Pottemagere i Hansted og Egebjerg

Pottemagere i Hansted og Egebjerg

Af overlærer Mogens Kirkegaard, Egebjerg

Klik her og læs artiklen i bogformat.

Når der pludselig omkring 1890 opstod pottemagerier i Hansted og Egebjerg,
var det først og fremmest en følge af, at der fandtes ler i rigelige mængder rundt omkring i sognet.
Det var i flere år blevet udnyttet i teglproduktionen både på teglværket i
Hammersholm og på den tilsvarende virksomhed på Teglgården i Egebjerg.
I Horsens har der været pottemagere længe før, og nogle af deres arbejder
kan man se på Horsens Museum. Imidlertid synes der ikke at være nogen
umiddelbar forbindelse mellem denne tradition og pottemageriets opståen i
Hansted-Egebjerg.
Her skal i de følgende afsnit gøres rede for de større værksteders historie,
sådan som pottemagerne selv og deres familie har fortalt det.

Pottemagerfamilien DISSING fra Hansted

Jens Andreas Pedersen Dissing var født 1866 i Torup på Mors som søn af fisker og husmand Peder Andersen Dissing.
Efter sin konfirmation kom han j 1880 j lære hos pottemager Anders Jacobsen i Thisted, hvor han blev udlært. Derpå arbejdede han i Skive et stykke tid og aftjente senere sin værnepligt. Så vendte han tilbage til Thisted og arbejdede her til 1893.
Da flyttede han til Hansted uvist af hvilken grund. Men her var det muligt at leje et værksted af enken efter pottemager Ole Christian Beck, der var død 1889. Dissing begyndte altså som selvstændig pottemager og købte til sidst ejendommen af enken, Mette Beck. Den lå på nuværende Banevej nr. 13 (matr.nr. 7i), hvor byg-ningerne i øvrigt stadig ligger.
Købekontrakten blev underskrevet 23/9 1898, og det aftaltes, at der skulle udbe-tales 800 kr. ved den endelige overtagelse l. maj det følgende år af købesummen på 3200 kr.

Huset på Banevej nr 13 har rummet både bageri, brugsforening og pottemageri.

Huset på Banevej nr 13 har rummet både bageri, brugsforening og pottemageri.

En stor familie

Med sig til Hansted havde Dissing sin kone Marie, født Skaaning, der stammede fra Thisted, og datteren Elfrida.
Det var heldigvis et stort hus, de flyttede til, for efterhånden fik de en børneflok på 2 piger og 6 drenge, nemlig:
                    Elfrida . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . f. 1892
                    Ejner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . f. 1894
                    Leon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . f. 1897
                    Hertha . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . f. 1903
                    Tage  . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .  f. 1905
                    Harald. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .  f. 1906
                    Robert . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . f. 1908
                    Gunnar. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .  f. 1910
Alle drengene blev pottemagere som faderen, udlært på værkstedet, og også Hertha skulle have været pottemager, det havde hun faktisk lovet sin far. Da hun imidlertid opdagede, at beslutningen medførte drilleri fra kammeraterne, så blev det opgivet. Men hun kom nu på et senere tidspunkt alligevel til at arbejde med ler.
Elfrida bestyrede i mange år sammen med sin mand telefoncentralen i Gedved og var således det eneste af J. A P. Dissings børn, der gik helt fra lertøjet.

Her er de stolte og glade forældre fotograferet sammen med deres 8 børn ved sølvbrylluppet i 1919.

Her er de stolte og glade forældre fotograferet sammen med deres 8 børn ved sølvbrylluppet i 1919.

Det daglige arbejde

I værkstedet på Banevej blev der først og fremmest lavet brugsting, dvs. fade, krukker, skåle, kander, krus osv. De blev naturligvis solgt fra butikken og anvendt lokalt, men det meste solgtes til pottekørere, der kørte fra dør til dør og afsatte varerne, ligesom de også solgte potterne på markeder rundt omkring i Østjylland. .
Størsteparten af, hvad der blev fremstillet i de første mange år, lignede det lertøj, som blev drejet på mangfoldige værksteder i Jylland. Krukker var oftest glaserede udvendigt med en klar glasur, men indvendigt i en lysebrun glasur lavet af bly-mønje, flint og pibeler. Fade derimod stod i rå ler udvendigt. Glasuren blandede man selv efter eventuelt at have knust granulaterne i en hånddreven sten kværn.
Bly havde man brugt i århundreder uden at kende dets farlighed. Først i 1972 blev blyglasuren forbudt og afløstes af frittede glasurer, hvor der ved en forbehandling er sket en sammensmeltning mellem de giftige metalforbindelser og silikaterne i glasuren.
Det kunne derfor let ske, at en pottemager ved at tørre sig om munden fik bly i sig. Således fortælles det, at Cilius Munk, der bl.a. arbejdede på lervarefabrikken
Annashaab, havde pådraget sig en alvorlig lidelse på grund af den vane.
Indånding af blyholdigt støv anses nu for at være hovedårsagen til kronisk bly-forgiftning hos pottemagere i ældre tid.
Under 1. verdenskrig kunne det være umuligt at skaffe blymønje, men det var der alligevel råd for. En ældre pottemager havde rejst rundt i landet og demonstreret, hvorledes man selv kunne brænde blymønje (PbO). Det forudsatte blot, at man havde adgang til rent bly. Og dette skaffede Robert og Gunnar, der havde job som markører for den lokale skytteforening. Skydningerne foregik i Egebjerg skov nær ved pavillonen lørdag og søndag, og endda somme tider også om aftenen midt i ugen.
Efter skydningen gravede drengene de mange kugler ud af skrænten bag ved skiverne og tog dem med hjem i værkstedet. En bageovn var blevet lavet om til blyovn, og her blev kuglerne brændt til pulver, som blot skulle sigtes bagefter.
Men ellers blev blymønjen købt i Horsens, og det var mange gange, at f. eks.
Hertha og Tage måtte trave ind til Holmboe efter en pose blymønje, der måske
ikke synede af meget, men som fik det til at værke i børnenes arme, inden de
nåede Hansted.
Dissings børn blev tidligt vant til at arbejde med ler. Ofte skulle de hjælpe i værk-stedet, og efter arbejdstid måtte de gerne sidde og lave f. eks. sparebøsser.
Således var der en jul ikke mange penge at købejulegaver for, og Hertha og Tage gik derfor rundt og solgte deres sparebøsser ved huse og gårde. De fik da også solgt godt, men da faderen opdagede det, blev de sendt tilbage med pengene, for den gamle Dissing mente, at det var tiggeri.
Selvfølgelig ville folk ikke have deres penge igen.
Dissing var i øvrigt flink til selv at hjælpe, hvis f. eks. rejsende svende kom til døren for at få en skilling. Således kom han da også for skade at forveksle den ny præst , der kom for at hilse på familien, med en sådan rejsende svend, og gav ham en skilling fra skålen. Nå, præsten kunne da se, at der boede kristne mennesker i huset!
Leret kom fra forskellige lokaliteter i sognet. Mange steder findes ler, omend af svingende kvalitet. Et stednavn som Lergrav Banke øst for Vandmøllevej vidner om, at der fra gammel tid har været gravet ler. Dissing fik sit ler først og fremmest fra Egebjerggårds banker ved Bagkjær Mølle, men også fra Højballegårds skov fik man af og til et læs ler.
Det skulle æltes grundigt igennem, og det måtte børnene gøre ved at trampe godt i det med fødderne. Samtidig skulle de være opmærksomme på at fjerne de små urenheder i leret, ikke mindst kalksten. Hvis der var kalk i leret, som der ofte er her på egnen, kunne det bevirke, at glasuren efter få måneders brug sprang af og efterlod små runde brunlige mærker.
Derefter skulle leret valses. På værkstedet havde de i ældre tid en gammel hånd-drevet valse, og den har sat en grænse for, hvor stor produktionen kunne være. Inden man kunne komme i gang med at dreje, skulle leret køres igennem valsen. Dette arbejde var så strengt, at der godt kunne behøves to mand til at trække håndsvinget.
Det kastede aldrig de store penge af sig at være pottemager. Der måtte arbejdes hårdt, og Dissing stod op kl. 6 hver dag året rundt. Efter morgenmaden arbejdede han til middag. Den varme mad har nok gjort godt, ligeledes en lille lur bagefter.
Og så fortsatte han i øvrigt med at arbejde til langt ud på aftenen. Weekend var der ikke noget, der hed, og mange gange arbejdede han også om søndagen.
Men ind imellem blev der dog tid til at gå på jagt og sysle med Menorcahønsene,
som han fik mange præmier for.
Jagt var noget af en lidenskab for Dissing. Således fortæller Hertha Dissing, at hun gerne ville giftes den l. oktober, men var nødt til at flytte datoen, fordi netop den dag var det jo, at jagten på harer og fasaner gik ind.
Beliggenheden lige ved jernbanen kunne være noget problematisk, idet huset gerne rystede, når togene buldrede forbi. Var man uheldig, kunne lervarerne komme til at hænge sammen under brændingen. Til gengæld samlede børnene kul ved jernbanen, for der blev jævnligt tabt kul fra tenderne, når de dampdrevne tog med god fart kørte gennem Hansted.
Efterhånden som drengene blev konfirmeret, kom de i lære hos faderen. Det var jo gratis arbejdskraft og derfor velkommen. Der blev indrettet tre arbejdspladser, og så var det ellers med at få noget fra hånden.

Keramik

A. Dissing  Hansted

J. A P. Dissing har også lavet keramik. Familien ejer forskellige figurer, kunstfærdige ting, der viser, at han også evnede at modellere. En buste af N. F. S. Grundtvig, der i mange år stod i forsamlingshuset, blev meget beundret.
Man kan endnu hos antikvitetshandlere og på markeder være så heldig at finde ting, der bærer hans stempel i bunden, men langt størstedelen af lervarerne fra værkstedet i Hansted blev aldrig signeret.
I 1932 fik J. A P. Dissing en hjerneblødning, som han ikke overlevede.

I den sidste brænding af den gamle pottemagers egne ting var blandt andet denne syltekrukke. En af sønnerne indridsede faderens navn og datoen for hans slagtilfælde få dage før han lukkede sine øjne.

I den sidste brænding af den gamle pottemagers egne ting var blandt andet denne syltekrukke. En af
sønnerne indridsede faderens navn og datoen for hans slagtilfælde få dage før han lukkede sine øjne.

Værkstedet blev nu drevet videre af sønnerne Robert og Gunnar, i en periode sammen, fra 1936 alene af Robert; der havde købt værksted og ejendom af sin mor.

En pottekører (til venstre med kasket) har afhentet et parti. Forrest til højre Robert, bagved Gunnar.

En pottekører (til venstre med kasket) har afhentet et parti. Forrest til højre Robert, bagved Gunnar.

Robert Dissing

Da faderen døde i 1932, arbejdede Robert hos sin ældste broder, Ejnar, på dennes værksted i Hovedgaard. Nu måtte han hjem til Hansted, hvor Gunnar endnu boede.
Produktionen fortsatte nogenlunde som altid, idet hverken metoderne eller
produkterne havde ændret sig i tidens løb. Det var stadig håndarbejde, og på
grund af konkurrencen fra de større fabrikker måtte der arbejdes hårdt.
I 1936 blev Robert gift med Karen, født Fogh Madsen. Hun fortæller om sin
mands arbejde blandt andet:
,,Han tog gerne en fem-seks uger om at fylde ovnen, det var jo en stor ovn. Han arbejdede fra om morgenen til sengetid, det var lørdag og søndag også, der var ingen forskel.”
Leret kom i min tid fra Stilling og Højslev teglværker. Vi fik gerne fyldt godt op hen imod efteråret. Det blev opbevaret i en tilbygning til værkstedet, som vi kaldte ler kælderen. Der var ikke frostfrit, så vi skulle passe på at have noget ind i varmen i værkstedet, så det kunne være til at arbejde med. Men det kunne knibe at holde værkstedet frost-frit, særlig når vi fyldte ovnen, for den lå jo ude i det kolde værksted, hvor der ikke var fyret op. Der kunne godt gå lidt frost ned gennem skorstenen om natten, og det var måske derfor, at han var så dårlig med gigt, selv om han var godt klædt på.

Barselspotte, 25 cm. Robert Dissing 1965. Et af hans sidste arbejder.

Barselspotte, 25 cm. Robert Dissing 1965. Et af hans sidste arbejder.

Vi var aldrig på ferie bortset fra det sidste år, min mand levede. “Sommerferie”,
sagde han, “hvad er det for noget?” I 1943 var vores årsindtægt på godt 9000 kr., men der var også store omkostninger, ikke mindst ved brændingen.
Vi brugte ca. 5 rummeter træ til hver brænding, mest affaldstræ. Under krigen blev det bevilget, hvor meget man kunne få, og da fik vi jo det her bjergfyr hjem, som vi skulle stå og flække fra hinanden. Det var strengt arbejde. Som regel havde vi arbejdsmænd til at save og kløve træet, men jeg har da hjulpet med at stable osv. Vi har haft Anders Andersen, og det har somme tider været en af mine brødre, der har hjulpet.
Mens der blev brændt, kom der tit besøgende, og så blev der ofte spillet kort
eller bob. Vi skiftedes til at holde vagt. Min mand gik tidligt i seng, og så stod
han op ved 12 – l tiden, men i de senere år blev jeg oppe og hjalp ham. Det var
som regel fra morgenstunden, at vi tændte op, og så var vi færdige næste dag
ved 1-2 stykker om eftermiddagen.
Det tog ca. 30 timer for en brænding. De første 10 timer var det for hver 20
minutter, at der skulle fyres. Det skulle jo gå langsomt frem til at begynde med. Brændet måtte ikke være alt for tykt, og det skulle være godt tørt. Robert ville nu hellere have været gartner end pottemager.

Karen og Robert Dissing fotograferet uden for butikken ca. 1936

Karen og Robert Dissing fotograferet uden for butikken ca. 1936

Når leret skulle vejes af, havde de en gammeldags vægt og nogle sten i bestemte størrelser, l sten til en to – liters, en anden til en tre- liters og så videre, sådan at kløseroe kunne blive lige store. Efter at kløserne var vejet af, blev de stillet på rad og række, og så blev de æltet igennem. Så blev de stillet op på brædder henne ved drejeskiven , og så gik han i gang med at dreje.
Når potterne var drejet, skulle de tørre en vis tid, inden de kunne begittes.
Hele tiden skulle man holde øje med potterne, for de måtte ikke stå for længe.
Blot en enkelt dag, så kunne de blive for tørre.
Brødrene var ikke meget for at give hinanden opskrifter. Der var lidt hemmelighed i det. Når der blev blandet glasurer, blev det vejet nøjagtigt af på en gammel bismervægt til de store mængder, og på en anden gammel vægt til de mindre. Man lagde mærke til hos pottekørerne, hvad de andre pottemagere lavede, og der var lidt konkurrence i al fredsommelighed mellem Dissings værksted og Annashåb.

Der fyres i den gamle ovn.

Der fyres i den gamle ovn.

Vi havde faste kunder, som vi skrev til, når en brænding var færdig. Det var mest pottekørere, men i den senere tid også enkelte privatkunder. Dengang jeg begynd-te, lavede vi mest almindelige lerfade, krus og tallerkener. Det kunne ske, at folk kom med særlige ønsker, ting, som de havde set andre steder, og tegnet det op, som det skulle være. Det var mest bestemte faconer, som de ville have lavet i den blå farve, som de var meget begejstrede for«.

Fra potter til keramik

UdstillingsvindueFra slutningen af 1950erne begyndte Robert Dissing at lave mere keramik og til gengæld færre af de gamle brugsting. Barselspotterne blev han særlig kendt for, og i en periode kunne det slet ikke gå stærkt nok. Så snart en brænding var færdig, blev varerne solgt, ofte mens de var varme endnu. Der kom også meget omtale i blade og aviser, således var der i de følgende år artikler både i Horsens Folkeblad og andre lokale aviser, men også i Århusaviserne og i ugeblade som Flittige Hænder.
Det styrkede alt sammen omsætningen, ikke mindst, da Robert Dissings priser var meget beskedne. Hans keramik havde i denne periode et fælles præg.

 

Det var tunge, rustikke ting, der var glaseret i glade, stærke farver. Således her en kande med krus i blåt og hvidt.

Det var tunge, rustikke ting, der var glaseret i glade, stærke farver. Således her en kande med krus i blåt og hvidt.

VaseSærligt brugtes koboltblå, men også
grønne og gule glasurer, formentlig kromfarver.
Sammen med koboltblå brugtes
ofte hvidgul (pibeler) og en gulbrun farve,
der fremkom ved at lægge klar glasur
direkte på det rå ler.
Når Robert Dissings ting blev så tunge, hang det sammen med, at han fik større og større problemer med sin leddegigt. Den var begyndt allerede, da han var 33 år, og blev stadig værre. Til sidst kunne fingrene ikke rettes ud. For at styre dem bandt han dem sammen med en snor. Det var kun på grund af en
fantastisk vilje og energi, at han holdt det ud. Gigten kunne efterhånden
mærkes i alle de store led også.
Alle brødrene kom efterhånden til at lide mere eller mindre af leddegigt, også Tage Dissing, der inden for de allerseneste år med en beundringsværdig viljeindsats på plejehjemmet Præsthøjgården har arbejdet ved drejeskiven.
Efter Robert Dissings pludselige død i 1965 blev værkstedet i ca. 1½ år videreført af Tage, men derefter blev det lukket, og huset solgtes. Der har ikke været potte-mageri på ejendommen siden.

Ejner Dissing

Som de øvrige brødre arbejdede Ejner Dissing også på Annashaab efter læretiden. Men i 1919 startede han for sig selv i Hovedgård, hvor han lod værkstedet bygge. Han begyndte med at lave fade og krukker, men gik efterhånden over til at frem-stille små figurer, først og fremmest fugle. Ejner var nok den af sine søskende, der havde det største kunstneriske talent. Det viste sig ikke mindst i hans større arbej-der, der kan ses rundt om i Gedved kommune.
Foran plejehjemmet Nørrelide i Gedved er netop her i 1987 blevet restaureret en af hans skulpturer, så man fortsat kan glæde sig over dens livfuldhed.
Ejner Dissing gik hurtigt over til ny teknik. Således var han en af de første til at installere en automatisk, elektrisk ovn.
Et uheld viser, at det ikke var helt uproblematisk at forlade de gamle, prøvede metoder. Han havde sammen med broderen Tage fyldt ovnen med mange ugers produktion. Der kan være mange små fugle i en sådan ovn. Uheldet ville, at automatikken ikke havde virket, som den skulle. Da Ejner Dissing om morgenen kom ned til ovnen , varmede den stadig, og leret var smeltet. Det tog lang tid at få ovnen gjort klar til næste brænding. Men i dag bruger alle fabrikker den slags ovne.
Ejner Dissing signerede sine tidlige arbejder med et

DISSING
HOVEDGÅRD

På de små fugle blev anbragt en selvklæbende etiket.
Den 2. november 1959 kunne Ejner Dissing fejre 40 års jubilæum, men
hvordan kunne det fejres anderledes end ved at arbejde i sin fabrik som
sædvanligt. I anledning af jubilæet blev han interviewet af redaktør Harry
Ludvigsen, Århus Stiftstidende.

En interessant  miniaturefigur, ca. 5 cm høj, forestillende en pottemage1, der bærer et bræt med drejede urtepotter el. lign. Grønlig glasur. Ejner Dissing ca. 1935.

En interessant miniaturefigur, ca. 5 cm høj, forestillende en pottemage1, der bærer et bræt med drejede urtepotter el. lign. Grønlig glasur. Ejner Dissing ca. 1935.

 

Ved fabrikken i Hovedgård ses fra venstre Tage Dissing, pottemager Faaborg Madsen, Ejner Dissing og Robert Dissing

Ved fabrikken i Hovedgård ses fra venstre Tage Dissing, pottemager Faaborg Madsen, Ejner Dissing og Robert Dissing

Jeg tillader mig at citere:
»Sådan er vi af den gamle pottemager – skole. Vi er pottemagere for alle pengene, har svært ved at slippe arbejdet«.
Om sit speciale, fuglene, sagde han ved samme lejlighed:
“Jeg fik ideen til at lave fugle – de fleste er gråspurve og vildænder- da jeg under 1. verdenskrig var indkaldt i 32 måneder. Vi gravede skyttegrave i Værløse – lejren, og af skyttegravenes ler formede jeg fugle, som blev sat på kviste og grene. Mine soldaterkammerater syntes så godt om disse småfugle i ler, at jeg til sidst ikke kunne bestille andet end at lave fugle til dem på mine frivagter.
Det blev grundlaget for den store keramik-produktion af gråspurve og senere vildænder. Dem lever jeg – stort set – af«.
Det var ikke nødvendigt for Ejner Dissing at gøre særlig meget for at sælge sine produkter. Grossisterne kom til ham.
1. november 1966 overdrog Ejner Dissing sin forretning til en lokal fabrikant,
Willy Rasmussen , der samtidig erhvervede retten til at benytte familienavnet.
Ejner Dissing ønskede mere tid til sin hobby, de store skulpturer, som han
glædede så mange med. Han døde i 1974.
Hans datter, Grethe, driver en keramisk virksomhed i Hedensted, hvor også Ejner Dissings dattersøn, Ejner Olesen Dissing, har eget værksted.

Ejner Dissing

Leon Dissing

Leon Dissing ville gerne have været snedker, men det blev altså pottemager.
Efter læretiden blev han soldat, og da han efter soldatertjenesten i 1920 kom
vandrende op ad Egebjerg Bakke for at melde sig til sognefogeden, der boede i
Egebjerg, blev han råbt an af Niels Peter Nielsen, der havde værksted midt på
bakken, Egebjergvej 14 7. Han havde set Leon på vejen og tilbød ham arbejde
på den nystartede fabrik, Danico, i Horsens.
Her var Leon i 3 år, så kom han til Egebjerg og fik arbejde hos Peder
Madsen, hvor han arbejdede i ca. 7 år. Da hørte han, at der var blevet et
værksted med bolig til salg på Stejlbakken, Nørrebrogade 102 i Horsens, hvor
en tidligere arbejdskammerat fra Danico, Karl Hansen, havde haft værksted.
Leon Dissing fortalte selv herom i 1983:
»Så var han ved mig, efter at han havde sat 17.000 kr. til på halvandet år. Men jeg ville ikke give det, han forlangte. Det bliver billigere, tænkte jeg. Og så ventede jeg ligegodt for længe, for da jeg så endelig købte det, så var det hele ryddet, alt inventar, det var væk alt sammen. Der var kun fire vægge og så de to ovne, tørre-ovnen og brændeovnen. Og det var det, ham Floutrup i Juelsminde, hans far, det var det han købte og startede med, så jeg måtte jo til at skrabe det hele sammen, så der var ikke meget at slå til side med, de første år. Var der noget til overs, så skulle der jo købes for det, ikke?«
Leon Dissing begyndte med at lave souvenirs, men han blev hurtigt klar over, at man måtte ikke være for afhængig af en enkelt grossist.
Herom fortæller han:
»Det har aldrig været forretningsfolk, nogen af os. Det begyndte, da jeg var
på købestævne med de her askebægre ligesom fatter havde lavet, noget i den
retning, nipsgenstande, og det var bare oppe i et vindue, l kvadratmeter, det
første år, jeg stillede mit an der, og det opdagede man jo hurtigt, det var bare at
stille lidt derned, så havde man arbejde langt ud i fremtiden. Og der kunne jeg
så ikke forstå, at lige efter at jeg havde været dernede, så begyndte der at
komme breve ind, op til 25 på en dag. Men så opdagede jeg, det er sgu da
priserne, det er galt med, og så skyndte jeg mig at sætte dem op. 10 øre, det var
meget. Den første grosserer, jeg arbejdede ved med askebægre særligt, det var
en fra Århus. Der kom sådan en rejsende, og han var så fedtet. Det var de her

Leon Dissing sammen med en,journalist foran værkstedet på Nørrebrogade.

Leon Dissing sammen med en,journalist foran værkstedet på Nørrebrogade.

få øre, 30 øre, 33 øre. Men hvad, sådan nogle askebægre, dem kunne man hurtigt vride nogle op af. Når man skulle snakke priser, så var det bare en øre eller to. Jeg kunne somme tider stå deroppe i Århus og sige farvel, og så kunne vi ikke blive enige, og så endte det alligevel med at han gav sig«.
Senere fik Leon Dissing en mere alsidig produktion i gang, og han lavede i en år-række både figurer, fade, barselspotter, alt muligt. Han eksperimenterede meget med glasurer og lavede også unika i en periode.
Et interessant samarbejde kom i gang med fru bankdirektør Karmark, der til at begynde med havde det nærmest som hobby at dekorere keramik. Hun fik Leon Dissing til at dreje for sig, og der kom mange spændende ting ud af det.
I de seneste år arbejdede Leon Dissing mindre på grund af leddegigt, men endnu i årene fra 1970 – 80 lavede han mange brugsting i en mørkeblå glasur med en hvid bølgelinie imellem to rødbrune linier. Han var vendt tilbage til den gamle almuestil
Leon Dissing har signeret mange ting med sine initialer, et LD sammenskrevet,
dog sjældnere fra de allerseneste år, hvor han for ikke at få ubehageligheder med skattevæsenet undlod signaturen! Han havde vist alligevel lært det med pengene.

SåJedes lavede Leon Dissing mange forskellige brugsting såsom tallerkener, krus, lysestager og denne vasekande, som han kaldte den.

SåJedes lavede Leon Dissing mange forskellige brugsting såsom tallerkener, krus, lysestager og denne
vasekande, som han kaldte den.

Signatur også:

DISSING
HORSENS

eventuelt med et stort, håndskrevet eller trykt L foran.

Tage Dissing

Efter at være udlært hjemme kom Tage Dissing til sin broder Ejner i Hovedgård. Her arbejdede han, til Ejner solgte i 1966. Derefter kom han som nævnt til Hansted, hvor han var ca. 1Y2 år. Så skulle huset sælges, og han flyttede nu ud til Falstergade, hvor søsteren, Hertha, boede sammen med sin mand, og hvor der var et mindre værksted i kælderen. Her lavede han blandt andet barselspotter, urtepotteskjulere og især fade.
Tage Dissing har undertiden signeret sine arbejder ved at indridse et TD i bunden. Hans foretrukne og eneste farver som selvstændig var koboltblå, hvidgul og gulbrun. I hans fade såvel som i andre ting er der ofte indridset ranker eller guirlander, men denne ide har også både Robert og Leon brugt.
Da Tage holdt op i Falstergade for at flytte ud på Præsthøjgården, lavede broderen Leon i en kortere tid fade til samme grossist og i samme stil som Tages. Leons fade er dog ofte dybere og i en mørkere blå farve.

Harald Dissing

Harald Dissing kom efter sin læretid hos faderen til Annashaab i Egebjerg, hvor han arbejdede frem til1945.
I 1930 var han blevet gift med Erika, født Hopff, der stammede fra Bækmarksbro.
De havde lært hinanden at kende, mens hun tjente hos Thedo Andersen i Hansted. Efter at have boet forskellige steder i Egebjerg købte de i 1940 ejendommen Hanstedvej 1 , hvor der tidligere havde boet en vognmand Ejnar Jensen. Her opbyggede Harald og Erika Dissing keramikfabrikken »Aalyst«, navnet inspireret af beliggenheden lige ned til Hansted å.
Allerede mens Harald arbejdede hos Peder Madsen på Annashaab, begyndte han at indrette et lille værksted med en ovn i kælderen i Hansted. Det var mest plante-keramik, der blev lavet til at begynde med, og da det kneb at skaffe glasurer under krigen, nøjedes man med at male direkte på det brændte ler. Det gjorde så Erika sammen med en medhjælpende kone fra Hansted, Else Jensen.

I forgrunden Aalyst med værkstedet til højre for beboelsen. Luftfoto fra ca. 1950.

I forgrunden Aalyst med værkstedet til højre for beboelsen. Luftfoto fra ca. 1950.

Erika Dissing fortæller om tiden efter 1945:
»Harald var god til at modellere. Det lå i hånden på ham. Han tog bare et stykke ler, så kunne han forme det til en hare eller et andet dyr, altid dyrefigurer og fugle. Så støbte vi en form, når figuren var tør, og derefter kunne han hurtigt lave flere. Vores speciale var fugle, som vi solgte i hundredvis eller tusindvis«.
Måske gav det lidt problemer i forholdet til broderen i Hovedgård, som også lavede fugle. Imidlertid var det med fuglene snarere en ide, der stammede fra
faderens tid. Den gamle Dissing havde brugt både fugle og egeblade som
motiver til at dekorere skåle og askebægre med.
Efter krigen, da man igen kunne begynde at få glasurer, blev der indrettet
værksted i Ejnar Jensens gamle garage, og Harald Dissing byggede selv ovnen. Erika måtte fortsat hjælpe til. Blandt andet kørte hun et år sammen med Else Jensen 100 rummeter træ op til en lade i Banevænget, hvor det blev stablet 100 rummeter, på trillebør uden gummihjul!
De to sønner, Henry og Jens, kom også i lære som pottemagere, selvfølgelig hos faderen, og det var nødvendigt at udvide værkstedet. Efterhånden kom der også en eksport i gang, både til Sverige og til USA. Til USA eksporteredes især store fade med fugle.

Gruppe med to hjorte, 12 cm. Harald Dissing 1962. Figuren er et godt eksempel på de små dyrefigurer, der udgik fra keramikfabrikken Aalyst i Hansted.

Gruppe med to hjorte, 12 cm. Harald Dissing 1962. Figuren er et godt eksempel på de små dyrefigurer, der udgik fra keramikfabrikken Aalyst i Hansted.

Produktionen ophørte i 1966, da Harald Dissing døde efter længere tids sygdom.
Sønnen Henry arbejdede en tid på Den kongelige Porcelænsfabrik som blandt andet modeldrejer. Imidlertid begyndte han at studere biologi og specialiserede sig i svampe.
Jens Dissing er blevet ved faget, idet han har haft eget værksted i Sejs ved Silkeborg i flere år.

Gunnar Dissing

Læretiden hos faderen varede 4 år. Der var ingen fagskole, ingen svendeprøve og intet bevis på gennemført uddannelse. Gunnar Dissing fortæller, at faderen blot en dag fortalte ham, at nu var han udlært!
Derefter har han arbejdet mange forskellige steder, bl.a. på Kronjyden i Randers, Skive Lervarefabrik, hvor hans far jo havde arbejdet før ham, i Hørning, Middelfart og Tåstrup, men også på lervarefabrikken i Annashaab i to perioder, fra 1936-38 og igen fra 1941-46.
Når han holdt op på Annashaab, var det for at blive selvstændig, og han drev eget værksted i Gedved frem til 1977. Virksomheden kaldte han Gunnarsværk.
Produkterne stempledes

G. DISSING
GEDVED

Hertha Dissing

Hertha Dissing var i den økonomisk stramme tid efter 2. verdenskrig begyndt at male for broderen, Gunnar Dissing i Gedved. Senere fik hun stillet an med ovn og indrettet et lille værksted i kælderen Falstersgade 10. Her begyndte hun at lave forskellige ting til dekorationsbrug, f. eks. svaner og træsko, som efter brændingen blev malet i forskellige farver og afsat til en grossist.
Hendes mand, Peder Pedersen, hjalp også til, og således kom Hertha alligevel til at arbejde med ler.

Brødrene Dissings Skakklub

En omtale af familien Dissing i Hansted vil ikke være fuldkommen uden også at nævne, at brødrene Dissing blev meget kendt for deres evner som skakspillere.
Det begyndte med, at den ældste broder, Ejnar, kom hjem fra soldatertjeneste
og begejstret fortalte sine brødre om det ny spil, som han havde lært. I løbet af kort tid lærte de det alle sammen, og det viste sig, at de havde usædvanlige evner i den retning. I nogle år spillede de mest hjemme, men i 1932 startede de »Brødrene Dissings Skakklub« og begyndte så at spille turneringsskak.
Nogle år senere startede skakklubben »Tårnet«, der holdt til i Egebjerg Hansted
forsamlingshus, og kort tid efter meldte brødrene sig ind der.
Det kunne være lidt belastende for konerne i familien med den store skak-interesse, for mændene spillede næsten altid skak, når de var sammen, og så måtte der ikke snakkes. Ikke mindst Harald Dissing hævdede sig smukt som simultanspiller, men i det hele taget vandt brødrene gennem årene mange præmier for deres skak.

Lervarefabrikken ANNASHAAB

 

Annashaab

Postkort fra o. 1905. Det gamle stuehus anes til højre. Nr. 2 og 3 fra venstre er Jens
Holm og Peder Madsen. I gavlen ses navnet Annashaab.

I 1891 købte pottemager Jens Holm Rasmussen ejendommen beliggende Gl. Kirkevej nr. 34 i Egebjerg, hvor nu Aksel Kallehave har automobilværksted.
J ens Holm Rasmussen var født den 19/41855 i Dallerup sogn ved Silkeborg.
Hans forældre var Rasmus Andersen Skovfoged og hustru Johanne Marie Sørensen, husfolk på Sorring mark. På den tid var Sorring stadig et center for
pottemagervirksomhed med mange værksteder, så det var ikke mærkeligt, at
Jens Holm efter konfirmationen kom i lære som pottemager. Han var, efter
hvad det oplyses af ældre i Sorring, udlært hos Jacob Hansen i Sorring og fik
senere selv værksted på Møllebakken 5. Imidlertid brændte det i 1891, og han
besluttede åbenbart at flytte til Egebjerg.
Her byggede han værksted og begyndte sin virksomhed med at lave almindelige
potter, krukker o.s.v. Med sig havde han sin kone, Johanne, og hendes søn af første ægteskab, Peder Hannibal Madsen, søn af afdøde købmand Laurits Abel Madsen i Mørke. Peder Madsen var 15 år gammel og arbejdede også i værkstedet .
Jens Holm Rasmussen kørte selv ud og solgte sine potter, og virksomheden synes i det hele taget hurtigt at være kommet godt i gang. Navnet »Annashaab« fik den, efter at Johanne Holm Rasmussen en nat havde drømt sig til det, fortælles der.
Annashaab er brændt 2 gange. Det skete ikke sjældent, at der udbrød brand
i de gamle pottemagerværksteder, blandt andet fordi det var almindeligt at
tørre brænde ved at lægge det oven på ovnen. Første gang brændte det gamle
stuehus og værksted ca. 1903. Efter genopførelsen var der brand igen i 1912.
Nu blev der bygget et nyt stuehus, som står endnu, af murermester Blæsild
fra Østbirk. Han var så forsynlig at signere sit værk, idet han i kælderen i den
våde cement indridsede »P. B. 1912«.

Syltekrukken var et uundværligt stykke husgeråd i hjemmene.

Syltekrukken var et uundværligt stykke husgeråd i hjemmene.

I 1905 udstillede Annashaab på Den Jyske Landbrugs- og Industriudstilling i Horsens med det synlige resultat, at virksomheden tilkendtes et diplom, der nu befinder sig på Håndværker- og Industrimuseet i Horsens. Måske var det også i den forbindelse, at man lod fremstille det postkort, der viser fabrikken. Der fremstilledes også en to liters syltekrukke med fabrikkens navn og årstallet for udstillingen.
En fast leverance havde fabrikken til fængslet i Horsens. Det var natpotter til de indsatte. Tilsyneladende benyttedes potterne som våben i de indbyrdes opgør, og der måtte til stadighed skaffes nye.
Virksomheden blev drevet frem til1922 med hovedvægten lagt på traditionelle
lervarer. Peder Madsen havde efterhånden overtaget den daglige ledelse, medens Holm kørte ud til kunderne.

Omlægning af produktionen

Da skete imidlertid en markant ændring i produktionen, idet man nu begyndte at fremstille keramik i betydeligt større mængder. Inspirationen hertil kom fra kunstneren Eiler Løndal, som havde arbejdet for en anden virksomhed, lervare-fabrikken »Danico« i Horsens. Danico var blevet til i et samarbejde mellem bl.a. en af Annashaabs gamle lærlinge, Niels Peter Nielsen, og købmand Corfitzen på Søndergade foruden den ovennævnte Eiler Løndal, der egentlig var maler, men som i en periode også interesserede sig stærkt for keramik. Da Horsens kommune for nogle år siden købte en hel del kunst fra Eiler Løndals dødsbo, var der også deriblandt en del keramiske værker, der kunne ses på det gamle rådhus.
Eiler Løndal kom til Egebjerg i 1922, og det betød som sagt en afgørende ændring i fabrikkens linje. Der anlagdes slemmeri på den anden side af vejen for at få en tilstrækkelig god lerkvalitet, og så begyndte man at fremstille vaser, krukker, urtepotteskjulere o.s.v., der var næsten identiske med Danicos produkter.
På Annashaab stemplede man keramikken i bunden med en trekant, en slags rebus, der skal læses »Lervarefabrikken Annashaab Danmark«. Der kan også forekomme varer, der blot er stemplet med »Egebjerg« med ret små bogstaver. Foruden stemplet vil der sædvanligvis være et serienummer skrevet i den våde ler.
Hvis der mangler fabriksstempel i produkterne fra Annashaab og Danico fra denne periode, kan det være meget vanskeligt at skelne dem fra hinanden, specielt når de er bemalet med den koboltblå glasur.
KrukkeTil at begynde med gik samarbejdet rimeligt. Løndal kom med ideerne, og Peder Madsen, der på dette tidspunkt ledede fabrikken, omsatte dem i produktion. Imidlertid gik der kun kort tid, formentlig højst et år, inden Løndal ophørte med at arbejde for Madsen.
Årsagen var tilsyneladende, at Madsen ikke i længden kunne acceptere, at Løndal ikke ville deltage i det daglige mere rutineprægede seriearbejde. Hans noget bohemeagtige forhold til arbejde kunne ikke forliges med den hårdtarbejdende pottemagers syn på tingene.

Da samarbejdet endnu gik godt. Forrest i midten Laura Madsen, til højre Eiler Løndal. I midten fra venstre pottemager Ibsen, Jens Holm Rasmussen og Peder Madsen. Bagest til venstre Regnar Madsen.

Da samarbejdet endnu gik godt. Forrest i midten Laura Madsen, til højre Eiler Løndal. I midten fra venstre pottemager Ibsen, Jens Holm Rasmussen og Peder Madsen. Bagest til venstre Regnar Madsen.

Annashaab keramikAnnashaabs keramik var præget af traditionelle former.
Dekorationerne er stiliserede, slyngende blade og ranker i koboltblå glasur. Langs rankerne er anbragt røde prikker.

 

 

 

 

Vase, 20 cm. Annashaab 1922. Serienummer 588. En typisk ting i den karakteristiske blå glasur.

Vase, 20 cm. Annashaab 1922. Serienummer 588. En typisk ting i den karakteristiske
blå glasur.

Løndals afgang fra fabrikken medførte desværre, at den kunstneriske inspiration tørrede ud. Det blev vanskeligere og vanskeligere at finde på nye serier, originale former og dekorationer. Fabrikkens keramik fra 1930erne og senere nåede aldrig op på samme niveau.
Peder Madsens søn, Regnar, blev også pottemager, men arbejdede ved landbruget
nogle få år. I denne periode traf han Laura Laursen, der tjente på en af skovgår-dene i Egebjerg. De blev gift og flyttede til Annashaab, hvor Regnar igen gik ind i arbejdet. Han ville gerne have været sydpå for at lære mere, men faderen ville noget andet.
I 1920erne arbejdede Laura Madsen i malerværkstedet, hvor det viste sig, at
hun havde gode anlæg for dekoration.
Annashaab var i denne periode en stor virksomhed, der beskæftigede 10-12
mand, pottemagere, arbejdsmænd og malere. »Egebjerg? Nå ja, det er der
Annashaab ligger,« sagde man.
Desværre er det umuligt at give en fuldstændig liste over alle de pottemagere,
der på et eller andet tidspunkt arbejdede der, men her er nogle af navnene:

Annashaab vaseBrødrene Dissing, alle 6
undtagen Tage
Niels Peter Nielsen
Jens Nielsen
Floutrup (den ældre)
Skelmose
Chr. Christensen (Chr.
pottemager)
Robert Bendsen
Frits Hansen
»Gamle,, Ibsen
Esben Pedersen
Henry Andersen
Jens Munk
Chr. Pedersen

samt arbejdsmændene
Ejnar Falk
Harry Dalsgaard
Anders Andersen
Søren Rasmussen
Harry Munk

 

Mange af pottemagerne fik senere egen virksomhed. En del af dem indrettede sig med små værksteder hjemme og supplerede på den måde indkomsterne. F.eks. fik Frits Hansen sit eget lille værksted i Frederiksgade i Horsens efter at have været 13 år på Annashaab. Han var udlært i Nykøbing Falster og havde arbejdet på Den kgl. Porcelænsfabrik, inden han flyttede til Jylland.
Frits Hansen lavede blandt andet på Annashaab de store 25 liters lerkrukker, der blev brugt til at salte flæsk ned i, men han var også dygtig til at modellere. Han var gift med pianisten Lily Brøchmann, der var med til at sætte kolorit på festerne i forsamlingshuset.

Annashaab signatur

Fabrikken anvendte to stempeltyper. Det oprindelige er vist til højre. Det findes i forskellige størrelser, men altid med store, trykte bogstaver.
Det trekantede stempel indførtes, da man i begyndelsen af 1920erne begyndte
at eksportere. Det er i virkeligheden en rebus, der skal læses: Lervarefabrikken
Annashaab, Danmark.

Fabrikken får problemer

Endnu i 1928 var efterspørgslen på Annashaabs keramik betydelig. En stor grossist i København pressede på for at få flere varer, og Peder Madsen gav efter og byggede en etage oven på det store værksted, lige som der blev installeret en ekstra ovn.
Det skulle vise sig at være en uheldig disposition, for fra 1930 skete der en følelig afmatning i salget, måske som følge af den økonomiske krise, men sikkert også på grund af manglende fornyelse. Funktionalismen var begyndt at påvirke og ændre folks smag.
Men produktionen af traditionelle pottevarer fortsatte, ligesom plantekeramik
blev en vigtig artikel. Urtepotter blev på Annashaab lavet som håndarbejde, og en dygtig pottemager kunne tjene gode penge. Akkorden var i 1940 1½ øre for en 3 tommers urtepotte, og f. eks. brødrene Dissing kunne lave 5-600 potter om dagen.
Under krigen skete naturligt nok en afmatning, men da industrien kom i gang igen efter 1945, begyndte efterhånden såvel importerede varer som nye materialer at overtage de lokalt fremstillede lervarers funktioner. Mælkeflasker,· sylteglas, aluminium og siden hen plastic udkonkurrerede leret, og urtepotter blev nu de fleste steder fremstillet maskinelt.
Da Annashaab endelig fik en urtepottemaskine, var det for sent. Det var blevet for dyrt at drive den store fabrik, hvis arbejdsgang ikke i tilstrækkelig grad var blevet rationaliseret.
Peder Madsen døde i 1955. Han havde til det sidste villet lede fabrikken på sin måde og havde ikke haft intentioner om at skabe fornyelse. Sønnen Regnar døde i 1958, og derefter blev virksomheden lukket og maskiner og inventar udbudt til salg.
Laura Madsen var i nogle år beboer på Hansted Hospital. Hendes lille stue var fuld af keramik fra de store år mellem 1920 og 1930, da der i Egebjerg blev lavet smukke ting, der stadig pryder mange hjem.

Niels Peter Nielsen og DANICO

Niels Peter Nielsen blev født i 1888 som søn af bødker og uddeler i Egebjerg Brugsforening Erik Nielsen. Han korn i lære på lervarefabrikken Annashaab, hvor han blev udlært i 1909.
Senere startede han eget værksted på Egebjergvej nr. 14 7, hvor han arbejdede
sammen med sin broder, Jens Nielsen, indtil ca. 1920. Der var også en butik,

Niels Peter Nielsen i butikken på Egebjerg Bakke

Niels Peter Nielsen i butikken på Egebjerg Bakke

 

Gulvvase 59 cm N. P. Nielsen, Egebjerg

Gulvvase, 59 cm. N. P. Nielsen, Egebjerg. Efter familietraditionen er vasen lavet i 1909, samme år, som N. P: Nielsen blev udlært, som en gave til hans mor. Arbejdet er præget af jugendstilens slyngede former og stærke farver.

hvorfra varerne, for en stor del keramik, blev solgt. Efter sigende følte han sig noget generet af konkurrencen fra Dissing i Hansted, der var billigere med sine lervarer, og forsøgte uden held at træffe en aftale med Dissing om et fornuftigt prisleje.
Hvordan det nu gik til, så var N. P. Nielsen åbenbart kommet i forbindelse med købmand Corfitzen i Horsens, og de var blevet enige om at starte en keramisk virksomhed i Smedegade nr. 80-84, mellem Smedegade og Møllegade. I nr. 80, hvor der senere blev vaskeri, havde Nielsen sin lejlighed, og ellers var der lager og værksteder bagud.
Corfitzen satte penge i foretagendet, Niels Peter Nielsen repræsenterede den håndværksmæssige kunnen, og kunstmaleren Eiler Løndal skulle tilføre kunst-nerisk inspiration. Som kontorchef ansattes Beck Sørensen, der tidligere havde bestyret Neyes udsalg i byen.
Niels Peter Nielsen skulle være leder af foretagendet, men Løndal kunne tilsyne-ladende ikke finde sig i at spille anden violin.
Herom fortalte Leon Dissing:
»Da vi så var kommet godt i gang, så ville Løndal jo gerne være direktør i stedet for Nielsen, kunne man forstå, og så blev det jo trods alt Løndal, der måtte gå. Det har jeg jo altid sagt, det var en stor fejl, for det var en mand, der kunne sætte noget i scene, og så var han knusende dygtig til at finde på nye modeller og nye serier og til at tegne keramik«.
Eiler Løndal havde i hvert fald ideer til en keramisk produktion inspireret af, hvad han havde set rundt omkring. Han rejste meget, og ikke mindst på Sjælland.
I Næstved lå dengang den store virksomhed »Kåhler«, og på Næstved Museum kan man i dag se f. eks. vaser fra Kåhler med en dekoration og en glasur, der minder meget om Danicas. Stilen kan betegnes som »Skønvirke«, en slags dansk, sen art nouveau. Det var sikkert heller ikke tilfældigt, at man fik to svende, der havde arbejdet for Kåhler, til at komme til Horsens og være med til at starte produk-tionen på Danico. Headhunting er ikke kun et moderne begreb.
Forholdet mellem Løndal og Niels Peter Nielsen blev stadig mere anspændt, og en dag gik det galt. Løndals temperament eksploderede, og han sagde til Niels Peter Nielsen: »Det skal blive en pind til din ligkiste!« Han stormede over i værkstedet, hentede sine forme ud og smadrede dem en efter en; og derpå forlod han fabrikken. Han forsøgte nu at starte et samarbejde med flere keramikere, men det gik ikke, før han kom ud til Madsen i Egebjerg. Ham satte han i gang og skadede nok Danico en hel del ved at medvirke til en produktion af næsten identisk design.
På den anden side viste det sig, at Niels Peter Nielsen selv kunne finde på nye ting, for i de kommende år blev der skabt nye serier i forskellige glasurer. Der er kend-skab til to kataloger indeholdende flere hundrede modeller.

Katalogerne blev trykt hos F. Schur & co.Det afbildede er trykt med blå farve på gråt papir. Et andet katalog er i flerfarvetryk.

Katalogerne blev trykt hos F. Schur & co. Det afbildede er trykt med blå farve på gråt papir. Et andet katalog er i flerfarvetryk.

Danica beskæftigede mange medarbejdere. Foruden de tidligere nævnte havde man en repræsentant Schaumburg fra Horsens, der havde haft skotøjsforretning
i Graven. Ellen Mecklenburg, der i sejlerkredse var kendt som frk. Danica, sad på kontoret, og Arthur Christensen stod for lageret; han blev senere bymester i keglespil på banen ved Bygholm.
I en periode blev der eksporteret til både England, hvor en agent tog sig af salget, og til de de nordvestlige stater i USA Den senere købmand Carl Johan Corfitzen blev som ung sendt til England for at sælge Danicos keramik. Alligevel måtte virksomheden ophøre i 1929 efter i en periode at have været tabsgivende.
Niels Peter Nielsen flyttede i begyndelsen af 1930erne ud til Dagnæs, hvor han startede i mindre målestok. Efter at have konsolideret sig økonomisk begyndte han igen at lave keramisk brugskunst, men præsenterede også på udstillinger i Horsens og på messerne i Fredericia spændende unika og nye glasurer.
Virksomheden i Dagnæs lå Bjerrevej nr. 138, hvor senere Østergaards Metalvare-fabrik kom til at ligge. Efter et boom under krigen kom der en afmatning, da importen fra udlandet igen begyndte. I 1947 flyttede N. P. Nielsen til Vejlevej, hvor han startede under mindre forhold, men med usvækket energi. Sønnen Carl Johan Nielsen var blevet udlært i Dagnæs hos faderen, og i fællesskab drev de nu værk-stedet. Niels Peter Nielsen havde altid elsket at eksperimentere og arbejdede aktivt indtil et par år før sin død 1968.

Danica personale ca 1920

Personalet på Danico o. 1920.
Forreste række fra venstre: Niels Peter Nielsen, mestersvenden pottemager Rasmussen, frk. Rasmussen, maler Rasmussen, unavngiven kv. maler, unavngiven arbejdsmand og pottemager Larsen. Bageste række fra venstre: Pottemager Karl Hansen (fra Kähler), unavngiven arbejdsmand, unavngiven kv. maler, Leon Dissing, pottemager Frederik Jørgensen (fra Kähler) og Laus Nielsen (bror til N. P. Nielsen).

Dagnæs Keramik, som altså ligger i Torsted, videreføres af Carl Johan Nielsen.
Niels Peter Nielsens broder, Jens Nielsen, overtog værkstedet på Egebjerg Bakke og førte det videre nogle år, indtil han flyttede til Brædstrup og startede værksted der. Skelmose købte ejendommen og havde virksomhed der i få år. Han lavede mest plantekeramik, indtil han standsede og rejste til København, hvor han fik arbejde på Den kgl. Porcelænsfabrik.

Niels Peter Nielsen logoN. P. Nielsen forsøgte i en kort
periode efter Danicos lukning at
føre virksomheden videre un-
der sit eget navn, men uden
held.
I Egebjerg-tiden havde han
stemplet sine ting med
    N. P. NIELSEN
    EGEBIERG
Nu begyndte han at signere
med det t. v. viste mærke.

Erik Glud

Erik GludErik Glud er søn af vandværksassistent Oluf Glud, der også var sogne-rådsformand i en periode, valgt af Socialdemokratiet i den gamle Lundum-Hansted kommune.
Familien boede i en af vandværkets boliger ved søen. Hans svoger hristian Christensen var potte-mager på Annashaab, men fik stillet an med en dreje-skive nede ved sin sviger-far. Her lavede han kera-mik i sin fritid for at have en ekstra-fortjeneste. Han viste også Erik, hvordan man skulle dreje, og efterhånden fik drengen så meget øvelse, at han begyndte at fatte interesse for at komme i lære som pottemager, selv om han ellers havde lovning på en læreplads i en smedie i Smedegade, hvor også Erik Gluds bror havde lært.
 Da nu tilsyneladende sønnen ville være pottemager, gik hans far så en dag ind til Horsens for at snakke med Leon Dissing, der jo havde startet værksted få år tidligere. Og således begyndte Erik G lud sin læretid den L maj 1936. Det blev aftalt, at han ingen løn skulle have det første halve år, derefter skulle han have 2 kr. om ugen stigende efterhånden. Normalt skulle pottemagerlærlinge ingen løn have overhovedet i det første år, men da Erik Glud havde nogen øvelse, kunne han som sagt få løn efter et halvt års tid.
Hos Leon Dissing var Erik Glud nu i lære i 5 år. Derefter var han nogle få måneder på fabrikken »Kronjyden« i Randers og kom så tilbage til Leon Dissing, hvor han arbejdede, til han selv startede værksted i den gamle skole i Egebjerg i 1946. Hans fader havde købt skolen af kommunen.
Der har været både op- og nedgangstider. I en periode fra 1949-52 måtte Erik Glud ud og arbejde i tørvemosen, fordi det var umuligt at sælge keramik.
Han har ellers lavet alt fra gammeldags potter og fade, plantekeramik til stentøj. Dette sidste begyndte han for alvor på i midten af 1960erne, hvor en moderne gasovn installeredes. Derefter koncentreredes produktionen om lamper og dekorationsgenstande i stentøj. Lamperne afsattes bl.a. gennem grosserer Arne Basse i Horsens, der også eksporterede, men der blev også solgt fra værkstedet. En søndag, når en brænding var færdig, kunne der holde mange biler uden for værkstedet, og varerne blev solgt direkte fra ovnen.
I de senere år har Erik Glud drejet blandt andet olielamper, som han har leveret til en virksomhed i Haldrup, der selv brænder dem. Ellers har de seneste års afmat-ning inden for byggeriet bevirket, at behovet for dekorationsgenstande er aftaget. Samtidig har de unge ændret smag.
Erik Glud har stemplet sit stentøj med “GLUD STENTØJ, DANMARK”·

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *