, hvor mange der har søgt ind til os, og lige så lidt
husker jeg deres navne. Men jo mindre man kendte til dem, des bedre var det
for alle parter, for det man ikke vidste, kunne man jo heller ikke fortælle. I
sådanne tilfælde hjalp sognefoged Anton Christensen, Egebjerg, mig med
rationeringskort, og efter den 29. august 1943 med Ausweis til dem, hvis jeg
ikke fik disse Ausweis fra Svend Christensen. For at det ikke skulle se alt for
mærkeligt ud over for Lundumboerne, var det en fast regel, at disse unge
mennesker og jeg sagde >>du« til hinanden, for de var jo mine yngre fætre.
Engang imellem var der brug for en dåbsatLest. Da fandt jeg gerne (m frem,
hvor jeg vidste, at personen var død som barn, og da underskrev jeg den med
en tidligere præsts navn, som også forlængst var død. Politimester Høybye i
Hjørring, der dengang var politiassistent i Horsens, blev f. eks. søn af en
fodermester på Hanstedgaard.
Vi hungrede efter sandfærdige nyheder, og derfor kom der også ret hurtigt
illegale blade til os. I begyndelsen var det kun et enkelt duplikeret ark, der blev
sendt som brev, og når de kom fra Høybye, var afsenderen altid N. G. Jensen,
Hulvej, Horsens – en kendt nazist, der den 9. april1940 havde kørt rundt i
Horsens med hagekors på sin bil. Almindeligvis kaldtes han Niels Gris. Disse
blade gik selvfølgelig videre til andre, som jeg stolede på. En enkelt gang
sendte jeg et med posten til en eller anden bondemand, som jeg syntes burde
have lidt mere at vide, men da erfarede jeg også senere, at han ikke engang
havde turdet at læse dem. Det hører også med til billedet af den tid.

Præsternes understøttelsesforening

Jeg husker ikke mere årstallet, da P.U.F. blev stiftet i Århus Stift, men
engang blev jeg indbudt til et møde i Århus Bispegård, hvor provst Rald,
Frederiksberg, kom til stede. Hensigten med mødet var, at der også i Århus
Stift skulle dannes en organisation blandt præster, som ville binde sig til at
afgive en procentdel af deres månedsløn til præster, som var »gået uhder
jorden<< – til at tage imod modstandsfolk- og til at hjælpe nedskudte engelske
flyvere. Jeg blev P.U.F.’s repræsentant i Voer-Nim herreder, hvor jeg måtte
rundt til mine kolleger og forelægge dem sagen. Alle gik med på nær en, som
ikke turde, og en anden, som ikke blev spurgt, fordi han engang havde sagt, at
han ikke ville risikere noget, hvis det kunne komme til at ramme hans datter
og kone.
Officielt betød P.U.F. »Præsternes upolitiske Forening<<, reelt »Præsternes
Understøttelsesforening«. Jeg havde intet at gøre med, hvordan de penge, jeg
hver måned sendte ind fra præsterne i Voer- Nim herred til stiftskasserer
Højsgaard, blev fordelt. Kun ved jeg, at pastor Ruth, hvis kone blev boende i
Hvirring præstegård sammen med deres to sønner og til hvem hans løn blev
udbetalt, fik del i P.U.F.’s midler, da han havde måttet rejse hjemmefra.

Nyhedscensur

Vi længtes efter at høre nyt udefra, for de nyheder, vi læste i vore aviser
eller hørte i radioen, var jo censurerede. Et markant eksempel var f.eks., at da
Kaj Munk var blevet dræbt, fik aviserne forbud mod at omtale Kaj Munks død
i en større opsætning, end man omtalte en stikker fra Slagelseegnen, der var
blevet likvideret af modstandsbevægelsen i de samme dage. Kun »Horsens
Avis<< gav Kaj Munk en ordentlig nekrolog, så vidtjeg ved. Mærkeligt nok blev
det os ikke forbudt at høre udenlandsk radio, som det skete i Norge, og derfor
lyttede vi til de danske udsendelser fra England og til de svenske pressemeddelelser.
Et andet eksempel, som jeg selv har oplevet, var dette: Da der var rykket
tyske soldater ind i Egebjerg skole, gjorde en nabo til skolen det til en vane at
stille sin radio ind på de tyske udsendelser fra England, der kom ved den tid,
da soldaterne skulle ned i Egebjerg forsamlingshus for at spise. Der skete det
en dag, at soldaterne stod stille foran hans åbne vindue for at høre nyt, for
man anede på det tidspunkt, at det snart måtte være slut.

Tyske køretøjer j Egebjergskolens skolegård i slutningen af krigen. Billedet er taget fra et vindue, sandsynligvis lærerværelsets, j skolens nordligste afdeling. Fotografen er muligvis lærer E. Bøtker-Rasmussen.

Det danske smil

Til nyhederne hørte også historierne. En, der kaldte smilet frem, var denne:
Skuespilleren Ludvig Brandstrup, som jeg i mine studenterår havde oplevet
i »Co – optimisterne«, og som var en intelligent skuespiller, der med en enkelt
betoning kunne få sagt adskilligt, kom ind på scenen; da ser han en del tyske
officerer sidde på første række. Derfor gik han hen til rampen og rakte højre
arm frem som til nazihilsen, hvilket bevirkede at de tyske officerer sprang op
og heilede. Selvfølgelig begyndte de tilstedeværende danske at spørge sig selv,
hvad meningen var. Var Ludvig Brandstrup blevet nazist? Var han blevet
bange for noget, som han havde sagt? Men et øjeblik senere kom det fra
Brandstru p: »Så højt sprang min lille hund i morges!«
Resultatet blev, at teatret blev lukket i 8 dage, men publikum havde haft en
godaften.

29.august 1943

I Lundum mærkede vi i høj grad, at alle forbindelser, tog og telefon blev
afbrudt den 29. august 1943, da en gammel mand pludselig døde om morgenen.
Da hans kone og naboer ville ringe til lægen i Østbirk, kunne de ikke
48
komme igennem. Til sidst lykkedes det at få ringet fra stationen til stationen i
Østbirk, hvorfra man sendte en mand til dr. Andersen i Østbirk. Men da han
kom frem, var den gamle mand død.
Og så skulle vi alle have et Ausweis, der sagde, hvor vi havde ret til at
færdes, men pudsigt nok skulle det udstedes i Horsens, og for at komme ind i
Horsens skulle vi vise det til vejspærringens soldater. Det klarede jeg på den
måde, at jeg tog toget t il Horsens og stillede mig op i køen på udstedelsesstedet.
Da jeg jo også skulle kunne besøge sognebeboere på sygehuset i Horsens,
kom mit Ausweis til at lyde på, at jeg havde ret til at færdes i Lundum og
Hansted og Horsens omegn. Jeg fik nu aldrig brug for at vise det frem.

Fællesskab og modstand

Besættelsen bevirkede, at man følte trang til at have et større fællesskab
med sine naboer. Derfor blev der f.eks. arrangeret en sommerudflugt i
hestevogn og pr. cykel til Hem Odde ved Mossø i sommeren 1940, hvor så godt
som alle, der på nogen måde kunne, fra Lundum by var med.
Efter sommeren indbød vi til møder i præstegården en gang om måneden,
hvor jeg fortalte danmarkshistorie for både unge og ældre. Også i Egebjerg
forsamlingshus fikjeg sammen med lærer Knudsen i Hansted sat nogle møder
i gang. Dette fællesskab havde også til følge, at der blev dannet en modstandsgruppe i Lundum.
Våbnene skulle vi have fra Horsens, men da det skulle gå stille af, havde
boghandler Svend Christensen og jeg aftalt, at jeg en bestemt morgen tidlig
skulle være i Kollerup skov for at modtage dem og gemme dem der, til det blev
aften, hvor vi kunne få dem til Lundum.
Bilen med U.S. karabinerne var blevet forhindret i at køre den morgen, så
de blev afl~veret den næste morgen og lagt på det aftalte sted, hvor jeg fandt
dem. Om aftenen blev de bragt til teglværket og gemt i en bunke sten. Den
følgende lørdag aften ved 22-tiden samledes vi hos gartner Bonde i hans
vaskehus for at gøre karabinerne i stand. Svend Christensen var kommer
cyklende til Lundum for at instruere os, og t il alt held var brugsuddeler
Østergård også med, for karabinerne var smurt ind i et meget tykt lag fedt.
Men Østergård lod husmødre være husmødre og tildelte os den nødvendige
ration, for at vi kunne putte våbnene ned i kogende Persil-vand.
Desværre havde vi ikke mulighed for at afprøve våbnene, for at skuddene
ikke skulle røbe os, men vi måtte regne med, at de ville funktionere, dersom
der blev brug for dem, hvad der heldigvis ikke blev. Menjeg er sikker på, at alle
havde vilje til at komme, dersom der var blevet kaldt på os.

Flygtninge på Egebjergskolen

Inden krigen sluttede, kom der østtyske flygtninge til Hansted, hvor halvdelen
af Egebjerg skole blev inddraget til at give dem husly. Senere blev den
sidste halvdel af skolen belagt med soldater.
Da jeg var formand for skolekommissionen, fik jeg adgang til Egebjerg
centralskole. Der så jeg, hvordan man havde delt klasseværelsernes gulve op i
båse ved hjælp af planker og mursten, så der blev mulighed for, at de kunne få
et sovested, de kunne kalde deres eget. Det var forfærdeligt at se disse
mennesker , jeg husker et par ældre mennesker, der havde haft et lille gods, og
som formentlig havde været velsituerede engang. Nu havde de kun det tøj, de
gik og stod i. Ellerjeg tænker på mødre med mindreårige børn. Der var forbud
mod, at de søgte omgang med danske, og der var vel heller ikke mange danske,
der følte trang til at komme i kontakt med dem.
Jeg husker ikke, hvor længe efter 5. maj flygtningene blev i Egebjerg, men
det var i hvert fald i længere tid, og hvor de blev flyttet hen, vedjeg heller ikke.
En af de sidste dage i april kom pastor Grobetz, den katolske pater i
Horsens, til mig og spurgte, om jeg ikke ville holde en gudstjeneste for de
evangeliske flygtninge og samtidig døbe et lille barn, som moderen ikke havde
nået at få døbt, inden hun måtte flygte. Den evangeliske, tyske feltpræst i
Horsens var kun optaget af at redde sig selv ud af det tilstundende nederlag og
ville ikke tage fra Bygholm til Egebjerg for at betjene flygtningene der – hvad
der var hans pligt. Jeg holdt så en lille prædiken på tysk, bagefter barnedåb og
altergang, og alle de evangeliske flygtninge var med til denne højtidelighed,
som også Grohetz overværede. Bagefter holdt han så messe for de tilstedeværende katolikker, som jeg overværede.

Befrielsen

Den 4. maj 1945 var vi inviteret til kaffeselskab – skønt det var vel kun
kaffesurrogat, men så har lagkagerne nok været ægte – hos Murer-Jens, der
boede ved vejen til Lundumskov. Selvfølgelig skulle vi høre udsendelserne fra
London, for allerede den L maj var det blevet bekendt i Horsens, at værnemagten
havde kapituleret med det til følge, at frihedsrådets lokalkomite i
Horsens var kommet frem og havde udsendt en proklamation derom. Hen på
eftermiddagen kom dog Gestapo fra Århus, og så fl.k modstandsbevægelsens
ledere travlt med at gå under jorden. Men vi vidste altså, at det ikke kunne
vare længe endnu.
Da vi altså den 4. maj lidt over kl. 20 hørte budskabet om besættelsens
ophør fra den næste morgen kl. 8, var vi flere af gæsterne hos Murer-Jens, der
måtte bryde op, og i løbet af ganske få minutter var vi samlet på teglværket for
at hente vore karabiner og ammunition, som vi nu ikke behøvede at skjule
mere.
Mens vi stod dernede, kom en tysk officer og en menig soldat hen imod os.
De spurgte om nattely, og jeg svarede dem, at det kunne de godt få, men så
måtte de aflevere deres våben først. Den menige var straks parat dertil, men
officeren ville ikke aflevere sin pistol til en civilist. Ja, så måtte de, der var
trætte og trængte til at sove, selv gå videre mod Horsens.
Vi havde hørt fra Nor dnorge, at man havde brændt landsbyer og byer af, og
det ville vi ikke se stille til, om det skulle ske her. Det gjorde det nu ikke. Men
dog oplevede den allerede omtalte sognefoged Anton Christensen, Horskjærgård
i Egebjerg, at han en nat efter den 5. maj fik nogle soldater indkvarteret i
sin lade, og da han nogle dage senere ville til at tærske, fandt han en tysk
håndgranat smidt ned i sin tærskemaskine. Hvad der ville være sket, om den
var eksploderet under tærskningen, kan jeg nok forestille mig.
Vi kom i ko n takt med Horsens, men foreløbig var der ikke brug for os. Ved
midnatstid kom nogle af vore venner fra Horsens ud til os, og behøver jeg at
sige, at vi glædede os og drak et glas vin sammen.
Meget lidt fik vi sovet den nat, og med tak til Gud lagde min kone og jeg os til
sidst til ro, idet vi glædede os til den næste morgen.
Vi vågnede op til en strålende klar dag med solen skinnende fra en skyfri
himmel.
Det eneste Men ved den var, at først kl. 8 var befrielsestimenjuridisk inde,
men så var vi også alle vågne til at kunne gå ud i den dag, som jeg aldrig vil
kunne glemme.
-Lidt før otte kom vore naboer og venner fra modstandsgruppen til præstegården
for at hjælpe med at få flagstangen båret ned fra udhusloftet og rejst
på gårdspladsen, og på slaget 8 begyndte vi at hejse vort skønne flag. Men ak,
aldrig så snart var det kommet op, førend flagsnoren knækkede.
Men gode råd var ikke dyre, for mens en løb over i brugsen efter en ny snor,
fik de andre hurtigt flagstangen lagt ned igen, så på mindre end fem minutter
var flaget hejst påny. Og som jeg før har skrevet, kunne det ses over hele
Lundum by. Og så stod vi da der uden at sige et ord, men med glæden og
takken til Gud levende i vore hjerter, for vi havde jo oplevet, at

»end er der en Gud foroven, som råder for Danmarks sag«.

Så måtte det blive vor sag, at vi røgtede den gave ret, som vi har fået af ham i
vort folk og land, og at vi bragte den videre til vore børn i god stand.
Den følgende dag igen var en søndag, hvor jeg skulle prædike over nogle vers
fra Johannes evangeliets 16. kap., hvori det bl. a. hedder:

»Bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen«.

Den prædiken kom så at sige af sig selv.

Modstandsfolkene i Lundum fotograferet af E. Bøtker-Rasmussen den 4. maj 1945.
Jens Kjærsgård helt til venstre i forreste række.

Tabere og vindere

Når jeg nu tænker tilbage på dagene efter den 5. maj, må jeg også huske,
hvor helt anderledes det så ud for de værnemagtssoldater, som nu søgte sydpå
til et ødelagt land, end det havde gjort, da de 5 år tidligere var kommet
sejrsbevidste ind i vort land. Det var en ynk at se dem vandrende på landevejen,
håbløse så de ud, for hvor mange af dem ville finde deres hjem og familie.
Min far havde engang i 1944 haft en tysk soldat i sin forretning – han var
skrædder ligesom min far – og da han kunne lidt dansk, kom de i snak.
Herunder fortalte han far, at han ikke havde det ringeste at vende hjem til, for
både hans kone og barn var omkommet under krigen. Og han har jo ikke
været den eneste.
Derimod så jeg en dag nogle modstandsfolk komme kørende med en stikker,
der havde været med til at pine danske modstandsfolk; ham kunne jeg ikke
have medlidenhed med, for h vad havde han ikke forvoldt af lidelse.
Spørger I mig, om hele det danske folk stod bag modstandsbevægelsen, må
jeg svare, at det var der kun en lille part, der gjorde. Flertallet gemte sig, og det
var først efter 5. maj, at de blev så nationale, at det var en ynk. Derfor har de
også senere kritiseret modstandsbevægelsen og draget eksempler frem på, at
man arresterede mennesker, som intet havde gjort, måske bare udtalt sig lidt
for venligt om Hitler og lidt for kritisk om englænderne. Men når jeg tænker
på, at jeg en dag i Horsens så en skare på flere hundrede mennesker storme op
imod nogle barakbygninger, fordi rygtet gik, at der boede en såkaldt “feltmadras”,
så er jeg glad for at kunne sige, at modstandsfolkene havde været der og
havde ført hende til forhør på politistationen, for ellers var hun blevet lynchet.
Og har modstandsfolkene arresteret nogle forkerte ind imellem, så skal man
ikke glemme, at retsvæsenet faktisk stort set blev sat ud af kraft, da politiet
blev taget af tyskerne den 19. sept. 1944. Det må man dog ikke glemme, når
modstandsbevægelsen skal bedømmes.

Efterskrift

Jeppe Aakjær skriver i sin sang »Som dybest Brønd gi’r altid klarest V~d<<
også disse linjer:

»Saa styrkes Slægtens Marv hos Barn og Mand
ved Folkets Arv af dybe, stærke Minder«.

Jeg tør ikke påstå, at det tilbageblik over mit liv, som jeg for nogle år siden
har skrevet til mine børn og børnebørn, og hvoraf ovenstående sider er en del,
er dybt og stærkt. Men lad det i al stilfærdighed fortælle, at det ikke har været
muligt at slå parentes om årene 1939-48 i Lundum – Hansted pastorat, for
enten vi dengang var voksne eller børn, bærer vi alle på den ene eller anden
måde mærker i vore sind af disse år, akkurat som min morfar aldrig glemte
1864, skønt han dengang kun var 14 år.
Historie er ikke bare en årstalsliste eller en kongerækkes årstal. Nej,
historie er et kig ind i slægtens liv- i vore mødres og fædres liv. Et liv, som
hjælper os til at forstå os selv og vor tid, og som også sommetider kan hjælpe os
til at sigeja og nej, der, h vor livet kræver et ja og et nej.
Jeg beder alle i Lundum og Hansted sogne modtage min tak og mine bedste
hilsener.

Bjerringbro, oktober 1987.

Jens Kjærsgård

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *