Fra Hansted til Shanghai

Artikel fra Horsens Folkeblad den 27. oktober 2008

29-årige Morten Christiansen kørte afskedsløb i Kina

Af Tommy Poulsen

Morten Christiansen
Morten Christiansen kørte afskedsløb i Shanghai i lørdags efter 21 år som cykelrytter. (Foto: Martin Ravn)

SHANGHAI – Det hele startede i Horsens-forstaden Hansted – og sluttede i lørdags i den kinesiske storby Shanghai.

Morten Christiansen, 29, kørte sit sidste cykelløb, da han på sidste etape af etapeløbet “Tour of Hong Kong-Shanghai” blev nr. 25. Det var et hurtigt løb på 78 km.

Horsens Folkeblad fangede Horsens-rytteren få minutter, efter at han – symbolsk – havde sat cyklen i garage.

– Det er mærkeligt at tænke på, at jeg aldrig skal sætte mit rygnummer på igen, sagde Morten Christiansen. Jeg har dog haft tid til at vænne mig til tanken. Det er min 21. sæson som cykelrytter, og det er begyndt at ligne genudsendelser. Oppe i hovedet vil jeg gerne køre cykelløb, men når jeg sidder ude på cyklen, savner jeg motivationen. Så er det tiden at stoppe. Jeg har haft svært ved at sætte mig op til løbene. Heldigvis kan jeg selv tage beslutningen. Jeg stopper ikke på grund af et styrt eller en skade.

Morten Christiansen kørte sit første cykelløb som ni-årig. Han vandt VM-bronze som junior i 1997 i pointsløb i Sydafrika og blev samlet vinder af Post Cup’en i Middelfart i 2003.

– De seneste fire år er det kun gået én vej, nedad, erkender han. Jeg havde en rimelig sæson i 2006. Det overbeviste mig om, at jeg stadig kunne være med, men jeg har ikke været så sulten som tidligere. Det kan man aflæse på mine resultater. De har ikke været gode nok, men jeg fortryder intet, selv om jeg er gået flip af fester og det søde liv. Jeg har oplevet noget, som ingen andre på min alder har prøvet.

Sejre over topnavne

– Som junior slog jeg topnavne som Tom Boonen og Bradley Wiggins hver gang, vi mødtes. Det er sjovt at tænke på, at de er røget helt til tops. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad jeg kunne have nået med banelandsholdet, hvis jeg havde fået de betingelser, som rytterne har i dag. Det kunne have været sjovt at være en del af det nye VM- og OL-hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Jeg bilder mig ind, at jeg kunne have gjort det lige så godt som de andre.

– Nu får jeg en masse tid tilovers. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad jeg vil bruge tiden til, men jeg fortsætter med at cykle fra Hansted til seminariet i Århus for at holde mig form. Jeg agter også at spille motions-basketball. Jeg er bevidst om, at kroppen ikke kan tåle, at jeg stopper fra den ene dag til den anden.

– Man skal aldrig sige aldrig, men jeg kan ikke forestille mig, at jeg vender tilbage som cykelrytter. Jeg trænger til at komme væk fra det hele. Hvis jeg påtager mig et lederjob, bliver det som mekaniker. Sportsdirektør – nej tak. De er så kloge…!

Morten Christiansen er gift med den tidligere cykelrytter Nina Lund, der blev nr. 4 ved DM. De har endnu ikke planlagt familieforøgelse, men når det bliver aktuelt, får Morten Christiansen ikke problemer med at få fritiden til at gå.

– Hvis vi får børn, der har lyst til at cykle, kan jeg sagtens se mig selv som leder. Det kunne være fedt at følge dem på samme måde, som mine forældre har støttet mig, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *