Fra min skoletid – Erindringer om Egebjerg skole og lærer Fischer

Fra min skoletid
Erindringer om Egebjerg skole og lærer Fischer

Af fhv. gdr. Karl Emil Karlsen, Sønderborg

Lærer  Kristoffer  Konrad  Fischer blev født i Gedved  den  7. nov. 1874  som
søn af daværende bagermester Fischer. Oprindelig ville han have været lokomotivfør er, men da det var vanskeligt at komme ind ved banen, kom han i stedet for efter endt skolegang over på seminariet, der dengang lå på samme side som hans barndomshjem. Han dimitteredes i 1896 og virkede i godt et års tid ved en skole i Vestjylland, inden han efter militærtjeneste og uddannelse på
officersskolen tiltrådte embedet i Egebjerg den 16. juni 1899. Samtidig blev han organist i Hansted kirke. Da min far, Nicolai Karlsen, var født i 1890, har han altså også haft ham som lærer de sidste fem år af sin skoletid.
Sålænge jeg kan huske tilbage, er både Fischer og hans kone kommet såvel i mine forældres som i mine bedsteforældres hjem, så jeg har kendt dem begge lige fra barnsben. Dette bekendtskab bragte mig et af mit livs dilemmaer og hovedbrud.
Ude på landet sagde vi jo »du« til alle mennesker, men da jeg så kom i skole, skulle jeg sige »De«, lige som alle andre børn jo gjorde dengang til deres lærere. Kom han så på besøg i mit hjem om aftenen, ja så stod jeg der, og hvad skulle jeg sige?
Fischer virkede så i Egebjerg skole som enelærer, indtil den blev nedlagt i 1943, og jeg mener, at han røgtede sit hverv godt. Fischer var en sund og  strunk mand, som bar tydeligt præg af sin officersuddannelse, og af sit virke som både aktiv gymnast og idrætsleder igennem et langt liv. Fischer havde da også tre kæpheste: Gymnastik, regning og sang. Især de to første blev  der redet meget på!
Her vil det nok være på sin plads at fortælle lidt om, hvordan skolestuen så ud. Vi kom ind i den ene ende, og så var der en bred midtergang op til den anden endevæg, hvor katederet stod. Lige bag ved dette var den store, sorte tavle og tre landkort, som kunne trækkes ned lige som rullegardiner; et af Danmark, et af Europa og et af Palæstina, Det hellige Land, hvorpå vi fulgte med i bibelhistorie-timerne. På hver side af midtergangen stod en række dobbelte pulte, seks eller syv i hver række. Drengene sad i den venstre række ude ved vinduerne, og pigerne til højre. I øverste hjørne ved væggen ovre ved pigerne stod der et dobbelt skab, hvori opbevaredes læse- og skrivebøger samt tavler og diverse ting, bl. a. blækhuse, men også blyanter, som vi kunne købe for otte øre stykket, og grifler til at skrive på tavlerne med. De kostede dog kun to øre stykket.

Lærer Fischer

 

 

 

 

Den unge Fischer var uden tvivl en flot fyr. Han bar livet igennem præg af sin officersuddan-nelse. Orden og disciplin var for ham naturlige elementer i skolen. Men han forstod at lade andre sider af sin personlighed komme til
udtryk også.

 Derefter stod der en lille trækasse med et lysbilledapparat, og ved siden af
en stor trækasse med låg, som havde været brugt til tørv og brænde. Nu blev
den imidlertid kun brugt til papir og andet affald. Man var jo blevet så
moderne, at der blev fyret med koks fra en koksspand. Varmen kom om
vinteren fra et mægtigt monstrum af en kakkelovn, næsten så stor som en
måneraket.
På væggene imellem vinduerne hang de dengang så almindelige billeder
opklæbet på pap og forestillende for eksempel tørveskærer e eller en hestevogn
kørende igennem en landsby med nogle drenge hængende på bagsmækken.
Foruden at tjene som udsmykning blev de også brugt til at blænde vinduerne
med, når vi skulle se lysbilleder; fire billeder i hvert vindue, så var der mørkt.
Desuden havde vi to rammer med en glaslåge foran. I hver ramme var der
ca. et halvt hundrede billeder i st ort format, det ene sæt fra Danmarks
historie, det andet fra bibelhistorien. Vi kunne så skifte om på billederne, så
de passede til det emne, vi lærte om.
Skolegangen lyder vel i vore dages ører som et helt eventyr. Vi havde kun to
klasser, første og anden klasse, som i daglig tale hed »lille klasse« og »Store
klasse« og disse betegnelser vil vi også bruge her. I lille klasse gik vi fra den 1.
oktober i det år, vi fyldte syv år, og indtil vi var 10 år. Så rykkede vi automatisk op i store klasse uanset evner og kvalifikationer, og gik så her indtil den sidste dag før vi skulle konfirmeres. Så blev vi udskrevet uden nogen form for afsluttende eksamen .
Men eksamen, det havde vi nu alligevel hvert forår . Det foregik på den måde, at hele skolekommissionen med præsten som formand var til stede og overværede en ganske almindelig skoledag. Om formiddagen hørte man på store klasse, hvorefter hele kommissionen var inde hos Fischer og spise middag. Kl. 13 mødte så lille klasse, og efter et par timer var den eksamen overstået. Eksamens-opgaverne medbragte Fischer, og papirerne, som vi skulle skrive på, tog han ud
af et stilehæfte ved at åbne klemmerne . På forsiden skrev vi vort navn, på næste side en genfortælling, på side tre en diktat, og på sidste side nogle regnestykker, som Fischer havde skrevet op på den store tavle. Facitterne sammenlignede man med sidemandens; var de ens, kunne man regne med, at de var rigtige. Det skulle da være mærkeligt, om to kunne lave den samme fejl!
Skolegangen begyndte som sagt den første oktober. Vi i lille klasse gik kun i skole mandag, tirsdag, torsdag og fredag eftermiddag fra kl. 1-4. Så var vi fri for at komme ud i morgenens mulm og mørke. Det var jo ikke alle børn , der havde så nem vej til skole, som jeg havde. Nogle kom helt nede fra Bagkjær mølle, og skolebusserne var jo ikke opfundet endnu. Og nu sad vi nybegyndere så
bagest i klassen, men sammen med tre andre alderstrin, og hvordan klarede man så at undervise tre klasser på en gang?
Jo, det første år bestod vores undervisning for en stor del i at høre efter. Det, som blev gennemgået , skulle de ældre læse på hjemme til næste dag, men vi små kunne godt risikere at få stukket et spørgsmål ud, for eks. et navn eller en by, så på den måde kom vi gradvis ind i det. Fik vi ikke så meget med i første omgang, var skaden ikke så stor, da vi i danmarkshistorie og bibelhistorie kom det hele igennem to gange i løbet af fire år, så vi nåede det sagtens.
Salmevers lærte vi udenad, og så længe vi ikke selv kunne læse dem, måtte vores mor sidde og terpe med os derhjemme . I lille klasse lærte vi også landkort, som datidens geografi hed, men det var kun danmarkskortet, der  blev gennemgået . Til gengæld vil jeg også vove at påstå, at vikendte vores land til bunds, da vi var færdige med lille klasse.
Så var der regning. Den første skoledag fik. vi udleveret en tabel, og den blev taget i brug med det samme. Vi skulle lære første halvdel af to-stykket til at begynde med. En for en kom vi op til katederet og blev hørt, medens de ældre regnede. Når vi kunne det udenad , uden at tøve, så fik vi sidste halvdel for, og så fremdeles. Nogle lærte det i løbet af et par gange, andre skulle have længere tid til det, men  der var ikke noget med at vente på hinanden, vi kørte bare frem. På den måde opstod der ligefrem en hel kappestrid, som kunne blive belønnet med for eksempel en blyant til den, som først kunne op til hele fem­ stykket (vi var jo ikke så forvænte dengang).
I skrivetimerne sad vi og skrev bogstaverne, først de små, og så de store. Vi skrev dem af efter vores ABC, som hed »Myrebogen«. Jeg kan tydeligt huske den: På forsiden var der et billede af en pige og en dreng, han med tornyster på ryggen. De stod ude i en skov og så på en kæmpemyretue, som sikkert skulle symbolisere, at man med samme flid som myrerne ville nå store resultater.
Mindst to gange om ugen havde vi gymnastik, vi var nemlig så heldige, at vi var den eneste af de fire skoler i kommunen, som havde en gymnastiksal. Her var Fischer også rigtig på hjemmebane. Da jeg gik ud af skolen, var han 62 år, men til trods herfor var han den eneste, der kunne gå gymnastiksalen rundt, to omgange på hænderne! Desuden var han den skrappeste til at slå kraft­spring, og det endda med stive, sorte snøresko på fødderne.
Den 7. november havde Fischer fødselsdag, og så samlede vi ind til en gave til ham. Herfor blev der kvitteret med, at der i frikvarteret blev sat kopper ind
på vores pulte,  en bog stukket  ind under  klappen, så bordplanen  var plan, og
så fik vi en kop chokolade og et stykke wienerbrød.

 

Skolefest

Cirka en uge før jul kom vel nok årets højdepunkt, skoleballet, som foregik i gymnastiksalen. Vi samlede nu ind igen, men denne gang begge klasser sammen. Disse penge fik Fischer så til at holde fest for, men jeg tror nu nok, at han selv måtte lægge noget til. Når klokken var 19 præcis, spillede Jens og Rosalie op til dans. Det var et ægtepar, der boede et sted ude i Vestermarken. Når der skulle være skolebal, kørte Fischer ud og hentede dem, hvorefter de fik aftensmad hos fru Fischer. Efter festen kørte Fischer dem så hjem igen. Jens spillede harmonika, Rosalie på banjo og »skræver«, dvs. zakoo-fløjte akkurat lige som Freddy Fræk. Skolestuen var i den anledning blevet ryddet, det vil sige, at alle pultene var stablet op i det ene hjørne, og et langt forsamlingshusbord var stillet op i stedet for. Her fik vi hen på aftenen serveret en sodavand og et stykke wienerbrød. Senere fik vores forældre, som i mellemtiden var kommet, serveret kaffe. Desuden var der i skolestuen anbragt et par små borde, hvor nogle af mændene sad og spillede kort
ind imellem. Ellers sad de sammen med damerne og så på, at vi dansede. Det var en hyggelig afslutning på skolegangen inden juleferien.

Vinterglæder

Når vi så begyndte igen efter juleferien, så var vinteren gerne sat ind med frost og somme tider sne, og så havde vi slæderne med i skole; bakken var jo lige udenfor. Her førte Fischer også an. Nogle gange lånte han en af vores slæder, og så lå han på maven ligesom vi andre og styrede med tæerne, mens han under vild jubel susede ned  ad bakken. Andre gange kunne han sætte sig foran ved en af os, og vi styrede så dernedad med bambusfiskestangen,  der var taget i brug til dette formål.

Vinteglæder
Efter en længere frostperiode var mosen nede bag ved min faders gård frosset så meget til, at isen kunne bære. Også her var Fischer foran. Skøjter var jo ikke så kendt dengang, men så havde vi træsko med jernbeslag. Når man tog et godt tilløb oppe fra græsmarken, kunne man kure utroligt langt, og Fischer var ikke den, der tog den korteste tur. Iskarrusellen gik han heller ikke af vejen for at prøve.
Når først isen var så tyk, at vi kunne tumle os uhindret på den, så huggede vi med en økse et hul så stort, at vi kunne hamre en tilspidset granpæl ned i mudderet så langt, at den ragede ca. 2 meter op over isen. Næste dag var den frosset fast, og et tov blev forsynet med et øje, som kunne gå ned over pælen. Ca. 5-6 meter ude blev der fastgjort en af vores slæder til tovet, og så var karrusellen klar til at køre. En tog nu plads på slæden, og en kammerat, som regel med skøjter på, skubbede så slæden i gang. Efterhånden fik den mere og mere fart på, og når man kunne gå inde ved pælen og skubbe på rebet, så var det en helt utrolig fart, der kunne opnås. Kun ved at lade den inderste endeballe hænge helt ned over slædekanten og læne sig ind over tovet, kunne man holde sig fast på slæden.

I skole om sommeren

Når vi kom til den 1. april, blev skolegangen ændret til at følge sommerplanen. Nu skulle vi i den lille klasse have hentet lidt ind på den vel nok knebne undervis-ningstid, som vi havde haft i vinterhalvåret. Vi fik nu flere skoletimer og skulle møde mandag eftermiddag, hele tirsdag, onsdag eftermiddag, torsdag og fredag hele dagen, også var den uge slut. De dage, hvor vi var i skole hele dagen, kørte vi hjem og spiste til middag fra tolv til et. Fischer kunne så også komme ind og spise
og få sin middagssøvn. Når han stod op, trak han gardinet til side i soveværelses-vinduet og bankede på ruden. Dette var der altid en eller anden, der hørte, og så vidste vi, at vi skulle ind og begynde igen. Store klasse fik nu kun skolegang tre formiddage om ugen, mandag, onsdag og lørdag formiddag. Men det havde også sine praktiske grunde, for når man var over ti år og fra en gård, så var der mange
ting, som man kunne og skulle hjælpe til med. Det var heller ikke ualmindeligt, at en dreng på 12 år kom ud at tjene på en gård i sommerhalvåret  endnu på denne tid.

På skovtur

Skoleudflugter, som jo hører sommeren til, var ikke noget man kendte i lille klasse. Men da Fischer jo selv havde bil,  fik han  fat i tre mere, som også var kørende, og så kørte vi ud i det blå, naturligvis med madpakke og en sodavand i tasken. Et år gik turen ud til Sondrup strand, hvor vi fik lov til at smide sko og strømper og
vade rundt i vandkanten . Et andet år gik turen op til Ejer Bavnehøj.
Det kunne også hænde, at hvis det en sommerdag var rigtig fint vejr, så sagde Fischer: »Det er sådan et fint vejr i dag. Kan I ikke gå hjem og få jeres mor til at smøre en madpakke og blande en flaske saft, og så komme igen om en time, så tager vi på skovtur!«
En time senere drog vi så af sted i samlet, trop, med Fischer i spidsen, ned igennem Egebjerg, ud forbi Egebjerggård, ned til Bagkjær mølle. Her gjorde vi holdt ved resterne af den gamle vandmølle. De af os, som havde sko og strømper på, smed nu begge dele, og med Fischer som midtpunkt vadede vi så rundt ude i åen; bukserne havde han smøget op over   knæene.
Derfra gik vi om i »Fredsskoven «, som den blev kaldt, den skovpart, der tilhørte Hansted Hospital. Her stod ,,Den gamle Bøg«. Det var en enorm kæmpe af et gammelt bøgetræ, som efter sigende skulle være plantet af »Døve Dorthe«. Vi skulle altid prøve, hvor mange af os børn, der skulle til, for at vi kunne spænde om det; det var gerne 8-10 stykker, alt efter størrelse. Et gammelt sagn fortalte, at hvis den gamle bøg blev fældet, så ville i samme øjeblik den faldt, kirketårnet på
Hansted kirke også vælte, så derfor var der på træet sat en blikplade, hvorpå der var skrevet:
                               Det gamle træ, 0 lad det stå,
                               indtil det dør af ælde;
                               så mangen ting det husker på,
                               hvad kan det ikke melde?
                               Vi det så fuld af blomster så,
                              de friske grene hælde.
                              Det gamle træ, 0 lad det stå,
                              det må I ikkefælde!
Dette skete også, det fik virkelig lov til at dø af ælde!
Videre gik vi nu om til pavillonen, ned forbi vandværket og op ad den store vandværksbakke, men så var gejsten også ved at være ude af de fleste af os, men moret os, det havde vi.
En ting mere, som ændrede sig med sommerhalvårets begyndelse, det var, at de dage, hvor vi begyndte om morgenen, stod vi op ved vores pulte og sang en morgensalme, hvorefter Fischer bad fadervor.

Vi rykker op

Når vi nu havde gået i lille klasse i tre og et halvt år, så rykkede vi op i store klasse. Den første dag, vi mødte her, blev vi døbt. Det foregik ved, at de store drenge trak os hen til vandpumpen i skolegården. På pumpetuden hang der to blikkrus, et i en kort kæde til drengene at drikke af, og et i en lidt længere kæde, det var til
pigerne, men i dag blev de brugt til andet formål. Begge krus blev pumpet fulde af vand, som vi nye så fik over hovedet, men nu hørte vi også til store klasse.
Det var, hvad der skete ude. Inde skete der det, at i geografitimerne skulle vi nu til at lære om den store verden, og derfor fik vi et atlas og en geografibog. Desuden fik vi Luthers katekismus, som vi skulle lære udenad, både trosbekendelsen, de ti bud og en masse skriftsteder. Ellers kørte vi videre med de samme regnebøger, og repeterede stadigvæk det nye og det gamle testamente, den nye og den gamle kongerække, som vi efterhånden var blevet ret fortrolige med.
Det kunne naturligvis godt nogle gange blive lidt trivielt. Men så skete det, at Fischer spurgte, om ikke et par stykker af os ville gå ud og vaske hans bil? Det ville vi naturligvis alle, det var jo en afveksling. Når hans datter tilligemed en vaskekone ca. en gang om måneden stod nede i vaskekælderen og havde storvask, så kunne det også hænde, at et par af os blev sendt ud og pumpe vand op og bære det ned i kælderen.

Gården, hvor Karl Emil Karlsen boede, ligger Gl. Egebjergvej nr. 11 på samme side af vejen som skolen. Det lille hus forrest til venstre var gårdens aftægtsbolig.

Gården, hvor Karl Emil Karlsen boede, ligger Gl. Egebjergvej nr. 11 på samme side af vejen som skolen.
Det lille hus forrest til venstre var gårdens aftægtsbolig.

En dag kom min far ind i skolestuen og sagde: »Fischer, der er blevet ringet nede fra kæret, at kvierne er brudt ud af indhegningen. Kan Karl Emil ikke få lov til at køre  ned  og få dem  drevet ind igen, og så få lov  til at tage en med derned  til  at  hjælpe  sig?« . Det voldte  nu  ingen besvær med at få en frivillig med, tværtimod,  men det er vel overflødigt at fortælle, at det tog resten af formiddagen at få dem drevet ind.
Selv om vores undervisning måske var noget ensidig, så er jeg klar over, at alle vi, der har gået i skole hos Fischer, har fået en god regneundervisning, og det er værdifuldt, uanset hvilket  arbejde man  senere  kommer  til.  Det  kunne så også bøde på den eventuelle ensidighed, at Fischer kendte sine elever, lige fra de var små, og vidste hele vejen igennem, hvem der havde behov for et lille skub her og et lille puf der.
Efter datidens forhold vil jeg mene, at vi fik en god undervisning; behovet var ikke stort dengang. Men meget har jo også ændret sig, siden jeg begyndte i Egebjerg skole for 57 år siden.

Karl Emil Karlsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *